bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Optakt til 8. runde i 2. Bundesliga: Klassisk HSV og Schalke under stregen
Schalke 04, maskot, Comebacks

Så kender vi HSV igen efter en runde, hvor klubben højst overraskende tabte mod bundproppen Osnabrück. 6. spillerundes store vinder var St. Pauli, der klatrede op på 2. pladsen efter en sejr over Schalke, men det var også runden, hvor to gamle storhold – Kaiserslautern og Hertha vandt vigtige sejre. Schalke ligger nu 3. sidst, mens Osnabrück fik kontakt til de andre bundhold. Velkommen til optakten til runde 8 i verdens bedste næstbedste liga, hvor HSV tager imod Düsseldorf, og hvor St. Pauli skal en tur til hovedstaden.

HSV – Fortuna Düsseldorf – fredag kl. 18.30

Et udsolgt Stadion an der Bremer Brücke kan være et frygteligt sted at besøge som gæstende hold, og det måtte HSV erkende, da klubben fortjent tabte med 2-1 til oprykkerne. Det var anden kamp i træk, at ”Die Rothosen” tabte mod et oprykkerhold. HSV kom endda foran, da Robert Glatzel udnyttede en opspilsfejl hos værterne, der dog svarede igen med to mål i første halvleg og vel burde have ført større ved pausen. I anden omgang var Osnabrück stadig det bedste hold og vandt fortjent sæsonens første sejr, der kunne være blevet endnu større, havde det ikke været for HSV-keeper Daniel Heuer Fernandes.

Düsseldorf klarede 1-1 hjemme mod Hannover i en kamp, hvor gæsterne var bedst. Hannover bragte sig foran efter syv minutter, men Düsseldorfs Cristos Tzolis udnyttede i anden halvleg et straffespark, der blev tildelt værterne efter VAR gennemsyn.

Bulibolds tip: HSV-Fortuna Düsseldorf 2-1

SC Paderborn 07 – Schalke 04 – fredag kl. 18.30

Paderborn lignede længe vinderen i opgøret mod Magdeburg, efter at Adriano Grimaldi bragte klubben foran efter 35 minutter. Magdeburg fik dog udlignet fem minutter før tid og havde endda en kæmpe chance i overtiden, så Paderborn må stille sig tilfreds med det ene point.

Schalke kunne intet stille op imod et veloplagt St. Pauli mandskab på Millerntor. Der stod kun St. Pauli på en første halvleg, hvor Sebastian Polter udnyttede Thomas Ouwejans fine forarbejde og scorede til pausestillingen 1-1. Et kvarter inde i anden halvleg bragte værterne sig foran 2-1, men denne gang svarede Schalke fint igen og var i flere omgange tæt på udligningen. Hjemmeholdet lukkede dog kampen med målet til 3-1 i kampens overtid.

Bulibolds tip: SC Paderborn 07 – Schalke 04 1-1

Karlsruher SC – Holstein Kiel – lørdag kl. 13.00

KSC tabte en vild kamp i Fürth med 4-3. Fürth bragte sig foran både 1-0 og 2-1, men hhv. Robin Bormuth og Marvin Wanitzek udlignede for Karlsruhe. I første halvlegs overtid bragte Lars Stindl endda gæsterne på 3-2 for blot at se Fürth udligne i første halvlegs sjette overtidsminut. 2. halvleg foregik mere afdæmpet, og da Fürth i det 56. minut blev reduceret til ti mand, så det ud til, at KSC ville vinde kampen. Værterne gjorde det bare i stedet til 4-3 ti minutter senere, og trods voldsomt pres fra Karlsruhe blev det kampens sidste mål.

Det ligner, at storkene fra Kiel er gået i flyverskjul. I hjemmekampen mod Hertha fik kielerne godt nok udlignet gæsternes 2-0-føring for blot at se deres gamle spiller Fabian Reese udnytte et straffespark i kampens overtid. Benedikt Pichler og Steven Skrzybski scorede Kiels mål, mens Marvin Schulz i kampens overtid modtog sit andet gule kort og må stå over i dette opgør.

Bulibolds tip: Karlsruher SC – Holstein Kiel 3-1

Hannover 96 – Wehen Wiesbaden – lørdag kl. 13.00

Stefan Leitl må være mere tilfreds med holdets indsats end med slutresultatet, da Hannover hentede et point hos førerholdet Düsseldorf. Der stod Hannover på det meste i et opgør, hvor Cedric Teuchert bragte gæsterne foran i første halvleg, men de måtte stille sig tilfredse med et skuffende 1-1 resultat.

Wehen tabte hjemme klart oprykkerduellen mod Elversberg, der afgjorde kampen med et mål i hver halvleg. Gæsterne var generelt mere ”cool” i omgangen med bolden og vandt en fortjent sejr. Resultatet betyder, at Wehen røg ned på 14. pladsen blot et point foran Schalke på Relegationspladsen.

Bulibolds tip: Hannover 96 – Wehen Wiesbaden 3-0

Hansa Rostock – Eintracht Braunschweig – lørdag kl. 13.00

Så kommer vi til, hvad jeg tror bliver et utroligt vigtigt opgør om at undgå nedrykning. Hansa har godt nok ni point på 11. pladsen, men der er faktisk kun to point ned til Schalke, der må formodes at vinde en del kampe på et tidspunkt. Rostock fik som ventet intet med hjem fra Fritz-Walter-Stadion ud over det reduceringsmål, som den fra Midtjylland udlejede angriber Junior Brumado efter en halv times spil stod for.

Braunschweig opnåede et hårdt tilkæmpet point i hjemmekampen mod Nürnberg. Den efterhånden 32-årige måltyv Anthony Ujah noterede sig for begge løvernes mål, men fik efter kampen konstateret en slem skulderskade, som holder ham ude i en rum tid. Braunschweig forbliver dog under nedrykningsstregen med to point op til Schalke.

Bulibolds tip: Hansa Rostock – Eintracht Braunschweig 2-1

Hertha Berlin – FC St. Pauli – lørdag kl. 20.30

Lørdagens sene kamp er en lækkerbisken mellem genopståede Hertha og det eneste hold, der endnu ikke har tabt en kamp i denne sæson, nemlig St. Pauli.

Hertha vandt en dramatisk 3-2-sejr ude mod Kiel, hvor de bragte sig foran 2-0, blev hentet og siden først brændte et straffespark i det 88. minut for blot at udnytte endnu et i det 92. minut. Smail Prevjljak og Andreas Bouchalakis scorede Herthas mål før pausen, og i overtiden fik den tidligere kieler Fabian Reese ansvaret fra 11 meter, efter at Haris Tabakovic misbrugte Herthas første straffe i kampen.

St. Pauli, der for anden uge i træk skal spille den sene kamp, havde ikke større problemer med at nedkæmpe Schalke hjemme på Millerntor og det på trods af, at ”Die Kiezkicker” måtte undvære deres anfører Jackson Irvine, der blev skadet i en landskamp for Australien. Men hvad gør det, når viceanføreren går ind og scorer kampens to første mål? Marcel Hartel udnyttede først et straffespark, som St Pauli blev tildelt af VAR og bragte siden hamburgerne foran med 2-1 et lille kvarter inde i anden halvleg. Schalke pressede til tider på, men de måtte se værternes Carlo Boukhalfa lukke og slukke med sit mål til 3-1 kort før tid. Med sejren rykker St Pauli forbi bysbørnene HSV og indtager nu ligaens 2. plads.

Bulibolds tip: Hertha Berlin – FC St. Pauli 2-3

VfL Osnabrück – 1. FC Kaiserslautern – søndag kl. 13.30

Sikke en måde at sikre sig sæsonens første sejr. Osnabrück var HSV overlegne på næsten alle parametre og vandt en yderst fortjent 2-1-sejr, som sagtens kunne være blevet meget højere, havde det ikke været for en dygtig HSV-keeper. Erik Engelhardt og senegaleseren Oumar Diakhite stod for værternes scoringer.

De røde djævle havde ikke større bøvl med et lidt tamt Hansa mandskab og vandt en overbevisende 3-1-sejr. Tobias Raschl og Kevin Kraus bragte hjemmeholdet foran med 2-0, inden der var gået 20 minutter, og trods et reduceringsmål så var sejren aldrig rigtig i fare, inden Ragnar Ache afgjorde sagerne med sit mål kort før tid.

Bulibolds tip: VfL Osnabrück – 1. FC Kaiserslautern 1-1

1. FC Nürnberg – 1. FC Magdeburg – søndag kl. 13.30

Begge hold måtte lidt skuffende nøjes med et enkelt point. Nürnbergs unge hold kom for engang skyld ud i en meget defensiv opstilling. Kanji Onuki udlignede for ”Der Club” i det 38. minut, og blot to minutter senere bragte Benjamin Goller sydtyskerne foran, men det rakte altså kun til et point, da Braunschweig udlignede i anden halvleg.

Det lignede længe, at Magdeburg skulle løbe ind i sæsonens første nederlag på eget græs, men med blot fem minutter tilbage på klokken udlignede Luc Castaignos, og værterne var endda tæt på alle tre point, da samme Castaignos blot tre minutter senere missede målet med et par cm med et flot hovedstød.

Bulibolds tip: 1. FC Nürnberg – 1. FC Magdeburg 1-1

SV Elversberg – Greuther Fürth – søndag kl. 13.30

Før sæsonen havde jeg størst forventninger til Elversberg blandt de tre oprykkere. Holdet fik dog langt fra en optimal start, men med sejren over Wehen har saarlænderne vundet sine seneste tre kampe. Thore Jacobsen udnyttede i første halvleg det straffespark, der blev begået imod Luca Schnellbacher, således at gæsterne kunne gå til pause med en 1-0-føring. I anden halvleg afløste Wahir Faghir Schnellbacher, og sørme om ikke den tidligere Vejle-dreng lukkede kampen med sin scoring til 2-0.

Det er blevet væsentlig nemmere at være Alexander Zorniger i de seneste uger. Først lykkedes det Fürth lige netop ikke at tabe lokalopgøret mod Nürnberg, og senest besejrede ”Die Kleeblätter” KSC med 4-3 i en vanvidskamp. Tim Lemperle og Dickson Abiama brage Fürth foran hhv. 1-0 og 2-1, inden sidstnævnte med sit andet mål udlignede i første halvlegs døende sekunder til 3-3. Julian Green gjorde det svært for sit hold, da han ti minutter efter pausen modtog sit andet gule kort, men det lykkedes Damian Michalski at score sejrsmålet for Fürths ti mænd midt i halvlegen. Fürth fik dermed det perfekte resultat til at fejre klubbens 120. fødselsdag.

Bulibolds tip: SV Elversberg – Greuther Fürth 2-2

Topscorerlisten

Haris Tabakovic havde chancen for at score sit 8. mål i Herthas kamp i Kiel, men misbrugte sit straffespark. I stedet må han dele topscorerværdigheden med Hannovers Cedric Teuchert, der scorede en enkelt gang i Düsseldorf. På 3. pladsen ligger Kaiserslauterns Ragner Ache, der efterhånden har fortrængt Terrence Boyd fra startopstillingen. Ache er nu oppe på seks sæsontræffere. HSV’s Glatzel og Benes ligger sammen med Düsseldorfs Tzolis lige bag toptrioen med hver fem mål.

3. Liga

Dresden ser ud til at mene det alvorligt i denne sæson. I hvert fald vandt Dynamoerne topkampen mod Aue med 2-1, og de har dermed slået et hul på fire point ned til andenpladsen. Ulm udnyttede Aues nederlag til at indtage andenpladsen foran netop Aue.

I bunden ser det bøvlet ud for MSV Duisburg. Zebraerne har endnu ikke vundet i denne sæson og ligger sidst med blot tre point.

Få spiltips til tysk fodbold hos SpilXperten

You may also like
Optakt, HSV
Optakt til 9. runde i 2. Bundesliga – kuriøse straffespark
Schalke 04, sæsonoptakt
Optakt til runde 8 i 2. Bundesliga – Et hadsk derby i vente
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 5. runde i 2. Bundesliga: Fuld fart frem for Fortuna!