HSV ser ud til at være klar til det forjættede land. Efter syv sæsoner i 2. Bundesliga ser det endelig ud til, at ”Die Rothosen” formår at tage en af ligaens to øverste pladser og dermed automatisk oprykning, mens Köln igen viste sig, at klubben er ligaens potentielt værste galehus.
I bunden fandt vi også den første nedrykker. Jahn Regensburg må konstatere, at det kun blev til en enkelt sæson i 2. Bundesliga i denne omgang.Velkommen til sæsonens næstsidste optakt til verdens bedste næstbedste liga, hvor Köln kan snuppe den anden direkte oprykningsplads.
1. FC Nürnberg – 1. FC Köln – fredag kl. 18,30
”Der Club” kunne ikke stille meget op hjemme mod et veloplagt Elversberg-mandskab, selvom hjemmeholdet gik til pause foran 1–0 på det mål, som Janis Antiste scorede i det 44. minut. I 2. halvleg var gæsterne nemlig bedst og vandt en fortjent 3-1-sejr. ”Det er bittert,” lød det fra Miroslav Klose efter kampen, der fortsatte: ”I første halvleg tog vi de rigtige løb og stod kompakt i forsvaret, men i anden halvleg holdt vi ingen af aftalerne.”
Lørdag aften skuffede FC Köln hjemme ved kun at få 1-1 i kampen mod det absolutte bundhold fra Regensburg. Det medførte skiftevis ”Struber raus” og ”Keller raus” fra Südkurve, hvor de mest fanatiske Köln-fans står. Råbene var selvfølgelig rettet mod sportschef Christian Keller og cheftræner Gerhard Struber.
Søndag var Christian Keller så ude og sige, at klubben holder 100% fast ved Struber. Klubbens øverste ledelse var dog langtfra enige og fyrede mandag både Struber og Keller.
I januar sagde Friedhelm Funkel, at HSV og Köln ville rykke op. Nu får den 71-årige fodboldnomade selv chancen for at kvalificere FC Köln til den øverste række, da han afløser Gerhard Struber og måske er det godt set af Kölns ledelse. Ingen andre træner er rykket op så mange gange som Friedhelm Funkel, der med seks oprykninger har den rekord. Det er for øvrigt tredje gang, at Funkel bliver cheftræner i FC Köln.
Bulibolds tip: 1. FC Nürnberg – 1. FC Köln 0-1
SC Preußen Münster – Hertha Berlin – fredag kl. 18.30
Jeg skal da love for, at Preussen Münster delte håndmadder ud, da holdet fredag aften var på besøg i Magdeburg. Nedrykningskandidaterne vandt 5-0 ude over et hold, der skulle forsøge at holde fast i 3. pladsen og endda se, om de kunne komme i top-2. Jorrit Hendrix gjorde det til 0-1, hvorefter Marc Lorenz med sin ”Doppelpack” sørgede for 0-3 ved pausen. I anden halvleg sørgede først Joshua Mees og siden Daniel Kyerewa for, at ydmygelsen blev perfekt. Hvis Münster får mindst et point i dette opgør, betyder det, at Ulm rykker direkte ud, og bliver det til alle tre point, så skal klubben håbe på, at Elversberg slår Braunschweig. Det betyder nemlig, at klubben lander på den livsgivende 15. plads inden sidste spillerunde.
Hertha Berlin og Fabian Reese fortsætter den gode form. I hjemmekampen mod Fürth vandt berlinerne således 1-0, og det var igen Reese, der blev noteret som målscorer. Hovedstadsklubben havde dog for længst reddet livet på anden klasse og ligger nu på en 11. plads.
Bulibolds tip: SC Preußen Münster – Hertha Berlin 2-1
SV Elversberg – Eintracht Braunschweig – lørdag kl. 13.00
«Jeg er glad for, at vi efter en svag første halvleg viste, hvad vi er i stand til,” udtalte Elversberg-træner Horst Steffen efter 3-1-sejren ude over Nürnberg. I en ikke særlig velspillet kamp scorede Elias Baum Elversbergs to første mål, inden Tom Zimmerscheid lukkede og slukkede med sit mål til 3-1. Med sejren kravler Elversberg igen op på tredjepladsen med samme antal point som Paderborn. Elversberg har dog den klart bedste målscore.
Braunschweig var foran to gange i hjemmekampen mod Düsseldorf, men måtte nøjes med 2-2. Paul Jackel scorede første halvlegs eneste mål og i anden halvleg genoprettede Rayan Philippe føringen, inden Düsseldorf igen udlignede. Det var derfor en tydelig skuffet Daniel Scherning, der udtalte sig til pressen efter kampen: ”Et point var for lidt i dag. Vi udnyttede ikke vores muligheder og må derfor nøjes med et point.”
Bulibolds tip: SV Elversberg – Eintracht Braunschweig 2-2
SC Paderborn – 1. FC Magdeburg – lørdag kl. 13.00
Paderborn vandt en flot udesejr på 2–0 over Schalke og ligger dermed stadig på en delt tredjeplads med Elversberg. Raphael Obermair gjorde det til 1–0 kort inden pausen, og blot 3 minutter inde i anden halvleg fordoblede Marvin Mehlem føringen. ”Vi er glade for, at vi fortsat er inde i kampen om oprykning,” konstaterede Paderborn træner Lukas Kwasniok efter kampen.
Det er Magdeburg vel også, men 0–5-nederlaget hjemme til Münster kostede både på selvtillidskontoen og i tabellen. Magdeburgs træner Christian Titz var naturligvis stiktosset over sit holds indsats, men fandt plads til at hylde klubbens tilskuere, der selv ved stillingen 0-5 erklærede Magdeburgs spillere deres kærlighed.
Bulibolds tip: SC Paderborn 07 – 1. FC Magdeburg 1-2
Fortuna Düsseldorf – Schalke 04 – lørdag kl. 13.00
To gange kom Düsseldorf bagud, men begge gange kom holdet tilbage og fik udlignet i udekampen i Braunschweig. I første omgang var det Nicolas Gavory, der gjorde det til 1-1 kort inde i anden halvleg. Blot fem minutter senere scorede Braunschweig igen, men denne gang var det Mathias Zimmermann, der bragte balance i regnskabet. Med det uafgjorte resultat ligger Düsseldorf i lurerposition sammen med Magdeburg og Kaiserslautern, hvis nu Paderborn og Elversberg dummer sig.
Det lå i kortene, at Kees van Wonderen ikke ville holde sæsonen ud på trænerbænken. Efter en blodfattig indsats i hjemmekampen mod Paderborn trak sportchef Youri Mulder da også tæppet væk under hollænderen, der kun nåede knap syv måneder i spidsen for ”Die Knappen.” Schalkes hidtidige U23-træner Jacob Fimpel overtager midlertidigt embedet sæsonen ud.
Bulibolds tip: Fortuna Düsseldorf – Schalke 04 3-0
HSV – SSV Ulm 1846 – lørdag kl. 20.30
En sølle sejr skiller HSV fra for første gang i syv sæsoner at tørne ud i Bundesligaen. Det blev et faktum efter en flot 4-0-sejr for die Rothosen ude over Darmstadt. Ludovit Reis, Ransford Koenigsdoerfer, Davie Selke og Robert Glatzel var målskytterne, der bragte HSV næsten tilbage i det forjættede land. Efter tre kampe uden sejr var det da også en lettet HSV træner Merlin Polzin, da han efter kampen skulle sætte ord på sejren: ”Det er ren glæde, og jeg er overbevist om, at vi også tager sidste skridt,” lød det fra den blot 34-årige HSV-træner.
Ulm har helt anderledes udfordringer i bunden af ligaen, og de blev ikke mindre efter at ”Die Spatzen” tabte hjemmekampen mod Hannover med 1-2. Tom Gaal satte gæsterne i gang, da han kom til at score i eget net, og trods Semir Telalovis´ udligning blev det ikke til point, da Hannover scorede sejrsmålet efter 67 minutter. To minutter senere fik Ulm ellers en gylden chance for at få noget ud af kampen, da en Hannover spiller begik straffespark og efterfølgende blev udvist. Oliver Batista Meier brændte bare på Hannovers målmand, og så kunne gæsterne tage alle tre point med hjem.
I denne weekend sker det endelig. HSV rykker op i Bundesligaen!
Bulibolds tip: HSV – SSV Ulm 1846 3-0
1. FC Kaiserslautern – SV Darmstadt 98 – søndag kl. 13.30
Kaiserslautern fik et enkelt point med fra derbyet mod KSC, da klubberne spillede 1-1 i begge halvlege. ”De røde djævle” var bagud begge gange, men først Jan Elvedi og siden Daniel Hanslik sørgede for, at det ene point kom med hjem. K´lautern har med to runder igen to point op til tredjepladsen.
Efter fire kampe uden nederlag løb Darmstadt ind i en øretæve, da holdet hjemme på Böllenfalltor tabte 0-4 til HSV. Darmstadt havde dog allerede inden kampen sikret sig en ny sæson i 2. Bundesliga.
Bulibolds tip: 1. FC Kaiserslautern – SV Darmstadt 98 3-1
Jahn Regensburg – Karlsruher Sport Club – søndag kl. 13.30
Så blev det officielt, at “Die Jahnelf” skal spille 3. Liga efter sommerferien. Klubben har især været svage på udebane, hvor det point, som holdet senest overraskende hentede i Köln, blot er klubbens andet, når de spillede på fremmed græs. Hjemme har holdet faktisk hentet flere point end både Schalke og Hertha, men hvad nytter det, når man er så kronisk dårlig til at spille på udebane.
KSC holdt deres mikroskopiske oprykningschance i live, da holdet spillede 2-2 hjemme mod Kaiserslautern. KSC ligger på niendepladsen med 48 point og har som sådan kun fire point op til Elversberg. Problemet er dog nærmere, at de fem klubber, der ligger imellem alle skal tabe, så mon ikke de skal slå sig til tåls med, at sæsonen er forbi.
Bulibolds tip: Jahn Regensburg – Karlsruher Sport Club 1-1
Hannover 96 – SpVgg Greuther Fürth – søndag kl. 13.00
Netop Hannover 96 er en af de fem klubber, der ligger mellem KSC og Elversberg. Det gør de, da udekampen mod Ulm blev vundet med 2-1. Efter et Ulm selvmål var det Josh Knight og Ron-Roberg Zieler, der sikrede 96´erne sejren. Knight, da han scorede til 2-1, og Zieler da han parerede et straffespark i anden halvleg.
Fürth er efter 0-1 ude mod Hertha pludselig kun tre point bedre end den 16. plads, der betyder ”Relegationsspiele” mod nummer tre fra 3. Liga og med to kampe tilbage mod Hannover og HSV, er det scenarie, at Fürth skal spille to ekstra kampe ikke så utænkeligt, som det var for nogle uger siden. Derfor sagde klubben mandag også farvel til træner Jan Siewert.
Bulibolds tip: Hannover 96 – SpVgg Greuther Fürth 2-0
Topscorerlisten i 2. Bundesliga
Med sit ene mål gik Davie Selke for alvor i udbrud på listen. HSV-spilleren er nu oppe på 21 scoringer, mens Martijn Kaars (Magdeburg), Ragnar Ache (K´lautern) og Fisnik Aslani (Elversberg) alle har scoret 17 gange.
Stillingen i 3. Liga
Med sit selvmål fem minutter inde i dommerens overtid blev David Kubatta den ultimative partykiller for Dynamo Dresden. Dresden var nemlig foran 1-0 i udekampen mod ligaens nummer to Bielefeld, og en sejr ville have betydet, at oprykningen var i hus. Nu forbliver afstanden mellem de to på et enkelt point, mens Saarbrücken har fem point færre end Dresden. Cottbus, der i lang tid var ligaens tophold røg helt ned på fjerdepladsen, da de hjemme tabte 2-4 til Mannheim.
I næstsidste runde spiller Dresden ude mod Mannheim. Bielefeld skal til Unterhaching, mens Saarbrücken og Cottbus skal spille ude mod hhv. Aachen og Hansa Rostock.
Få spiltips til tysk fodbold hos SpilXperten
- Præmiepenge i Champions League: Tre tyske hold i top 10Præmiepenge i Champions League: Tre tyske hold i top 10. Se hvilke klubber der tjene mest på at spille Campions League i 2024/25 sæsonen
- Optakt til Bundes Manager runde 3 – Es herrscht VerwirrungOptakt til Bundes Manager runde 3 – Es herrscht Verwirrung. Aflysninger af kampe har kostet, så nu skal der satses stort
- Optakt til foråret i 2. Bundesliga 2025-26: Rykker Hertha og Schalke op?Foråret i 2. Bundesliga 25-26: Rykker Hertha og Schalke op i Bundesligaen, og hvilke klubber må tage den tunge tur ned i 3. Liga?
- Optakt Bundes Manager runde 2: Karneval i MainzDa jeg kun opdagede, at to kampe var aflyste forholdsvis kort inden ”Anpfiff” fredag aften, var jeg nødt til at skifte lidt hurtigt, og det kom der… Read More
- Få rabat på fodboldkampe i Bundesligaen med BuliboldFå rabat på fodboldkampe i Bundesligaen med Bulibold. Oplev Dortmund,Bayern München, HSV og alle de andre spille hjemme til en favorabel pris









