bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Bundesliga > Optakt – SC Freiburg: Genopbygning igen, igen

Optakt – SC Freiburg: Genopbygning igen, igen

Sidste sæson:
Nummer syv i Bundesligaen

Som nyoprykkere havde de færreste nok regnet med, at Freiburg ville blande sig i jagten på de kontinentale pladser, men de fik lige akkurat sneget sig med Hertha BSC og FC Köln i Europa League. Det på trods af en målforskel på -18 og en rystende ustabil form. Ikke før april formåede de at vinde to kampe i træk.

Det var i høj grad en stærk hjemmebane, der hjalp det nyoprykkede hold til den flotte placering. 32 af deres 48 point blev hentet på Schwarzwald-Stadion. En anden faktor var den spændende offensive trio bestående af Florian Niederlechner, Vincenzo Grifo og Maximillian Philipp. Og så var altid giftige Nils Petersen en dygtig joker, der leverede, når der var behov for ham.

Også defensiven med Kempf og Söyüncü foran Schwolow i målet virkede sig mere langtidsholdbar end først lige antaget. 

Transfers:

Freiburg kommer en smule svagere ud til denne sæson efter salget af Maximilian Philipp til Dortmund og Vincenzo Grifo til Gladbach. Det var om nogen de to spillere, der gennem hele sæsonen sørgede for, at Freiburg kunne kvalificere sig til Europa.

Som erstatning har de lejet polske Bartosz Kapustka hos Leicester, og så har de gjort lejeaftalen med sidste sæsons topscorer, Florian Niederlechner, til en permanent aftale. Det samme gælder for sidste sæsons lejesvend Pascal Stenzel, der er blevet hentet i Dortmund.

Derudover har de lejet den talentfulde østrigske midterstopper Philipp Lienhart hos Real Madrids reservehold.

Styrke/Svækket: Svækket

Denne sæson:

Det kan både blive fugl eller fisk for Freiburg i denne sæson. De har et ungt og talentfuldt hold, og hvis spillere som Söyüncü, Haberer og Niederlechner fortsætter deres udvikling, kan de vise sig som et endnu stærkere hold i denne sæson. Det kræver dog også, at Bartosz Kapustka udfylder det hul, som Vincenzo Grifo har efterladt, og at Nils Petersen kan steppe op fra joker til førsteangriber.

I Christian Streich har de en af Bundesligaens mest karismatiske trænere, der er enormt dygtig til at få meget ud af lidt. Og det er der behov for igen. Truppen er ikke særlig bred, og det er svært at få øje på de helt store stjerner.

Derudover får de svært ved at jonglere både Europa League og Bundesligaen. En øvelse, de før har haft problemer med. Klubben har kvalificeret sig til europæisk fodbold tre gange, og alle tre europæiske eventyr er alle blevet efterfulgt af nedrykning kort tid efter.

NB: Efter artiklens publicering er Freiburg allerede røget ud af kvalifikationen til Europa League.

Bud på placering: 10-12

Bud på idealopstilling: 4-4-2
Schwolow – Stenzel, Söyüncü, Lienhart, Günter – Bulut, Höfler, Frantz, Kapustka – Haberer, Niederlechner

Hold øje med – Bartosz Kapustka
I en alder af 20 år har Kapustka allerede repræsenteret Polen 14 gange. Blandt andet under EM i 2016, hvor han imponerede nok til, at Leicester hentede ham. Det blev ikke en succes, men Bundesligaen, hvor presset er mindre, kan vise sig at være den rette hylde for den teknisk stærke polak. Selvom Kapustka egentlig finder sig bedst til rette som offensiv midtbanespiller, kan han også spille venstrekant, og det er formentlig her, han skal finde sin plads i Christian Streichs 4-4-2-system.

Relateret
You may also like
Optakt: Hamburger SV – Bayern München
Optakt: Borussia Dortmund – RB Leipzig
Optakt: Hertha BSC – Schalke 04
Optakt: FC Bayern München – SC Freiburg