bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: RB Leipzig – Borussia Dortmund: Vinder Red Bull endelig mod skadesramte BVB?

Optakt: RB Leipzig – Borussia Dortmund: Vinder Red Bull endelig mod skadesramte BVB?

Optakt, RB Leipzig, højdepunkter

RB Leipzig skal forsøge at besejre et formstærkt Borussia Dortmund-mandskab i hvert fald i Bundesliga-sammenhæng, for i Champions League har historien været en anden hidtil for BVB. Leipzig har omvendt hårdt brug for point i Bundesligaen, hvis de ikke skal hægtes af top-4-løbet.

 

Optakt

Spillested: Red-Bull Arena, Leipzig
Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 18.30
Tv: TV3 Sport

 

RB Leipzig

Spillet har været flot, underholdende men også grænsende til naivt for RB Leipzig i Champions League i indeværende sæson. På trods af nogle gode præstationer, så står man kun noteret for et enkelt point efter de første fire spillerunder. I midtugen fik man dog tilkæmpet sig et point hjemme mod Paris Saint-Germain. I opgøret gav man for alvor PSG kamp til stregen, selvom 2-2-scoringen først blev sat ind i det 92. minut af Dominik Szoboszlai på et straffespark.

Det var faktisk Leipzigs andet straffespark i kampen, men det første formøblede André Silva, som også blev skiftet ud efter en times spil til fordel for Yussuf Poulsen. Danskeren gjorde et fint indtryk uden for alvor at sætte et stort aftryk, men han gjorde sit for, at han igen er at finde i startopstillingen i weekenden.

I Bundesligaen er Leipzig ubesejret i de seneste seks kampe, hvoraf man har vundet de tre af dem og spillet tre uafgjorte. Senest delte man i porten med Frankfurt, hvor Yussuf Poulsen kom på tavlen for anden kamp i træk, men Tuta fra Frankfurt forhindrede tre point til Poulsen og co. med en scoring langt inde i overtiden.

Det var dermed mere to point tabt end et vundet for Leipzig, der er indlogeret på 8. pladsen i Bundesligaen. Det kan man som udgangspunkt ikke være helt tilfredse med, da det kun er blevet til fire sejre, og det er ikke, fordi Leipzig ligefrem går et nemt program i møde. Foruden Dortmund-opgøret lørdag aften, skal man efterfølgende op imod Hoffenheim, Leverkusen og Union Berlin.

Jesse Marsch skal forsøge at skabe et resultat hjemme mod Dortmund uden holdets normale forsvarskrumtap i form af Willi Orban. Orban gik ude med en skade mod PSG, men det forventes, at Leipzig går over i en tremandsbagkæde, som kan være lidt af et sats overfor en brandvarm Thorgan Hazard.

Omvendt får Leipzig en kompakt midtbane, der skal forsøge at matche Dortmund, som også forventes at stille op i en 3-4-2-1.

Marsch må foruden Orban også undvære Halstenberg, Klostermann og Saracchi.

 

 

Borussia Dortmund

Selvom Dortmund i midtugen tabte for anden gang i træk til Ajax, så ændrer det ikke på, at Marco Roses mandskab i Bundesliga-sammenhæng er rigtig godt kørende. BVB er fortsat kun et point efter Bayern München i toppen af ligaen, mens man til gengæld er i problemer i Champions League.

I onsdagens opgør mod Ajax, fik Mats Hummels et tæt på usynligt rødt kort, hvilket uden tvivl satte sit præg på kampen. Dortmund formåede dog alligevel at bringe sig i front ved Marco Reus, men i anden halvleg slap kræfterne op, og Ajax endte med at snuppe en 3-1-sejr i Dortmund.

I den seneste spillerunde i Bundesligaen arbejdede BVB sig til en 2-0-sejr hjemme mod FC Köln, hvor formstærke Thorgan Hazard kom på scoringstavlen sammen med Steffen Tiggers. Ser man bort fra Champions League, så har Dortmund uden Erling Haaland klaret sig forbavsende godt, og BVB er uden nederlag i den hjemlige liga i siden den 25. september.

Netop Hazard og Tiggers har lyst op i den norske angribers fravær, og det vil ikke være utænkeligt, at en af de to offensivspillere også kommer på tavlen i lørdagens Kracher.

Rent historisk set har Dortmund haft krammet på Leipzig, da die Schwarzgelben vandt begge opgør i sidste sæson. Kampene mellem de to hold plejer også oftest at være målrige, da Dortmund vandt hhv. 3-2 og 3-1. Overordnet set har Leipzig og Dortmund mødtes 11 gange, hvor BVB har snuppet sejren syv gange, mens Leipzig omvendt kun har formået at slå BVB to gange. Dortmund har ikke tabt til Leipzig siden oktober 2017, så de har grund til at gå ind til opgøret med oprejst pande.

Derfor går Marco Roses mandskab også ind til opgøret som værende favoritter, både målt på de seneste resultater og stillingen i ligaen, selvom man fortsat må undvære Erling Haaland. Foruden nordmanden er også Marius Wolf ukampdygtig, da han måtte lade sig udskifte med en skade i midtugens CL-opgør. Samtidig er Emre Can, Dahoud, Guerreiro, Morey, Reyna, Schmelzer og Nico Sculz også alle ude med skader.

Det må alt andet lige betyde, at Felix Passlack passer venstrebacken, mens der også ventes genvalg til Thorgan Hazard.

 

Karantæner

Leipzig: Ingen
Dortmund: Ingen

 

Bud på startopstillinger

Leipzig: Gulacsi (c) – Mukiele, Simakan, Gvardiol – Adams, Haidara, Kampl, Angelino – Nkunku, Forsberg – Poulsen
Dortmund: Kobel – Akanji, Hummels, Pongracic – Meunier, Bellingham, Witsel, Passlack – Brandt, Reus (c) – Hazard

 

Vidste du, at…:

alle Leipzigs fire sejre i indeværende sæson er kommet på Red Bull Arena? Vi skal dog tilbage til 2016 for at finde den seneste Leipzig-sejr på hjemmebane over Dortmund.

 

Dom:

Dortmund er favoritter i lørdagens opgør, hvor de grundlæggende har mere tur i den i øjeblikket. Det skal dog ikke udelukke Leipzigs chancer, og vi kan godt forvente os et underholdende opgør. Vi tror på en 3-1-sejr til Marco Roses Dortmund-mandskab.

 

Få spiltips til Bundesligaen hos SpilXperten

Foto: dierotenbullen.com

You may also like
Optakt, Borussia Dortmund, Gelbe Wand, Den gule mur
Optakt: Borussia Dortmund – Bayern München: Mesterskabsduel og målfest?
Optakt, Union Berlin
Optakt: Union Berlin – RB Leipzig: Slaget om Østtyskland
Optakt, St. Pauli
Optakt: St. Pauli – Schalke: Historisk sejr i horisonten for havneklubben?
Union Berlin, optakt
Optakt: 1. FC Union Berlin – Hertha BSC: Kampen om Berlin