bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Hertha BSC > Optakt – Hertha BSC: Kontinuitet og ny ungdom skal skabe succesen

Optakt – Hertha BSC: Kontinuitet og ny ungdom skal skabe succesen

Sidste sæson:

Nummer 10 i Bundesligaen.

Hertha BSC skulle forsøge at fortsætte forrige sæsons flotte resultater, som rakte til en sjetteplads i Bundesligaen – klubbens bedste placering siden 2009. Det blev dog aldrig til den store forløsning, da sidste sæsons indsats må betegnes som middelmådig. Dardeis mandskab formåede aldrig at finde stabiliteten til at præstere mod de bedste hold, og præstationerne på banen var alt for svingende til at kunne række til en bedre placering. Dette gik ud over resultaterne, hvor holdet aldrig evnede at få mere end to sejre i træk. Den bedste stime som ubesejret kom i starten af 2018 med tre uafgjorte og en sejr.

En af årsagerne til den manglende stabilitet kan måske findes ved deltagelsen i Europa League, da klubben for første gang siden 2009 spillede i et europæisk gruppespil. Gruppespillet blev desuden endestationen for Hertha BSC, hvor de med en fjerdeplads i puljen røg ud til Athletic Club og den svenske overraskelse Östersund. En anden grund var, at hjemmebanen Olympiastadion aldrig blev det fort, som det var i forrige sæson. I sidste sæson havde de den tredjedårligste statisitk på hjemmebane med kun 22 point, hvilket står i stærk kontrast til forrige sæson, hvor Hertha BSC opnåede 37 point med den femte bedste hjemmebane målt på point.

Sæsonens største højdepunkter præsterede holdet på udebane med sejr over Leipzig og uafgjort mod Bayern München. Pudsigt nok har Hertha BSC haft et godt tag på mestrene, som de har spillet uafgjort mod i de seneste tre opgør. Samtidig tog Leipzig revanche i Berlin, da de vandt 2-6 i sæsonens sidste kamp. Det var anden sæson i træk, at Hertha BSC tabte med de cifre i sæsonens sidste kamp.

Transfers:

Nøgleordet for Hertha BSC synes at være kontinuitet. Klubben har holdt på holdets stamme og undgået store udskiftninger, mens der er hentet nye unge kræfter til truppen. Kigger vi på afgangene er den mest markante udskiftning sket på højre back, hvor Mitchell Weiser er solgt til Leverkusen for omkring €12 millioner euro. Weiser har været fast mand for Dardei og vist sig frem som en stabil back i Bundesligaen.

Hans erstatning er fundet i 1. FC Köln, hvor 22 årige Lukas Klünter er købt for €2 millioner euro. Klünter begyndte sidste sæson som fast mand i holdopstillingen, men blev slået af holdet efter Peter Stögers fyring, og han fik kun 78. minutters spilletid fra februar til sæsons afslutning.

En anden afgang er japaneren Genki Haraguchi, der er skiftet til Hannover 96 for €4,5 millioner euro. Han udspillede allerede sin rolle i sidste sæson, da han var udlejet til Fortuna Düsseldorf, som han hjælp til oprykning. Hans erstatning er fundet i Manchester City U23 hold, hvor den 20 årige Javairô Dilrosun kommet til på en fri transfer.

Derudover har man mistet Julian Schieber på en fri transfer til Augsburg og udlejet de unge talenter Nils Körber og Maximilian Pronichev til henholdsvis VfL Osnabrück og Erzgebirge Aue.

Af andre tilgange er den 22 årige angriber Pascal Köpke hentet til fra Aue for €2 millioner euro. Det er en uerfaren spiller på højeste niveau, da han aldrig har spillet en kamp i Bundesligaen, men han har været en habil målscorer i 3. Liga og 2. Bundesliga. De seneste to sæsoner er det blevet til 10 mål i den næstbedste række, og han kan agere backup for veteranen Ibisevic.

Et kuriosum er, at han er søn af den tidligere tyske landsholdsmålmand, Andreas Köpke, og dermed har Hertha BSC nu både en Klinsmann og en Köpke på holdet, efter Jonathan Klinsmann, søn af Jürgen Klinsmann, skrev under med holdet fra hovedstaden i sidste sæson.

Derudover har man købt lejede Valentno Lazaro fri fra Salzburg for €9 millioner euro, efter han var en profil for berlinerne i sidste sæson. Klubben har også hentet fire egne talenter op i truppen, hvilket er bemærkelsesværdigt, da de i sidste sæson var med til at vinde U19 mesterskabet for holdene i Nord/Nordøst. Her kan især nævnes Muhammed Kiprit, som med 22 mål i 25 kampe blev ligaens topscorer.

Det er derfor en klub, der efter salget af Weiser har plus på bundlinjen og har hentet unge spillere ind med udviklingspotentiale, mens bredden er styrket en smule. Det bliver spændende at se, om de også har niveauet til at spille på højeste niveau fra første fløjt.

Rygter går på at Hertha ikke er færdig med at forstærke holdet og at de blandt andet er interesseret i at få den danske midtbanespiller Pierre Emilie Højbjerg til klubben.

Styrket/svækket: Uændret

Denne sæson:
Hertha BSC går ind til sæsonen med forhåbningen om at forbedre sidste sæsons 10. plads og blande sig i sub-toppen og pladserne om Europa. Hvis Dardei kan få sit mandskab til at levere mere stabilit i den sammenhæng, synes det ikke urealistisk. Die alte dame har holdt på stammen af holdet og fået det krydret med noget ungt talent, så de skal modsat flere andre klubber ikke igennem en længere indkøringsfase.

Dardei har eksperimenteret med opstillingerne i opstarten og har både prøvet at spille 4-2-3-1 og 4-2-2-2 eller 4-4-2 med to seks’ere, og senest afprøvede man 5-4-1, hvor det blev til sejr over FC Liefering. I sidste sæson spillede man primært 4-2-3-1, som efterhånden er blevet en Dardei klassiker, mens man også i enkelte opgør spillede 4-4-2. Det må dog formodes at Dardei i første omgang holder fast i sit velkendte system og kan eksperimentere med de andre afhængigt af den taktiske indstilling til de enkelte kampe. Han har dog flere muligheder i en efterhånden bred trup, hvor der er kamp om pladserne.

Offensivt er spørgsmålet, hvordan han får plads til både Ibisevic og Selke, hvor især sidstnævnte sluttede godt af i sidste sæson. Han kan skabe pladsen ved at spille med to i angrebet og ofre den offensive midtbane, som man også eksperimenterede med inden Selkes skade i opstarten.

En af de store udfordringer på holdet er en mangel på kvalitet på 6’er positionen, hvor Skjelbred og Lustenberger er de mest oplagte valg. Det kunne være en mulighed at tilføre noget kvalitet til den plads og følge klubbens foreløbige transferstrategi ved at hente en ung spiller ind med potentiale. De unge kræfter må også være et spørgsmålstegn for Dardei, hvor han må overveje, om det er tid til et mindre generationsskifte. Mulighederne er der hvert fald for det, og indkøbene vidner om, at man er klar over at nye spillere skal gøres klar til at tage over for de aldrende spillere som Salomon Kalou og Vedad Ibisevic.

Hertha BSC har haft lidt resultatmæssige problemer i opstarten, hvor de altså også har eksperimenteret en del med formationerne. Berlinernes sæson afhænger af stabilitet og kontinuitet samt hvorvidt de unge spillere har niveauet til at præstere på højeste niveau. Kan de finde kontinutieten som manglede i sidste sæson, så har de mulighederne for at slutte i den gode ende af tabellen og kæmpe med om pladserne, der giver adgang til europæisk kvalifikation.

Bud på placering:  6-10.

 

Bud på idealopstilling: 4-2-3-1

Jarstein – Klünter, Stark, Rekik, Plattenhardt – Skjelbred, Darida – Lazaro, Duda, Kalou – Selke

Bud på idealopstilling: 4-2-2-2

Jarstein – Klünter, Stark, Rekik, Plattenhardt – Skjelbred, Darida – Lazaro, Kalou – Selke, Ibisevic

Hold øje med – Davie Selke
Davie Selke blev hentet til klubben sidste sommer, og han har nu haft en sæson til at falde til i hovedstadsklubben. Han scorede i sidste sæson ti mål og sluttede godt af med fem mål og en assist i de sidste fem kampe. Hvis han kan holde sig skadesfri, kan han blive Hertha BSC’s store offensive åbenbaring sammen med Lazaro.

Det tyske landshold mangler desperat en angriber, og Selke kan vise sig at være løsningen på sigt. Han har vist, at potentialet er der, men at han mangler at vise det over en længere periode. Han kan enten vise sig at danne en målfarlig angrebsduo med Vedad Ibisevic eller at stå for et generationsskifte i klubbens angreb. Ibisevic har dog vist som en angriber med mål i støvlerne, og fortsætter han sådan, bliver han svær at slå af i angrebet. Det hjælper ikke ligefrem Selke, at han blev skadet i opstarten og forventes ude de næste to måneder.

Vil du en tur til Berlin for at opleve den tyske hovedstad og se Hertha BSC tørne ud på det Olympiske Stadion, så se her, hvordan du får billetter til klubbens kampe.

 

Foto: www..herthabsc.de

Relateret
You may also like
Optakt: Hertha BSC – Eintracht Frankfurt
Optakt: Hertha BSC – RB Leipzig
Optakt: Hertha BSC – FC Bayern München
Optakt: TSG Hoffenheim – Sidste nat med klikken