Af Christian Nyborg
Et stærkt spillende Hertha-mandskab er skarpe og må betegnes som favoritter til opgøret på Volksparkstadion.
Kampfakta:
Spillested: Volksparkstadion
Dommer: Felix Brych
Kamptidspunkt: søndag 17:30
På TV: Eurosport 2
Holdnyt:
Hamburger SV:
Hamburger SV er dybt såret efter en total nedslagtning fra Bayern München i sidste runde på hele 8-0. Ovenpå nederlaget røg HSV også ud af DFB-pokalen i onsdags til Gladbach. Dermed kan Gisdol og resten af holdet rette alt fokus imod undgåelse af nedrykning.
Hamburger SV vendte direkte tilbage på nedryknings play-off pladsen efter sidste spillerunde, eftersom Werder Bremen vandt over Wolfsburg. Det betyder, at nordtyskerne nu ligger med to point op til både Wolfsburg og Werder Bremen som ligger over nedrykningsstregen.
Ikke siden første runde har de været placeret over 15. pladsen, og forårets spillerunder summer lidt af et meget intenst og hårdt nedrykningsspil for Dinoen. Der er stor frygt i traditionsklubben for, at uret på Volksparkstadion skal stoppe med at tikke.
Gisdol må undvære spillerne Hirzel, Mickel, Götz, Seo, Bahoui, Feka, Köhlert og Ronstadt, da de alle er ude med skader. Profilen Nicolai Müller har allerede påtaget sig fire gule kort og er i fare for karantæne i næste kamp.
Efter et par mindre gode kampe kan Gisdol overveje at rotere lidt i startopstillingen. Skal det være Gregoritsch eller Wood på toppen? Ekdal eller Walace på sekseren? Eller Holtby eller Hunt på tieren? Mulighederne er mange.
Hertha BSC:
Hertha er godt i gang med at sikre sig en plads til europæisk fodbold i næste sæson. I øjeblikket ligger hovedstadsklubben på en 5. plads, som giver direkte vej til Europa League. Med kun ét point op til Hoffenheim på 4. pladsen og dermed kvalifikation til Champions League, er der god grund til at drømme om Champions League næste sæson, som Hertha Berlin ikke har optrådt i siden årtusindskiftet.
Siden nederlaget til Schalke 04 har Hertha vist musklerne imod mægtige Bayern München, hvor de var ved at snuppe alle tre point, hvis det ikke var for Robert Lewandowskis mål i overtiden. Efterfølgende kom Eintracht Frankfurt på besøg i Berlin, hvor de blev besejret med 2-0.
Det er altså et stærkt Hertha mandskab som besøger Hamborg på søndag.
Situationen omkring Langkamp er stadig tvivlsom, efter han pådrog sig problemer i sin nakke og ryg. Hvis Langkamp ikke bliver klar, kan Stark komme ind i det centrale forsvar sammen med Brooks. Lustenberger kan dermed tage sekser positionen.
Dárdai må undvære spillerne Baak, Weiser, Baumjohann, Maier, Kurt og Schieber som alle er ude med skader. Topscoren Vedad Ibisevic er i fare for karantæne i næste kamp, da han allerede har påtaget sig fire gule kort.
Karantæner:
Hamburger SV: ingen
Hertha BSC: ingen
Bud på startopstillinger:
Hamburger SV: Adler, G. Sakai, K. Papadopoulos, Mavraj, Ostrzolek – Walace, Jung – N. Müller, Holtby, Kostic – Wood
Hertha BSC: Jarstein, Pekarik, Stark, Brooks, Plattenhardt – Lustenberger, Skjeldbred – Haraguchi, Darida, Kalou – Ibsievic
Vidste du at… :
Hertha BSC er det hold med næst færrest skud på mål i løbet af en kamp i Bundesligaen? Kun bundproppen Darmstadt skyder sjældnere på mål end berlinerne.
Dom:
Hertha ser motiveret ud til at snuppe en plads til Champions League, og det kræver en sejr over et hårdt ramt Hamburger SV. Hovedstadsklubben trækker det længste strå, 2-0 til Hertha.