Erling Braut Håland er brandvarm for Borussia Dortmund, der lørdag eftermiddag møder oprykkerne fra Union Berlin. BVB har noget, der skal revancheres, da Union Berlin slog dem i det omvendte opgør med 3-1.
Kampfakta
Spilletidspunkt: Lørdag, kl. 15.30
Spillested: Signal-Iduna-Park, Dortmund
Dommer: Benjamin Cortus
TV: Xee
Holdnyt
Dortmund:
Håland mod Union, eller vi mener selvfølgelig Dortmund mod Union Berlin. Ikke desto mindre kan vi i disse dage ikke sige Dortmund uden at nævne den brandvarme nordmand Erling Braut Håland. Den unge angriber, der kom til Dortmund fra RB Salzburg her i januar, har allerede taget Bundesligaen med storm.
Stortalentet indledte, som de fleste ved, med at lave et hattrick på en lille halv time i sin debut, og den præstation blev næsten fuldt op i sidste weekend mod Köln. Håland kom igen ind fra bænken, og på 25 minutter havde den flyvende nordmand nettet to gange i 5-1-sejren over Köln.
Generelt har Håland-effekten givet et indtryk af, at BVB kan være med i den helt sjove ende. Hvis nordmanden fortsætter i samme stil, lover det i hvert fald godt. Dortmund har heller ikke råd til at dumme sig, fordi det fortsat er ekstremt tæt i top-7, så ethvert pointtab vil være dyrt.
Torsdag aften meddelte Dortmund, at Paco Alcácer skifter til Villareal, da han ikke har udsigt til spilletid i øjeblikket. Alcácer fik ellers også en drømmestart i BVB, men det blev alligevel til et hurtigt farvel, da en kombination af systemskifte og problemer med Lucien Favre fik spanieren til at pakke taskerne.
Opgøret lørdag bliver uden Thomas Delaney, der stadig ikke er blevet sin skade kvit, men på pressemødet forud for kampen kunne Zorc berolige om, at han er på vej tilbage.
Delaney har ikke fået alverdens spilletid i denne sæson, og han kan få ekstra konkurrence, hvis rygterne om et kommende Emre Can skifte viser sig sande.
Håland presser selvsagt på for en startplads, men det er ikke utænkeligt, at han igen må tage til takke med en plads på bænken.
Union Berlin
Union Berlin har uden tvivl været en af Bundesligaens helt store overraskelser, og oprykkerne ligger også på en flot 11. plads efter 19 spillerunder. Der venter dog noget af en mundfuld for Marcus Ingvartsen og co., der skal forsøge at hente point på en af Bundesligaens sværeste udebaner.
Ikke desto mindre kommer Union til Dortmund med en god portion selvtillid, da de i sidste spillerunde besejrede Augsburg med 2-0. Her kan vi også godt tillade os at tage den rød/hvide klaphat frem, da danske Marcus Ingvartsen scorede sit 4. sæsonmål i netop det opgør.
Selvom Dortmund er klare favoritter til at snuppe sejren, kan Union dog fortsat leve højt på, at de slog Dortmund i Hinrunden. Det var dog på hjemmebane, for på udebane er det en helt anden historie. Her har die Eisern blot hentet fem point i ni kampe.
En af midlerne til sejr for tilbagevendte Neven Subotic og holdkammeraterne er dødbolde. Serberen kom på tavlen i sidste uge efter en dødbold, og det har generelt været et kendetegn for Urs Fischers mandskab, der har scoret ti af sine sæsonmål på dødbolde.
Netop Union-træner Urs Fischer må se bort fra Laurenz Dehl, Felix Kroos, Joshua Mees og Manuel Schmidebach, der alle slås med skader.
Karantæner:
Borussia Dortmund: Ingen
Union Berlin: Ingen
Bud på startopstillinger:
Borussia Dortmund: Bürki, Piszczek, Hummels, Akanji, Hakimi, Brandt, Witsel, Guerreiro – Reus, T. Hazard, Sancho
Union Berlin: Gikiewicz – Friedrich, K. Schlotterbeck, Subotic – Trimmel, Gentner, Andrich, C. Lenz – Ingvartsen, Bülter – Andersson
Vidste du, at..:
Dortmund har scoret ti mål i de to første kampe i Rückrunden? Det er kun Gladbachs hold fra 66/67-sæonen, der formåede at lave flere mål, nemlig 11, i løbet af de to første kampe i det nye år.
Dom:
Dortmund vinder 3-1, og mon ikke det bliver til en scoring fra Håland? Og så håber vi da selvfølgelig også, at Marcus Ingvartsen gør et godt indtryk på en af Europas sværeste udebaner, men Union kommer nok til at få store problemer.