Kampfakta
Spilletidspunkt: Fredag, kl. 20.30
Spillested: Olympiastadion, Berlin
Dommer: Sascha Stegemann
TV: TV3 SPORT
Holdnyt
Hertha Berlin
I hovedstaden tog man noget af en chance, da de ansatte Jürgen Klinsmann inden årsskiftet som ny træner. Ikke desto mindre har trænerskiftet båret frugt, da Klinsmann har formået at få noget mere kvalitet og kontinuitet ind på Hertha-holdet, der langsomt rykker længere og længere væk fra de kedelige pladser.
Efter 19 spillerunder er status en 13. plads, og i sidste weekend hentede Hertha-mandskabet også tre point ude mod Wolfsburg efter en sen 2-1 sejr. I netop denne kamp var der debut til den nye signing Santiago Ascacibar, der gjorde det fremragende i 6´er-rollen, og han har udsigt til genvalg.
Hertha har også hentet en anden midtbanespiller i form af det spændende talent Lucas Tousart fra Lyon, men han kommer dog først til den tyske hovedstad til sommer. En dugfrisk nyhed fra hovedstaden er også tikket ind, da man har hentet den polske angriber Krzysztof Piatek
I AC Milan, der særligt i sidste sæson var brandvarm. Det kunne meget vel være en erstatning for Salomon Kalou, der er på vej væk. Seneste nye er, at Lepizigs Matheus Cunha også skulle være på vej til storsatsende Hertha, der er godt i gang med at bruge løs af investor Lars Windhorsts penge.
Det lysner generelt i Berlin, hvor man også snart kan begynde at se op i tabellen, men man skal ikke hvile på laurbærrene. Godt nok er der kun to point op til 9. pladsen, men der er til gengæld også kun fem point ned til 16. pladsen, der altså betyder Relegations-kampe. Det er derfor en meget afgørende kamp, som Klinsmanns tropper har hjemmebanefordelen i, når Schalke 04 besøger Olympiastadion.
Hertha-spillerne har i den grad også noget, der skal revancheres, da de blev sat til vægs på Veltins-Arena i august, hvor Schalke vandt 3-0.
Fredagskampen bliver uden Darida, der heller ikke var med mod Wolfsburg, mens også Salomon Kalou er ukampdygtig, da et klubskifte er undervejs for offensivspilleren.
Til gengæld får Klinsmann Dedryck Boyata tilbage fra karantæne.
Schalke 04
De sidste par måneder har været lidt af en rutsjebanetur for Schalke 04, der i en periode var med i den helt sjove ende. Den sjove ende er Die Königsblauen dog røget lidt ud af, da de er på 6. pladsen inden runde 20, men de kan ikke desto mindre fortsat skimte top-4 i horisonten.
Schalke fik til gengæld ørerne i maskinen, da de i den seneste weekend tabte hele 0-5 til Bayern München, der bare moste på, og sådan en nedsabling er aldrig helt god. Selvom det kan ske mod Bayern, var der alligevel et par mål for meget imod, og der skal andre boller på suppen mod Hertha.
Til det opgør går David Wagners mandskab også ind som smalle favoritter, og det forventes, at de rejser sig efter Bayern-kampen. For det er ikke desto mindre de færreste, der forventer, at tage til Allianz Arena og få noget med hjem i bagagen.
Det er også en lidt speciel situation, som de to mandskaber er i, da de allerede i midtugen tørner sammen igen. Denne gang er det dog i DFB Pokalen, hvor Schalke har hjemmebanefordelen, så der kan blive noteret i den sorte bog i fredagens kamp, hvis der er noget, der skal hævnes.
David Wagner har dog sine skadesproblemer til lørdagens kamp, da både Kenny, Salif Sané, Schubert og Stambouli alle er meldt ude af kampen i hovedstaden.
Til gengæld er keeper Alexander Nübel, der til sommer skifter til Bayern, tilbage mellem stængerne efter sin karantæne for sit karatespark. Det bliver spændende at se, hvordan Schalke-tilskuerne håndterer den situation, når kampen fløjtes op.
Karantæner:
Hertha: Ingen
Schalke: Ingen
Bud på startopstillinger
Hertha: Jarstein – Klünter, Boyata, Torunarigha, Mittelstädt – Skjelbred, Ascacibar – M. Wolf, Grujic, Dilrosun – Lukebakio
Schalke: Nübel – Caligiuri, Kabak, Nastatic, Oczpika – Schöpf, Mascarell, Serdar – Harit – Gregoritsch, Raman
Vidste du, at..
Schalke allerede efter 19 runder har fået lige så mange point, som de fik i sidste sæson? Schalke har inden 20. spillerunde 33 point. Det siger vist noget om Schalkes 18/19-sæson…
Dom:
Den ligger lige til højrebenet, at Schalke 04 løber med sejren, og de har faktisk også en pæn udebanestatistik, hvor de har vundet fire kampe. Vi tror på en forsigtig kamp i Berlin uden alt for mange mål, 1-0 til gæsterne fra Schalke.