Dortmund sikrede sig i sidste uge andenpladsen, og de blev dermed det første hold til at forsvare die Vizemeisterschaft siden Leverkusen i slut 90’erne. For Hoffenheim betød sidste uges resultater, at de ikke længere kan nå de europæiske pladser, så i lørdagens kamp er det først og fremmest æren, der er på spil.
Det er dog også en ære, der er værd at kæmpe for. Til trods for at gæsterne ikke har mange års Bundesliga-erfaring, så er det to hold der de sidste år har udviklet en stor rivalitet. Sidste års kamp i Dortmund var en af sæsonens dramatiske med to straffe, Grosskreutz på mål, et rødt kort og annulleret mål i overtiden der akkurat gav Hoffenheim en ny sæson i ligaen.
De to klubber er vidt forskellige, når det kommer til ejerstruktur og historie, men deres spillestil med hurtige omstillinger ligner hinanden. Hvis begge hold derfor tør at spille frit, kan det gå hen og blive en rigtig underholdende kamp.
Hos Dortmund er det også sidste hjemmekamp for Lewandowski, inden han drager sydpå. Fansene har generelt støttet ham siden han offentliggjorde sit skifte, og det må også formodes, at han får en værdig afsked med Südtribunen. Polakken kæmper for at slutte øverst på topscorerlisten, så motivationen bør hvert fald ikke fejle noget.
Hjemmeholdet må formentlig igen undvære Durm og Kehl, så Grosskreutz, der dog har døjet med en mindre skade, kan se frem til mere spilletid. Ellers er det værd at bemærke, at Mkhitaryan de sidste par kampe har spillet på venstre kant, og det kan meget vel være armenerens nye position. Kirch er dog også dømt ude og da han var udset til at spille på midtbanen, kan Mkhitaryans position måske ændre sig. Schmelzer er dog i spil til en startplads og i så fald er det Grosskreutz der rykker ind på midten.
Hos gæsterne er Modeste i karantæne efter sidste rundes udvisning og til at erstatte ham ligner Elyounoussi det bedste bud. Med et enkelt point i deres sidste to kampe vil Hoffenheim være sikret at slutte som minimum nummer 10, hvilket vil være deres højeste placering siden debut sæsonen, hvor de endte på syvendepladsen.
Hold øje med:
Marco Reus – Er blevet flyttet ind centralt og er ganske enkelt ham, alt kreativt går igennem. Er som flere gange nævnt her på siden i sit livs form, og mod et Hoffenheim-forsvar, der har indkasseret 66 scoringer, burde der være muligheder for Reus.
Kevin Volland – Er blevet sat i forbindelse med netop Dortmund, men understregede for nyligt, at han med garanti også er i Hoffenheim i næste sæson. Med Modeste ude kan han blive smidt helt frem, hvor han med sin eksplosivitet kan gøre ondt på Dortmunds defensiv.
Bud på opstillinger:
Weidenfeller – Piszczek, Sokratis, Hummels, Schmelzer – Grosskreutz, Sahin, Reus, Jojic, Mkhitaryan – Lewandowski
Grahl – Beck, Abraham, Süle, Johnson – Rudy, Polanski, Firmino – Elyounoussi, Volland, Salihovic
Læs andre optakter til denne runde i Bundesligaen:
Foto: Wikimedia / Kroelleboelle