Hjemmeholdet er stadigvæk ubesejrede I 2016. Søndag møder de Mainz, der stadig drømmer om Champions League-pladser.
Dortmund
Der var kritikere nok efter Dortmunds 0-0 kamp mod Bayern i sidste runde. Ikke så meget på grund af selve resultatet, men mere fordi Dortmund tilsyneladende ikke forsøgte mere før helt til sidst.
Det ene point betyder dog, at de stadig er med i mesterskabskampen, og BVB fik torsdag vist omverdenen, at de sagtens kan spille offensivt fodbold mod de store hold, da Tottenham blev kørt over i en opvisning af de store.
Selvom Spurs stillede med mange reserver, må sejren have øget selvtilliden yderligere hos holdet fra Ruhr, der søndag skal forsøge at udbygge deres gode statistik mod Mainz. Kun en af de seneste ni kampe mod Karnevalsklubben er endt med et nederlag. Det var i øvrigt i sidste sæson, da Mainz endnu havde Hjulmand på trænerbænken.
Tuchel har for vane at rotere en del efter europæiske kampe, så der kan sagtens komme flere overraskelser. Sokratis er begyndt at træne igen, men begynder formentlig på bænken. Gündogan sad over mod Tottenham med en mindre skade, men er formentlig med igen i weekenden. Eneste spørgsmålstegn er ud for Bender, der måtte lade sig udskifte i kampen mod englænderne.
Mainz
Lidt skuffende fik Mainz blot 0-0 hjemme mod Darmstadt i sidste runde, men ellers har der ikke været en finger at sætte på holdets præstationer i denne sæson.
Med 40 point er de placeret på en aktuel femteplads og kan med rette stadig tillade sig at drømme om at skulle spille europæisk i næste sæson. Holdet har hentet 16 point i de sidste 21 kampe – to flere end Bayern har formået i samme periode.
Træner Martin Schmidt må undvære Donati, der sidder over med karantæne, og Brosinksi ligner umiddelbart hans direkte afløser. Alternativt kan Schmidt forsøge sig med et tremands-forsvar og to wingbacks og så ofre en angriber, som han gjorde det i 2-1 triumfen i München.
Udover Donati er også Bengtsson, Bungert, Klemewnt, Soto, Muto samt Berggren alle ude med skader.
Bud på startopstillinger
Dortmund: Bürki – Ginter, Subotic, S. Bender, Durm – Sahin – Gündogan, Kagawa – Castro, Reus – Aubameyang
Mainz: Karius – Brosinski, Balogun, Bell, Bussmann – Baumgartlinger, Latza – Clemens, Malli, Jairo – Cordoba
Vidste du, at…:
der i de sidste fem kampe mellem de to er blevet givet seks straffespark? Fire til Dortmund og to til Mainz.
Dom
Dortmund har været gode til at holde fokus efter de har været i aktion i Europa, og selvom Mainz er i forrygende form, bør det blive udslagsgivende, at gæsterne mangler en række profiler. Dortmund bør kunne køre en sejr hjem, selvom de formentlig kommer til at kæmpe hårdt for det. 2-0.