Bayern München ser ud til at være ustoppelige i øjeblikket, og der er ikke meget, der taler for, at Eintracht Frankfurt er holdet, der kan stikke en kæp i hjulet på rekordmestrene – de er nemlig Bundesligaens dårligste udehold.
Kampfakta
Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 18.30
Spillested: Allianz Arena, München
TV: TV3 Sport
Bayern München
Der er revanche på menuen for Bayern, der indkasserede noget så sjældent som et stort nederlag, da de mødte Frankfurt i Hinrunden. Her blev Bayern mildest talt udspillet – og de måtte rejse hjem med et ydmygende 1-5 nederlag i bagagen. Med til historien hører dog, at Jerome Boateng blev udvist tidligt i det opgør.
Siden da er er der sket meget i München, og sydtyskerne har ikke tabt i 12 kampe i træk. Efter nederlaget blev den daværende træner Niko Kovac smidt på porten, mens Hansi Flick kom ind – og det er nærmest kun gået en vej siden ansættelsen af Flick.
Den nuværende Bayern-træner, der også er blevet ansat som permanent træner, har i de 16 kampe, hvor han har stået i spidsen for rekordmestrene, kunne se sit mandskab lave hele 60 mål, hvilket er ny rekord.
I sidste runde blev det også til en forventet 2-0-sejr ude mod Union Berlin, hvor Robert Lewandowski, selvfølgelig, kom på scoringstavlen, mens også Benjamin Pavard fik scoret i hovedstaden.
Den sejr betyder, at Bayern fortsat er fire point foran de nærmeste konkurrenter fra Dortmund, der netop er modstanderen allerede på tirsdag. Den kamp kommer efter alt at dømme til at afgøre, hvem der står skarpest i mesterskabskampen, og Bayern er næppe kede af, at det opgør bliver uden tilskuere på Signal-Iduna-Park.
I løbet af ugen har Bayern forlænget kontrakten med Manuel Neuer frem til 2023, og de har dermed virkelig fået bundet stammen til klubben – også i de kommende sæsoner. Både Thomas Müller, Alphonso Davies og nu også Neuer har skrevet under på en ny kontrakt inden for kort tid.
Der er ikke meget, der ser ud til at kunne stoppe Bayern, men man skal have in mente, at det var Frankfurt, der var den helt store skurk i Hinrunden. Ikke desto mindre er Bayern kæmpefavoritter til at snuppe yderligere tre point lørdag eftermiddag, men Hansi Flick må fortsat se bort fra Philippe Coutinho, der heller ikke ligner en mand, som man har tænkt sig at købe permanent.
Derudover er Tolisso også stadig ankelskadet, mens Javier Matinez og Niklas Süle også er tvivlsomme.
Update: Seneste nye er, at både Thiago og Serge Gnabry ligeledes er på vippen, da ingen af de to har kunne træne fuldt med i de sidste par dage.
Eintracht Frankfurt
Die Adlern var ikke synderligt godt kørende inden corona-pausen, og man fik i hvert fald ikke et indtryk af, at det var blevet ret meget bedre efterfølgende, efter man så Gladbach-kampen.
I lørdagens opgør mod Gladbach tabte Frankfurt nemlig 1-3, og hvis Gladbach havde stramt sig en lille smule an, kunne de cifre sagtens have været mere ydmygende. Omvendt med lidt mere skarphed fra Frankfurts side, kunne de også have fået pyntet yderligere på resultatet til sidst. Vi må så også sige, at Kevin Trapp nok heller ikke havde sin bedste dag på kontoret mod Gladbach, hvor han normalt ikke ville lade sådanne mål gå ind, som det var tilfældet.
Men det endte ud i et nederlag, og det ser mere og mere alvorligt ud for Frankfurt. Nedrykningsstregen rykker tættere og tættere på, og selvom de har en kamp i hånden, er der kun fem point ned til Relegationspladsen. Fire nederlag i træk er en statistik, som man ikke har lyst til at se som Eintracht-fan, men det er ikke desto mindre den barske virkelighed.
Der er heller ikke meget, der taler for, at Frankfurt trækker sig sejrsrigt ud af opgøret på Allianz Arena, selvom det naturligvis må være til deres fordel, at der ingen tilskuere er.
Rent defensivt ser det heller ikke alt for godt ud, da de i de seneste fire kampe har indkasseret ti mål, mens de kun selv har scoret tre af slagsen. Det bliver derfor en ordentlig mundfuld for Hiteregger og co., der skal forsøge at stække Bayerns farlige offensiv.
Adi Hütter kan se frem til et par travle uger med fem kampe på 15 dage. Hütter må til opgøret se bort fra Goncalo Paciencia, der er ude med en forstrækning, mens Dominik Kohr er i karantæne.
Karantæner:
Bayern: Ingen
Frankfurt: Dominik Kohr
Bud på startopstillinger:
Bayern: Neuer (c) – Pavard, Boateng, Alaba, Davies – Kimmich, Thiago – Müller, Goretzka, Gnabry – Lewandowski
Frankfurt: Trapp – Toure, Abraham (c), Hinteregger, N’Dicka – Ilsanker, Rode – Chandler, Kamada, Kostic – Dost
Vidste du, at..:
Eintracht Frankfurt har den dårligste udebanestatistik i hele ligaen? De har kun fået sølle syv point ud af 36 mulige, og for at gnide salt i såret har de tabt de seneste ti udekampe i München.
Dom:
Frankfurt ventes ikke at have de store chancer mod Bayern, og ser vi på de to holds nuværende form, er der decideret klasseforskel. Bayern burde ikke have problemer. 3-0 til mestrene og så ser det pludselig meget alvorligt ud i Frankfurt.
Få spiltips til samtlige kampe i Bundesligaen hos SpilXperten