bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Alphonso Davies – fra flygtningelejr til supertalent

Alphonso Davies – fra flygtningelejr til supertalent

Alphonso Davies, Bayern München

I denne sæson har Alphonso Davies været Bayern Münchens helt store åbenbaring, og den canadiske landsholdsspiller har formået at spille sig til en fast startplads som venstreback hos de tyske mestre. I en alder af kun 19 år har han allerede haft et bemærkelsesværdigt liv, som har ført ham fra en ghanesisk flygtningelejr til den helt store internationale fodboldscene.

Ghanesisk flygtning
Normalt er den tyske Telekom cup, der finder sted i januar klubbernes sidste mulighed for at prøve nogle ting af, inden forårssæsonen begynder. Men i 2019-udgaven bliver en smule mere mindeværdig.

Der er spillet 21 minutter af kampen mod Borussia Mönchengladbach, da Bayern Münchens nyindkøb med nummer 19 på ryggen for første gang viser prøver på sit talent. Han modtager bolden i højre siden af banen. Danske Andreas Poulsen forsøger at komme i mellem og stormer frem mod bolden og Davies, der dog  er lynhurtig i opfattelsen, og med venstre hæl sender han bolden mellem benene på Poulsen, der er kort øjeblik ser helt forvirret ud, mens Alphonso Davies selv stormer mod baglinjen.

Alphonso Davies´ start på livet var under dystre forhold. Hans forældre var flygtninge fra Liberia, og var flygtet til flygtningelejren Buduburam i Ghana, efter der var udbrudt borgerkrig i hjemlandet. I lejren blev Alphonso Davies født og levede i fem år under mindre luksuriøse forhold, og da familien fik lov til at emigrere, tog de chancen med samme.

Næste destination for Davies blev Canada, hvor han også blev introduceret for fodbolden i byen Edmonton. I løbet af hans barndom viste Davies sit store talent i de to lokale klubber Edmonton Internationals og Edmonton Strikers, og det fik storklubben Vancouver Whitecaps FC til at hente den nu 14 årige Davies til klubben. Dette var et stort skridt for Alphonso Davies, og for første gang indså han, at han måske kunne drive fodbolden til noget stort:

Da jeg skiftede til Whitecaps fodboldakademi, og så klubbens førstehold spille, der sagde jeg til mig selv: ”Det er her jeg har lyst til at være. Det her er min drøm” udtalte Alphonso Davies i et interview med Gary Lineker.

For at forfølge sin drøm blev han nødt til at flytte, og den næste destination blev Vancouver, som var over 1000 km. væk fra Edmonton og hans mor og far. En stor omvæltning for en ung dreng, der nu skulle flytte hjemmefra. Beslutningen om at skifte til Whitecaps fik dog for alvor sat gang i Alphonso Davies´ karriere.

Årets canadiske fodboldspiller

På akademiet udviklede Alphonso Davies sig lige så hurtigt, som hans egen topfart er på banen i dag. I en alder af kun 15 år debuterede han i Major League Soccer for Vancouver Whitecaps FC. Hermed blev han den anden yngste spiller nogensinde til at få debut i den Nordamerikanske liga, efter den famøse Freddy Adu, hvis karriere ikke er værd at nævne.

Modsat i dag, hvor Davies spiller fast som Bayern Münchens venstreback, startede Davies sin karriere som kantspiller, hvor hans offensive kvaliteter gjorde, at europæiske storklubber fik øjnene op for ham. Canadas landshold fik også øje på Davies´ kvaliteter, og efter at han i 2017 blev canadisk statsborger, blev han udtaget til landsholdet med det samme. Her er Davies både blevet den yngste spiller til at debutere samt den yngste målscorer nogensinde. Alphonso Davies er i dag taknemmelig for, at hans forældre tog vejen fra Ghana til Canada:

I Canada fik jeg muligheden for at blive, hvad jeg havde lyst til. Jeg kunne få mig en uddannelse og muligheden for at spille fodbold på højeste niveau

Alphonso Davies´ kometkarriere tog dog yderligere fart, og i 2018 sæsonen fik han sit helt store gennembrud i MLS, hvor Davies scorede otte mål og assisterede sine holdkammerater ti gange. En bedrift han blev belønnet for med en udtagelse til MLS´ All-Star hold.

Samme sæson blev han også kåret til årets fodboldspiller hos Whitecaps FC og årets canadiske fodboldspiller. På det her tidspunkt var Alphonso Davis altså kun 18 år, og nærmest allerede for god til MLS.

Købt som ”Den nye Robben”

Med blandt andre Manchester United og Chelsea som konkurrenter, lykkedes det Bayern München at skrive kontrakt med den talentfulde canadier, som fik sin begyndelse i januar 2019. Et stort skifte for Davies, der var tiltænkt rollen som Bayern Münchens nye offensive stjerneskud.

I hans første sæson blev det også til fire assist og to mål som offensiv kantspiller, men Davies havde for første gang i sin karriere hård konkurrence, hvor både Kingsley Coman, Serge Gnabry og Thomas Müller havde spillet på de offensive kanter.

Under Niko Kovacs sidste tid på Säbener Strasse kom der dog en løsning på dette problem, da Kovac begyndte at bruge Alphonso Davies på venstrebacken. Davies fortsatte på positionen under Hansi Flick, og han har siden da taget fodboldeuropa med storm. En udvikling som Davies ikke selv havde regnet med:

I begyndelsen havde jeg slet ikke forventet at jeg skulle spille venstreback for Bayern München, men tingene har ændret sig siden. De forskellige trænere havde set mig spille positionen til træning, så jeg gav det en chance”.

En chance som har været en stor gevinst for både Alphonso Davies og Bayern München, da Davies´ offensive- og defensive kvaliteter, suppleret med hans utrolig hurtighed, har gjort ham til en venstreback i verdensklasse.

Dette kom eksempelvis til udtryk i Champions League 1/8 finalen mod Chelsea på Stamford Bridge, hvor den unge canadier ikke satte en eneste fod forkert defensivt, og var kampafgørende i det offensive. Efter kampen blev der fortjent sunget ”Phonzie, Phonzie” fra Bayern fansene til deres nye stjerneskud, og Thomas Müller var også stærkt tilfreds med den canadiske venstreback:

Drengen er velsignet med sin hurtighed og fysik. Vi har ikke haft nogen lignende som ham hos Bayern München før. Han kom til Tyskland som venstrekant, men som venstreback har han været verdensklasse, og det er der han kan bidrage til holdet” sagde Thomas Müller efter 3-0 sejren over Chelsea.

Alphonso Davies præstationer er da heller ikke gået ubemærket hen. Sidste år var han nomineret til Golden Boy-prisen, der uddeles til de største talenter i verden, ligesom han i øjeblikket er vurderet til at være det tredje mest værdifulde talent i verden.

TikTok og FN´s Flygtningeorganisation

Fremtiden er lys for Alphonso Davies, men udbruddet af COVID-19 har desværre sat en stopper for hans imponerende sæson. Alphonso Davies er dog ikke kun en stjerne på grønsværen, men også på de sociale medier, og her kan man i stedet nyde hans kvaliteter under corona tiden.

På mediet TikTok har Alphonso Davies underholdt sine næsten 800.000 følgere med humoristiske videoer med stor succes. Davies elsker at underholde og har faktisk en drøm om at blive skuespiller. Dette er også grunden til, at han er så aktiv på de sociale medier. Han ønsker nemlig, at hans fans ser en anden side af ham, end den de ser på banen.

At Davies som helt ung rejste fra en ghanesisk flygtningelejr til Canada, og flyttede hjemmefra i en alder af 14 år, har gavnet hans skifte til Bayern München. Han har siden udtalt, at hans erfaringer har styrket ham mentalt og gjort skiftet en del mere smertefrit, end hvis han ikke havde sin fortid med i bagagen. Hans barndom som flygtning har også gjort, at han offentligt har ytret sin støtte til FN´s Flygtningeorganisation, da han ønsker at inspirere andre flygtninge med hans historie.

Alphonso Davies har en historie som ingen anden, og han har i en alder af kun 19 år allerede haft en stor betydning for et af Europas bedste fodboldhold. Bayern München valgte også for nylig at forlænge aftalen med Davies frem til 2025. En aftale som klubben skal være lykkelig for, da Alphonso Davies har vist sig at være blandt de allerbedste på sin position, og at han kan blive endnu bedre i fremtiden.

Læs også: Bundesligaens største talenter

 

foto: www.fcbayern.com

You may also like
Optakt, stadionguide, fodboldrejse
Optakt: Bayer 04 Leverkusen – FC Bayern München
Optakt, Bayern München, øl på stadion
Bayern München forventer fuldt hus og serverer øl på stadion
Bundesligaens hurtigste spiller, Jacob Bruun Larsen, Alphonso Davies, Erlling Haaland
Bundesligaens hurtigste spiller 2021/22 – udskiftning i toppen og dansker på listen
Højdepunkter, Bayern München, Eintracht Frankfurt
Højdepunkter: Bayern München – Eintracht Frankfurt 1-2