bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Optakt til 26. spillerunde i 2. Bundesliga: Ustoppelige St. Pauli
St. Pauli, Stadionguide, spilletidspunkter, optakt, højdepunkter, Stadtderby

Sikke en runde i Tysklands næstbedste række!
HSV smed points igen, Darmstadt kom tilbage på sporet, vi oplevede et nyt Tim Kleindienst-show, og så vandt Regensburg endelig en kamp igen.
I bunden ser det rigtig skidt ud for Sandhausen, der måtte lægge ryg til læsterlige St. Pauli klø og ser fortabte ud. Braunschweig vandt hadets opgør mod Hannover, men det var ”fans” af sidstnævnte, der stod for et nyt lavpunkt i rivaliseringen mellem de to klubbers fans. Landskampspausen er endelig forbi, så jeg kan igen byde velkommen til optakten til verdens bedste næstbedste liga.

 

26. spillerunde i 2. Bundesliga

Fortuna Düsseldorf – HSV – fredag kl. 18.30
Vi lægger ud med en kamp, der må være forbudt for HSV-fans med svage nerver. Det er blot blevet til ét point i to kampe for ”Die Rothosen” i de seneste to kampe. I runde 25 kunne HSV ikke få hul på Kiel trods 10-1 i skud på mål, og denne gang skal man til Düsseldorf, der imponerede med en 5-2 sejr i Rostock, hvor Matthias Zimmermann kom på tavlen to gange. Skulle Fortuna vinde denne kamp, så har klubben blot fire points op til HSV, og jeg tror, de gør det.
Bulibolds tip: Fortuna Düsseldorf – HSV 2-1

 

FC Nürnberg – Darmstadt 98 – fredag kl. 18.30
Nürnberg fik sig et vitalt point, da Erik Shuranov dybt ind i overtiden udnyttede et straffespark ude mod et Bielefeld-hold, der hurtigt bragte sig foran 2-0, men derefter glemte at spille fodbold. Med det ene point har ”Der Club” fire points ned til Braunschweig på 16. pladsen, hvilket der i den grad kan blive brug for, når ligaens førerhold Darmstadt kigger forbi.
”Die Liljen” havde ingen problemer med K´lautern, der blev besejret med 2-0 hjemme på Stadion am Böllenfalltor på to mål af Filip Stojilkovic.
Darmstadt vinder også den her.
Bulibolds tip: 1. FC Nürnberg – Darmstadt 98 0-2

 

Karlsruher Sport Club – Eintracht Braunschweig
KSC startede udekampen i Heidenheim som lyn og torden, og her gjorde danske Mikkel Kaufmann fin figur ved at assistere til 0-1 og selv score til 0-2. Det endte som bekendt ikke særlig godt for Karlsruhe, da Heidenheim udlignede inden pausen og vandt 2. halvleg med 3-0.
Braunschweig vandt sæsonens vigtigste kamp, da Jannis Nikolaou dybt inde i overtiden scorede kampens eneste mål i ”Das Niedersachsen-Derby”. Sejren bragte dog kun Braunschweig op som nummer 16, så ”Die Löwen” skulle gerne få noget med hjem herfra.
Bulibolds tip: Karlsruher Sport Club – Eintracht Braunschweig 1-1

 

Læs også: Derby i Niedersachsen – Hadet fra Middelalderen

 

Hannover 96 – SV Sandhausen – lørdag kl. 13.00
Hannover tabte lokalopgøret i Braunschweig i overtiden, men det var begivenheder nogle dage inden kampen, der trak de største overskrifter. Mandag morgen fandt to Braunschweig spillere således en pøl, der skulle minde om blod samt to blå/gule trækors med kampdatoen påskrevet. Kampen mod Braunschweig blev afbrudt flere gange pga. begge fangrupperingers overdrevne brug af pyroteknik.
Nu venter et opgør mod håbløse Sandhausen, der blev kørt ud på r.. og albuer af et veloplagt St. Pauli mandskab. Hannover er nødt til at vinde den her, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at formilde klubbens krævende fans, der naturligvis kræver oprejsning efter nederlaget i Braunschweig.
Bulibolds tip: Hannover 96 – SV Sandhausen 3-0

 

FC. St. Pauli – Jahn Regensburg – lørdag kl. 13.00
Er St Pauli ved at lave en omvendt HSV? I hvert fald fortsætter de brune fra Hamburg med at vinde, og de er på otte kampe gået fra at skulle spille om ikke at rykke ned, til noget der ligner en potentiel oprykningskamp. Senest blev Sandhausen affærdiget med hele 5-0, hvor Jackson Irvine stod for to af målene.
Regensburg tegnede sig ligeledes for en sejr og endda en rigtig vigtig en af slagsen. Hjemme på Jahnstadion vandt klubben 1-0 over det tidligere tophold Paderborn, da Prince Osei Owusu udnyttede et straffespark i starten af anden halvleg. Danske Andreas Albers startede ude, men afløste målscoreren i det 75. minut. Sejren betød, at Regensburg for første gang i lang tid er over stregen, men St. Pauli fortsætter med at byde sig til i toppen og vinder også den her.
Bulibolds tip: FC St Pauli – Jahn Regensburg

 

1.FC Kaiserslautern – FC Heidenheim – lørdag kl. 20.30
K´lautern kom hurtigt i menneskehænder i udekampen mod Darmstadt og har således kun fået fire point ud af de sidste fem kampe. Det placerer De Røde Djævle på en 7. plads ti points efter HSV, hvilket nok må betyde, at de er ude af oprykningskampen.
Det kan man derimod ikke sige om gæsterne fra Heidenheim, der hjemme slog KSC med 5-2. Efter 23 minutter lignede det ellers, at danske Mikkel Kaufmann skulle stjæle billedet. Da havde han nemlig både scoret og lavet en assist. Hjemmeholdets Florian Pick og især Tim Kleindienst ville det dog anderledes. Pick noterede sig for et mål og to oplæg mens Kleindienst scorede et hattrick samt stod for oplægget til kampens sidste scoring. Fritz Walther-Stadion er et bøvlet sted at få noget med fra, men jeg tror, Heidenheim får et enkelt point.
Bulibolds tip: 1. FC Kaiserslautern – FC Heidenheim 1-1

 

FC Magdeburg – FC Hansa Rostock – søndag kl. 13.30
Det første af søndagens tre kampe er et rigtig nedrykningsbrag mellem to tidligere DDR kæmper. Efter tre kampe uden nederlag kom Magdeburg ned på jorden igen, da holdet tabte klart i Fürth. FCM ligger dog stadig over stregen med tre points ned til 16. pladsen.
Hansa er gået helt bag om dansen og har blot tjent et enkelt point i de seneste fem kampe. I sidste runde blev holdet skilt ad af et veloplagt Düsseldorf mandskab, hvilket betød, at ”Die Koggen” nu ligger næstsidst. Magdeburg slår et hul til nedrykningspladserne med en sejr her.
Bulibolds tip: 1. FC Magdeburg – FC Hansa Rostock 3-0

 

Holstein Kiel – Arminia Bielefeld – søndag kl. 13.30
Kielerne fik i den grad stukket en kæp i HSV hjulet i og slap trods massivt pres fra Hamburgernes side fra Volkparkstadion med en enkelt point, som de dog ikke rigtig har brug for. Kielerne kan hverken nå det ene eller det andet, så lørdagens resultat var vel mest for at drille HSV.
Forrige fredag havde jeg den fedeste stadionoplevelse, da jeg stod midt blandt Bielefelds mest hard core ”Slagtenbumler”, der bare gav den gas i 96. minutter. Hjemmeholdet honorerede da også opbakningen med to hurtige mål i første halvleg, men efter mål til 2-0 var det som om, Bielefeld nærmest blev bange for at vinde. I hvert fald stoppede holdet med at spille fodbold, hvilket Nürnberg udnyttede til at stikke af med et enkelt point, der først blev sikret via et VAR-straffespark efter en håbløs forsvarsaktion dybt inde i overtiden. Den gave tog Erik Shuranov imod, og så spillede holdene 2-2. Hvis Arminia træner Uwe Koschinat kan få sine spillere til at spille til i hele kampen, så tror jeg dog godt, at Bielefeld kan vinde i Kiel.
Bulibolds tip: Holstein Kiel – Arminia Bielefeld 1-2

 

SC Paderborn 07 – Greuter Fürth – søndag kl. 13.30
Efter en række mindre gode kampe er Paderborn gledet ned på 6. pladsen og ligner ikke et bud på en oprykker. I udekampen mod Regensburg tabte holdet på, at hjemmeholdet bare ville det mere.
Alexander Zorniger og hans Fürth mandskab må være godt tilfreds efter 3-0 sejren mod Magdeburg. Fürth er dog ikke helt ude af nedrykningskampen, men kan vel sige sig fri, hvis holdet vinder endnu tre-fire kampe. Den første sejr kan sagtens komme her.
Bulibolds tip: SC Paderborn 07 – Greuter Fürth 0-1

 

Topscorerlisten

”Klynge-bomberen” Tim Kleindienst slog som nævnt til igen. Sidste gang han for alvor lod røre på sig blev det til fire mål imod Nürnberg. Denne gang måtte han ”nøjes” med tre scoringer. Det var dog rigeligt til, at han bragte sig alene i spidsen på topscorerlisten, hvor han nu har tre mål ned til HSV´s Robert Glatzel. Düsseldorfs målfarlige polak Dawid Kownacki scorede en enkelt gang og trak dermed op på 3. pladsen, som han dog deler med tre andre spillere.

 

3. Liga

I den 3. bedste række har de spillet hele tre runder siden sidst. Elversberg klarede sig ikke prangende, men opnåede dog i alt fem point for en sejr og to uafgjorte, og da konkurrenterne, på nær Wehen, alle klarede sig ringere, så ligger saarlænderne fortsat suverænt til oprykning.
Dynamo Dresden var oppe på en direkte oprykningsplads, men dummede sig hjemme mod upåagtede Bayreuth og er nu gledet ned på 5. pladsen. Det benyttede Wehen sig af, og med to sejre i de tre kampe ligger de fortsat til oprykning på en 3. plads efter Freiburgs andethold. 4. pladsen, som jo pga. Freiburg, giver to ”Relegationsspiele” indtages lige nu af Osnabrück, der vandt en flot 2-0-sejr i Mannheim. Det er fortsat holdene fra 3. og ned til 7. pladsen, der kæmper om at rykke op sammen med Elversberg, som nok ikke kan hentes.


Få spiltips til tysk fodbold hos SpilXperten

You may also like
Max Morlock, Nürnberg, Stadion, fans, 2. Bundesliga
Optakt til runde 12 i 2. Bundesliga – Ballade og vægtløft i Hannover
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?
Optakt, HSV
Optakt til 9. runde i 2. Bundesliga – kuriøse straffespark
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer