bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > En fodboldweekend med kampe i Bielefeld, Bochum og Groningen

En fodboldweekend med kampe i Bielefeld, Bochum og Groningen

Arminia Bielefeld, rejse, fodboldsrejse, fodboldweekend

Cirka en gang om året tager nogle kammerater og jeg på en fodbold-tour de force, hvor vi ser så mange kampe, som vi kan komme i nærheden af, og det må meget gerne være mindre klubber, som giver store oplevelser. Denne gang besøgte vi Schüco Arena i Bielefeld, Vonovia-Ruhrstadion i Bochum samt Euroborg i Groningen. Jeg vil i her give et billede af, hvordan man sagtens selv kan sammensætte en fed tur for ikke ret mange penge.

Inden turen

Det er næsten et must at have billetter på plads, inden man tager afsted. Heldigvis er det forholdsvis let at bestille billetterne på klubbernes hjemmeside.
Billetterne til Bielefeld – Nürnberg kunne vi bestille uden videre, mens billetterne til Bochum – Leipzig krævede, at vi oprettede en profil på Bochums 2. hånds billetbørs. Har man det, så er det let at vælge de billetter, som er markeret med grønt.

Her er der tale om sæsonkortholdere, som ikke kan komme til kampen og i stedet sælger deres plads videre til 3. mand. Billetterne til Groningen – Heerenveen var lidt mere bøvlede, da der var tale om ”Derby van het noorden”- derbyet mellem de to store klubber i Nordholland. Heldigvis havde en af os kontakter til en lokal gut, der kunne hjælpe dér.
Hjemmefra havde vi også bestilt en overnatning i Bielefeld og en i Bochum.

Fredag i Bielefeld

Da vi alle tre er skolelærere, krævede det en smule velvilje fra vores respektive viceskoleinspektører, for at vi kunne køre fra Haderslev kl. 11 fredag. Selve turen til Bielefeld kan gøres på små fem timer, men det kræver, at man kommer igennem Hamburg inden fredagens eftermiddags myldretid.
Ca. kl. 17.00 havde vi afleveret bilen i en parkeringskælder, tjekket ind på hotellet og begav os via et par ”Kneipebesøg” på vej ud mod Schüco-Arena. Turen fra centrum og ud til stadion tager en lille halv time på gå-ben.

Det er en vild oplevelse,at gå til fodbold i Bielefeld. Vi havde forvildet os op i Block 1, som er der, hvor de mest fanatiske hjemmefans står. Det betød at vi vel kun så en halv fodboldkamp, da antallet af kæmpeflag foran os var massivt, og i Bielefeld flager man i samtlige 90 minutter. Vi så en 2-2-kamp i en stemning så massiv, at vi bagefter talte om, at den var på top-3 over det, som vi havde oplevet.

Arminia Bielefeld, rejse, fodboldsrejse

Foto: Søren Ohlsen

Efter kampen nåede vi at fejre St. Patrick’s day på Bielefelds eneste Irish Pub. Det oplever man heller ikke hver dag.

Lørdag i Bochum

Da vi havde fået både øjne og morgenmad lørdag formiddag, kørte vi de 100 km mod Bochum, hvor vi ankom til hotellet sidst på formiddagen. Vi var heldige at kunne tjekke ind før tid, og vi kunne derfor nå en tur forbi Bochums ”Bermuda3Eck”, som vel er det tætteste, man kommer Jomfru Ane Gade på de kanter.

Vi spiste en Currywurst på det berømte ”Dönninghaus Bratwursthaus” (den må du endelige snyde dig selv for) og gik så op imod stadion, der ligger på Castropher Strasse en halv times gang fra centrum. Lige inden stadion ligger der en listigt lille kneipe, der hedder Frein´s, hvor de har øl til yderst fan-venlige priser, hvilket vi naturligvis benyttede os af.

VfL Bochum, Ruhrstadion, fodboldrejse, optakt

Foto: Søren Ohlsen

Når man som jeg er pjattet med både VFL Bochum og Herbert Grönemeyer, så er en tur til Ruhrstadion et must. Og så slog VfL jo faktisk RB Leipzig, som alle, minus klubbens egne fans, har umanerligt svært ved at holde af.
Efter kampen var vi endnu en tur på Frein´s, inden vi driblede tilbage til ”Bermuda3Eck”, hvor vi så Dortmund-Köln på en af de mange sportsbarer, der findes der.

”Derby hep van noorden”

Søndag var det tidligt op, da turen til Nordholland tager små tre timer, og der allerede var kick-off i Groningen kl. 12.15.
Her så vi en kamp, hvor hjemmepublikummet var klasser over hjemmeholdet. Heerenveen kunne således uden større besvær trække sig tilbage med en 2-0-sejr, hvor Sydney van Hooijdonk – søn af Pierre van Hoojidonk – noterede sig for begge mål.

Prisen for tre dage i Tyskland/Holland

Hvis en lignende tur kunne friste dig, så skal du ca. beregne:

 

Prisen er for tre mand, så uden lommepenge kostede turen os kr. 1.656,- pr. næb.
Det er da billigt for tre gode fodboldoplevelser. Hvis man ikke vil forbi Holland, så er der rig mulighed for at blive i Ruhrdistriktet, hvor der er masser af klubber fra de tre øverste ligaer. Havde vi fx ikke fået billetter til Bochum, så var vi taget mod vest og set MSV Duisburg i stedet.

Forrige tur – inden coronaen –  gik til England, hvor vi så Ipswich-Birmingham om lørdagen og Crystal Palace-Man. City om søndagen. Her måtte vi af med næsten samme beløb bare for fodboldbilletterne til Selhurst Park, da det kun var muligt at skaffe dem via et bureau. En fodboldtur til Tyskland er i mine øjne både en mere autentisk oplevelse, men dæleme også en noget billigere fornøjelse.

Få meet mere inspiration til din kommende fodboldweekend i vores store rejsesektion

You may also like
Holstein Kiel, fodboldrejse, rejseguide, optakt
Spilletidspunkter for de første 5 runder i Bundesligaen 2024/25 fastlagt
VfL Bochum, Ruhrstadion, fodboldrejse, optakt
VfL Bochum – Was für ein Comeback
Optakt, Bayern München, højdepunkter
DFL fastsætter kamptidspunkter for runde 27 – 30 i 1. og 2. Bundesliga
Borussia Dortmund, BVB, Investorer, spilletidspunkter, optakt
Optakt: Borussia Dortmund – Bochum: Sanchos tilbagekomst