bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt 2013/14 – VfL Wolfsburg: At rydde op efter Magath

Optakt 2013/14 – VfL Wolfsburg: At rydde op efter Magath

Frem mod den nye sæson gennemgår vi hvert hold i en optakt til Bundesligaen 2013/14 – her følger: VfL Wolfsburg.

Sidste sæson: Nr. 11. Wolfsburg fik en katastrofal start på Bundesligaen sidste sæson under ledelse af den kontroversielle træner Felix Magath. Efter de første otte runder lå man sidst i tabellen og spillerne viste utilfredshed med Magaths trænings- og spillestil. Især brasilianske Diego led under den tidligere Bayern München-træners mandskabsbehandling, og playmakeren var en skygge af sig selv i efterårssæsonen.

Det fik da også en konsekvens. Magath blev fyret i november måned, og klubbens andenholds træner, Lorenz-Günther Köstner, overtog ansvaret kortvarigt. Köstner fik styr på organisationen, men klubben ville ikke satse på ham som en langvarig løsning. De havde nemlig andre planer.

Først ansatte de tyske mestre fra 2009 Werder Bremens dygtige sportsdirektør, Klaus Allofs, midt i november måned – og to måneder senere hentede man Nürnbergs træner, Dieter Hecking ind til trænertjansen.

Det skulle vise sig at være en god idé. Allofs begyndte stille og roligt at rydde op i den kæmpestore trup, som Magath havde overbebyrdet med spillere, mens Hecking fik organiseret holdet, indførte et mere agressivt presspil og endte med at være ubesejret i de sidste 10 kampe i ligaen.

Det rakte ikke til en europæisk plads, da man alt for mange gange spillede uafgjort på hjemmebane mod de lavere hold som Nürnberg, Hoffenheim og Düsseldorf. Men spillet og humøret var langt bedre på holdet under Hecking.

Transfers: Sportsdirektør, Klaus Allofs, har også i dette transfervindue ryddet godt op i truppen og sendt dyre marginalspillere videre i karrusellen. Det har blandt andet betydet et farvel til den tidligere danske landsholdsspiller, Thomas Kahlenberg, der fik minimal spilletid i sidste sæson.

Mere spilletid blev der til Simon Kjær, men ham valgte Wolfsburg at sælge til franske Lille efter en noget ustabil sæson fra danskerens side. I stedet for Kjær har man sikret sig Nürnbergs stærke midtstopper, Timm Klose, som viste stor styrke i sidste sæson.

På den centrale midtbane har Wolfsburg hentet sydkoreanske Ja-Cheol Koo tilbage fra et lejeophold fra Augsburg, hvor han imponerede. Klubben er dog stadig på udkig efter en forstærkning på den plads, og ifølge rygterne er man særdeles tæt på at hente Luiz Gustavo i Bayern München, som ville være en fantastisk tilføjelse.

Daniel Caligiuri er også på plads i Volkswagen-klubben efter en flot sæson hos overraskelserne fra Freiburg, og offensivspilleren giver Wolfsburg en ekstra dimension i angrebet.

Styrket/svækket: Styrket

Denne sæson: Wolfsburg har holdet og profilerne til at blande sig om de europæiske pladser i denne sæson. Hvis man tager de danske briller af, så er det er forstærkning for holdet, at man har sagt farvel til Simon Kjær og i stedet valgt at hente Timm Klose ind. Kjær var alt for ustabil i sit spil og var desværre – for begge parter – ikke den ønskede forstærkning i defensiven.

Klose er derimod en spiller, træner Hecking kan stole på. De to har tidligere arbejdet sammen i Nürnberg, og det er ventet, at Hecking giver schweizeren meget ansvar i denne sæson.

Længere fremme er det op til Diego at styre showet. Der var ellers rygter om, at brasilianeren ønskede at vende tilbage til Atletico Madrid, som han med stor succes var lejet ud til i forrige sæson. Men stemningen under Dieter Hecking er blevet bedre, og det har også smittet af på Diego. I forårssæsonen viste playmakeren fin form under den nye træner, hvor det blev til seks mål og fire assist.

Helt i front skal hollandske Bas Dost dog forbedre sit scoringsgennemsnit. Der var store forventninger til angriberen, da han kom til Wolfsburg forud for sidste sæson efter imponerende 25 scoringer i 32 kampe for Heerenveen året inden. Det blev dog kun til otte mål i den grønne Wolfsburg-trikot og en masse brændte chancer. Hecking tror dog stadig på Bas Dost som Torjäger, og fansene håber da også i den grad, at Dost i samarbejde med Diego vil bombe i denne sæson.

Vigtigst af alt er det dog, at der er kommet styr på organisationen på ledelsesniveau. Klaus Allofs rydder stadig op i den store trup, mens Dieter Hecking forsøger at implementere flere af sine idéer til holdet. Hecking er, som Dortmunds træner, Jürgen Klopp, stor tilhænger af ”Gegenpressing”. Han vil gerne have, at holdet står højt på banen, er aggressive og hurtige til at generobre bolden.

Det lykkedes Wolfsburg-holdet at spille mere på denne måde i foråret, men man så også flere gange, at der skal gå noget tid, før spillerne forstår hinanden til fulde. Dette system er risikobetonet, for det åbner op for store muligheder for modstanderne, hvis man fejler.

Wolfsburg mangler nok også en spiller i det defensive, der kan styre dette presspil – og det ved Klaus Allofs udmærket godt. Derfor har han også sat alt ind for at hente Luiz Gustavo fra Bayern München til den defensive midtbane. Det ville også forstærke holdet markant – det er kicker.de’s journalist, Thomas Hiete, der følger Wolfsburg tæt, også enig i.

– Der er brug for en kvalitetsspiller på den defensive midtbane. Og her ville Gustavo være idéel for Wolfsburg-holdet. Lykkes det at hente ham, ville det være et stort scoop, siger Thomas Hiete til bulibold.dk

– Men generelt er holdet noget stærkere end sidste sæson. Under Magath var der mange spillere, der mistede lysten til at spille. Og efter Hecking er kommet til, er der kommet mere optimisme. De 10 sidste kampe i sidste sæson, hvor man var ubesejret, har givet et selvtillidsboost. Klaus Allofs har udtalt, at man går efter at ende i den bedste tredjedel af ligaen, men Champions League-kvalifikation er der ingen, der snakker om. Selvfølgelig vil Volkswagen-koncernen, der poster mange millioner ind i klubben, meget gerne vise sig på allerhøjeste niveau igen, men konkurrencen er stor i den øverste del. Derfor vil man ikke komme med alt for store udtalelser, lyder det videre fra den tyske journalist.

Bud på placering: 5-8

Bud på opstilling: (4-2-3-1) Benaglio – Träsch, Naldo, Klose, Rodriguez – Koo, Polak – Vieirinha, Diego, Perisic, Bas Dost/Olic

Hold øje med: Diego. Den brasilianske playmaker er Wolfsburgs allerstørste stjerne. Og når spillelysten er i top, er han en af Bundesligaens største profiler. Det ser ud til, at Diego harmonerer fint med træner Hecking, og det kan betyde store ting for hele Wolfsburg-holdet, hvis den lille tekniker for alvor folder sit store talent ud.

You may also like
HSV, Optakt, 2. Bundesliga 2021/22
Optakt til 13. runde i 2. Bundesliga – topholdenes forbandelser
Meisterschale, Bundesliga, Optakt
Sådan ser kampprogrammet for Bundesligaen 2025/26 ud:
Optakt, Bayern München
Kampprogram for runde 13-19 i Bundesligaen 2024/25 fastlagt
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?