Så skal jeg da love for, at vi fik gang i ligaen igen. Fredag leverede HSV og Schalke således et festfyrværkeri på Volksparkstadion, som hjemmeholdet trak sig sejrrigt ud af. Det var dog Greuther Fürth, der tog førstepladsen, da de sendte Paderborn hjem med et 5-0-nederlag i bagagen. Velkommen til optakten til runde to i verdens bedste næstbedste liga.
SC Paderborn 07 – VfL Osnabrück – fredag kl. 18,30
Paderborns Visar Musliu gjorde det noget nær umuligt at få noget med hjem fra Fürth, da han allerede i det 8. minut modtog det røde kort for en alt for voldsom tackling. En handling som DFB´s disciplinærudvalg idømte Musliu tre spilledages karantæne for. Det kan sagtens være svært at spille mod 10 mand, men det var det bare ikke for Fürth, der førte 3-0 ved pausen og endte med at sende Max Kruse & Co hjem med et 5-0-nederlag.
Oprykkerne fra Osnabrück løb ligeledes ind i et nederlag, omend det var et mere snævert et af slagsen. Gæsterne bragte sig foran 2-1, inden Robert Tesche udlignede midt i 2. halvleg. Tre minutter før slut afgjorde Dzenis Burnic dog løjerne med et fremragende mål til 2-3. Osnabrücks Bashkim Ajdinimodtog i overtiden sit andet gule kort og må stå over i dette opgør.
Bulibolds tip: SC Paderborn 07 – VFL Osnabrück 2-0
Hertha Berlin – Wehen Wiesbaden – fredag kl. 18.30
Hertha kom ikke særligt godt fra start, da holdet fra hovedstaden tabte 1-0 ude mod Düsseldorf i en chancefattig kamp. ”Vi har brug for lidt tid til at blive spillet sammen, og så er Düsseldorf et svært sted at spille” udtalte Hertha kaptajn Marco Richter efter kampen.
Wehen fik et godkendt point ud af hjemmekampen mod Magdeburg. Det så ellers sort ud, da gæsterne bragte sig foran midt i første halvleg. Aleksandar Vukotic gjorde det værre for hjemmeholdet, da han i det 56. minut modtog sit andet gule kort, men Ivan Prtajin ville det anderledes, da han udlignede en halv time før tid. Wehen var endda tættest på sejren, men Magdeburgs målmand kom i vejen for Carstens forsøg kort før tid.
Bulibolds tip: Hertha Berlin – Wehen Wiesbaden 3-1
FC St Pauli – Fortuna Düsseldorf – lørdag kl. 13.00
Lørdagens første kamp står mellem to af sidste sæsons subtop, der begge kom fint fra land i den nye sæson.
St Pauli vandt en 2-1 sejr på Fritz Walter-Stadion i Kaiserslautern. Elias Saad og Marcel Hartel stod for målene i en sejr, der var mere sikker, end cifrene antyder.
Andreas Albers fik sin debut for ”Die Kiezkicker”, da han spillede kampens første 78 minutter.
Düsseldorf sejrede ligeledes i hjemmekampen mod Hertha, der ud over målet var noget af en ørkenvandring. Daniel Ginczek sørgede for tre vigtige point mod Bundesliga nedrykkerne.
Bulibolds tip: FC St Pauli – Fortuna Düsseldorf 3-1
Holstein Kiel – Greuther Fürth – lørdag kl. 13.00
Endnu en kamp mellem to hold, der begge vandt deres respektive åbningsopgør.
Storkene fra Kiel sejrede i Braunschweig på et mål i overtiden af Holmbert Aron Fridjonsson.
Alexander Zornigers tropper fra Fürth strøg helt til tops via en knusende sikker 5-0-sejr over oprykningskandidaterne fra Paderborn. Svenske Branimir Hrgota stod for to af målene i en kamp, der vel blev afgjort af gæsternes tidlige røde kort.
Jeg tror, at begge hold fint kan leve med et enkelt point.
Bulibolds tip: Holstein Kiel – Greuther Fürth 1-1
SV Elversberg – Hansa Rostock – lørdag kl. 13.00
Ligadebutanterne fra Elversberg kom fint i gang, da klubben fik et enkelt point med hjem fra HDI-Arena i Hannover. Det lignede ellers en debutsejr, da danske Wahid Faghir i det 38. minut fordoblede den føring, som Marcel Correia havde givet elversbergerne. Hannover fik dog reduceret på straffe kort før pausen og i anden halvleg udlignede den blot 18-årige Nicolo Tresoldi til 2-2, som blev kampens slutresultat.
Hansa Rostock vandt en sikker sejr over Nürnberg på mål af John-Patrick Strauss og Nils Fröling på begge sider af pausen. Jeg tror dog, at oprykkerne bliver for stor en mundfuld for ”Die Kogge.”
Bulibolds tip: SV Elversberg – Hansa Rostock 3-1
Schalke 04 – 1. FC Kaiserslautern – lørdag kl. 20.30
”Die Knappen” spillede egentlig en god kamp ude mod HSV, men da Ibrahim Cissé med 20 minutter igen modtog sin anden advarsel, så var der aldrig rigtig tvivl om, hvem der vandt kampen. Schalke kom ellers flot igen efter at have været bagude 1-0. Først udlignede det blot 17-årige kæmpetalent Forzan Assan Ouedraogo, og kort før pausen gjorde Thomas Ouwejan det til 1-2 på en flot first-timer. Anden halvleg fortsatte i et hæsblæsende tempo. Først bragte HSV sig foran med 3-2, inden ”gode gamle” Simon Terodde udlignede til 3-3. Schalke holdte faktisk fat i det ene point indtil overtiden, hvor HSV dog afgjorde løjerne med to mål. Det var et blodfattigt K´lautern mandskab, som træner Dirk Schuster sendte på banen til hjemmekampen mod St Pauli. Det skal dog med, at pfalzerne måtte undvære sidste sæsons topscorer Terrence Boyd, der sad ude med en knæskade, og da nyerhvervelsen Ragnar Ache begyndte på bænken, så K´lautern bestemt ikke farlige ud. Ache kom dog ind og udlignede faktisk, da han dirigerede et kikset forsøg ind med hovedet. Med en halv time igen begik Julian Niehues dog et klokkeklart straffespark, som gæsterne sikkert udnyttede og derefter kørte en sikker sejr hjem.
K´lautern må højst sandsynligt undvære Boyd lidt endnu, så Schalke tager pointene.
Bulibolds tip: Schalke 04 – 1. FC Kaiserslautern 3-0
Karlsruher Sport Club – HSV – søndag kl. 13.30
KSC slap afsted med alle tre point efter den svære udekamp mod oprykkerne fra Osnabrück. Marvin Wanitzek scorede både til 0-1 og 1-2, men det var Dzenis Burnic, der stjal overskrifterne, da han sendte et flot langskud op i hjørnet med blot tre minutter igen.
Hvis man havde tvivl om HSV-spillernes psykiske forfatning efter den mislykkede oprykning, så viste spillerne i fredagens åbner mod Schalke, at de er kommet videre.
Robert Glatzel og Lászlo Benes fordelte hamburgernes fire første mål ligeligt mellem sig, inden Jean-Luc Dompe lukkede og slukkede i 9. overtidsminut. Jeg tror på en lige kamp med masser af mål.
Bulibolds tip: Karlsruher Sport Club – HSV 2-2
1. FC Magdeburg – Eintracht Braunschweig
Årets første lokalopgør hvor hjemmeholdet kom bedst fra start, omend det må siges at være skuffende kun at få 1-1, når man faktisk førte 1-0, mens modstanderne blev reduceret til ti mand. Luca Schuler stod for 1. FC M´s mål.
Braunschweig forsøgte forgæves at slæbe et point i land i hjemmekampen mod Kiel. Gæsterne havde en boldbesiddelse på 66 procent og tog tre fortjente mål med hjem efter en scoring i dommerens overtid.
Magdeburg maser Braunschweig.
Bulibolds tip: 1. FC Magdeburg – Eintracht Braunschweig 3-0
1. FC Nürnberg – Hannover 96
”Der Club” leverede en rædderlig forestilling i udekampen mod Rostock, der faktisk burde have vundet væsentlig større. Indsatsen må have virket bekymrende for træner Christian Fiél, der må ryste posen inden besøget af Hannover.
96´erne kom flot tilbage efter Elversbergs chockstart på livet i 2. Bundesliga.
Cedric Teuchert reducerede til 1-2 på straffe kort før pausen, og Nicolo Tresoldi sørgede for at hjemmeholdet trods alt fik et enkelt point. Hannover tager en sejr her.
Bulibolds tip: 1. FC Nürnberg – Hannover 96 1-2
Topscorerlisten
Man kan sagtens plædere for, at det er for tidligt at kigge på topscorerlisten. Jeg synes dog, det er værd at nævne, at hele fire spillere stod for en ”Doppelpack”. Listen føres således af de to hamburgere Robert Glatzel og Laszlo Bénes samt Branimir Hrgota fra Fürth og Wanitzek fra KSC.