bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Sæsonoptakt: 1. FC Heidenheim 1846 – En debutant på kort visit?

Sæsonoptakt: 1. FC Heidenheim 1846 – En debutant på kort visit?

Tyske ord, udtryk, sprogblomster

Sidste sæson:

Nummer 1 i 2. Bundesliga

Efter en efterårssæson, hvor Heidenheim indtog 3. pladsen efter Darmstadt og HSV, fortsatte Heidenheim den lidt vakkelvorne kurs i foråret, men da HSV dummede sig cirka lige så mange gange, havde baden-würtembergerne en matchbold i sidste runde, hvor de mødte allerede nedrykkede Regensburg på udebane.

En lille times tid inde i kampen så det dog sort ud for Heidenheim, da hjemmeholdet havde bragt sig foran med 2-0. Regensburg scorede endda kampens 3. mål, men det var bare i eget net, og det satte gang i et kæmpe pres fra gæsternes side. Vi skulle dog helt hen til 3. overtidsminut før Jan-Niklas Beste udlignede på straffe. I mellemtiden havde HSV gjort deres arbejde med en 1-0-sejr i Sandhausen, hvor en forvirret stadionspeaker mente, at kampen i Regensburg var slut, hvilket udløste vilde jubelscener hos HSV-spillerne og deres fans, men kampen i Regensburg var bare ikke færdig.

I det 9. overtidsminut scorede ligaens helt store profil Tim Kleindienst det mål, der sendte HSV ned på 3. pladsen og som faktisk gjorde, at Heidenheim vandt 2. Bundesliga. Mens spillerne jublede som gale, var det faktisk rørende at se en fuldstændig udmattet træner Frank Schmidt forsøge at forstå, hvad han lige havde været vidne til. Ført Heidenheim i Bundesligaen for første gang i klubbens historie.

Frank Schmidt, der har været træner i Heidenheim siden 2007 og dermed overgår Christian Streich som den længst siddende træner i den bedste tyske række, når vi tager hul på den nye sæson.

Transfers:

Til den nye sæson har Heidenheim købt Marvin Pieringer hos Schalke. Han var dog udlejet til Paderborn i sidste sæson, hvor han stod for ti mål og otte oplæg, og jan skal være med til at sørge for, at Heidenheim også i landets bedste række ikke kommer til at mangle mål.

Den defensive midtbanemand Benedikt Gimber er hentet i Regensburg, og så har man hentet en gammel kending i form af østrigeren Nikola Dovedan i Austria Wien. Dovedan spillede sidst i Heidenheim fra 2017-2019 og kan spille både på midtbanen samt som en form for 9´er.

Hos Werder Bremen har Heidenheim lejet midtbanespilleren Eren Dinkci, mens højrebacken Omar HaktabTraoré støder til fra Osnabrück. Endeligt så har klubben forfremmet tre spillere fra ungdomsafdelingen op i førsteholdstruppen, hvor den talentfulde gambianske venstreback Seedy Jarju nok har de største chancer for at slå igennem.

Man har omvendt sagt farvel til blandt andre Dzenis Burnic, Andreas Geipl, Marvin Rittmüller og Merveille Biakandi, men ingen af dem var profiler for sidste sæsons vindere af 2. Bundesliga.

Styrket/svækket:

En anelse styrket.

Med tilgangen af Dovedan og især Pieringer har Frank Schmidt fået flere valgmuligheder i angrebet, hvilket kan fjerne lidt af det pres, der naturligvis må ligge på Tim Kleindienst positionen som 9’er.

Da Heidenheim ikke har mistet spillere, der var i umiddelbar nærhed af startopstillingen, er truppen kommet lidt styrket ud af vinduet.

Sådan går det 1. FC Heidenheim 1846 i den kommende sæson:

Det kan godt gå hen og blive en meget lang sæson for Heidenheim. Klubben har Bundesligaens mindste stadion, samt en økonomi der ligger milevidt fra alle konkurrenterne, måske fraregnet Darmstadt.

Hvis Heidenheim skal gøre sig forhåbninger om overlevelse, så kræver det, at midterforsvaret med Mainka og Siersleben virkelig tager fra. Så skal Kleindienst og hans makker på venstre fløj Jan-Niklas Beste præstere på noget nær samme niveau som i oprykningssæsonen, hvor de delte 37 mål imellem sig.

Når man kigger på, hvordan forrige sæsons nyoprykker Schalke klarede sig i Bundesligaen, så må man frygte for Heidenheims chancer al den stund, at klubben vel kun man matche brøkdele af Schalkes finansielle muligheder.

Derfor skal Heidenheim – præcist som det er tilfældet med Darmstadt – satse på andre værdier.  I 2. Bundesliga var holdet det mest scorende og havde samtidig en solid defensiv. Skal holdet overleve, så er der ingen tvivl om, at begge dele skal optimeres. Så skal man selvfølgelig ikke underkende det faktum, at holdet er debutant i Bundesligaen. Byen summer af forventningens glæde, og det, kombineret med den gejst, der som regel følger en oprykker, kan måske flytte bjerge.

Desværre for Heidenheim, så viser det sig nok bare, at det ikke rækker.

Bud på placering:

17-18

Bud på idealopstilling:

4-1-4-1

Müller – Förenbach, Mainka, Siersleben, Busch – Maloney – Beck, Schöppner, Dinkci, Beste – Kleindienst.

Hold øje med:

Eren Dinkci

Det giver, som tidligere nævnt, sig selv, at Tim Kleindienst skal spille op til sit allerbedste, hvis Heidenheim skal gøre sig forhåbninger om overlevelse.

En anden spændende spiller er dog den i Bremen lejede Eren Dinkci. Tysk/tyrkeren har allerede 46 kampe i Bundesligaen under bæltet, ligesom han har spillet både for Tyrkiets og Tysklands ungdomslandshold.

Werder Bremen hentede Dinkci hos SC Borgfeld, og i sin debutsæson scorede han 23 mål i 24 kampe for Werders U19-hold. Herefter blev han forfremmet til andetholdet i Bremen, hvor han med syv mål i otte kampe kom ind omkring førsteholdet. I sidste sæson scorede han sit første mål i Bundesligaen, da han stod for sejrsmålet i 1-0-sejren over Mainz. Nu er den 188 cm høje angriber klar til at tørne ud for sit nye hold i Bundesligaen.

Læs optakter for samtlige hold i Bundesligaen frem mod den kommende sæson. Hver dag byder på en ny optakt.

You may also like
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 15: De Beste fra Heidenheim
Tyske ord, udtryk, sprogblomster
Sæsonoptakt: 1. FC Köln – Baumgart Ball i ny fase
Optakt, Bayern München, højdepunkter
Sæsonoptakt: Bayern München: Alle gode gange 12 – Nu med Harry Kane
Bundesliga, Meisterschale, højdepunkter, podcast, optakt, bundesligaen, 1. og 2. Bundesliga, tysk mester
Sæsonoptakt: VfL Wolfsburg – Kovac eller kaos