I sæsonen 1970/1971 blev Bundesligaen ramt af en matchfixing skandale, hvor flere spillere og ledere havde modtaget penge for at svindle med resultaterne. En 50 års fødselsdag blev begyndelsen på en skandale, der fik store konsekvenser for ligaen. Hele ni Bundesligaklubber var indblandet, og flere af de skyldige fik livslange karantæner. Dette er historien om, hvordan matchfixing skandalen i 1971 ændrede tysk fodbold for altid.
Fra 50 års fødselsdag til matchfixing
Dagen efter afslutningen på Bundesliga sæsonen 1970/1971 inviterede Kickers Offenbachs præsident Horst-Gregorio Canellas flere højtstående personer fra DFB, journalister og landstræneren Helmut Schön til sin 50 års fødselsdag. Men det der skulle være en fejring af Canellas, udviklede sig til en dag, som chokerede de feststemte gæster.
Midt under havefesten valgte Canellas nemlig at afspille et bånd for sine gæster, og stemningen ændrede sig radikalt. På båndet kunne de høre private telefonsamtaler, hvor Canellas afslørede tre forskellige Bundesligaspillere i at planlægge matchfixing. Canellas fortalte repræsentanterne fra DFB, at Kickers Offenbach var blevet snydt ned i Regionalligaen på grund af svindel med resultaterne i sidste spillerunde, og at lydoptagelserne var bevis på dette.
På lydoptagelserne kunne repræsentanterne fra DFB høre, hvordan FC Kölns målmand Manfred Manglitz samt Tasso Wild og Bernd Patzke fra Hertha alle indvilligede i at manipulere med resultater, hvis Horst-Gregorio Canellas ønskede at betale dem for det.
Kampene fandt sted i sidste spillerunde, hvor alt var på spil for Canellas´ Kickers Offenbach og Arminia Bielefeld, der begge havde brug for en sejr for at overleve i Bundesligaen. Arminia Bielefeld skulle møde Hertha BSC, og Bernd Patzke tilbød Canellas, at hvis han betalte en ”sejrsbonus” til dem på 120.000 DM, ville de slå Arminia Bielefeld. Et resultat der i den grad ville gavne Kickers Offenbach.
Samtidig gjorde Bernd Patzke Canellas opmærksom på, at Arminia Bielefeld faktisk var villige til at betale for de to point i kampen. Vigtige point som ville sikre Arminia Bielefeld overlevelse. Ledelsen hos Arminia Bielefeld havde tilbudt 250.000 DM til Hertha Berlin, hvis de bevidst ville tabe kampen.
Kickers Offenbach skulle i sidste spillerunde møde FC Köln, og her blev Canellas kontaktet af FC Kölns Manfred Manglitz. Han tilbød at tabe kampen med vilje for 100.000 DM. Et resultat som ville sikre Kickers Offenbach endnu en sæson i Bundesligaen.
Beviserne var klare, og tysk fodbold stod nu over for en stor skandale. Matchfixingen startede dog flere måneder før den sidste spillerunde i Bundesligaen.
40.000 DM for en sejr
Den 17. april 1971 tog Bundesligaens tredjeplads Schalke 04 imod Arminia Bielefeld. Nogle uger forinden havde Arminia Bielefeld tabt 5-0 til Kickers Offenbach, og de var derfor blot to point over nedrykningsstregen. De havde brug for en sejr, og de valgte at tage ulovlige metoder i brug.
Inden kampen valgte ledelsen fra Arminia Bielefeld at sende deres polske forsvarsspiller Waldemar Slomiany en tur til Gelsenkirchen, for at tale med en række Schalke 04 spillere. Her tilbød Slomiany dem 40.000 DM for at tabe kampen med vilje. Spillerne accepterede aftalen, men det var bare ikke så nemt, som de havde regnet med.
Inden kampen blev Schalke 04s målmand skadet, og derfor fik reservemålmanden Dieter Burdenski chancen på mål. Han havde kun spillet en enkelt Bundesligakamp tidligere, så han ønskede at vise sig godt frem.
Alle spillere på banen, ud over Dieter Burdenski, vidste, at kampen skulle ende med en sejr til Arminia Bielefeld. Igennem kampen havde Burdenski den ene gode redning efter den anden, og holdt stillingen på 0-0. Flere af spillerne hos gæsterne henvendte sig til Stan Libuda fra Schalke 04, for at få ham til at gøre noget. Ingen sejr til Arminia Bielefeld, ingen penge til Schalke 04.
En spiller fra Schalke 04 tog fat i Dieter Burdenski for at fortælle om situationen, men Burdenski valgte ikke at høre efter. Han kæmpede for en fast plads på holdet, og han blev ved med at holde målet rent. Til alles lettelse scorede Arminia Bielefeld til sidst endelig på Burdenski, og kampen endte, som de havde aftalt, 1-0 til gæsterne. Efter kampen fik Dieter Burdenski også en del af pengegevinsten, og blev derfor ligeså skyldig som sine holdkammerater.
Med et mål om at overleve i Bundesligaen, koste hvad det vil, havde Arminia Bielefeld fundet en succesrig opskrift, og de fulgte den helt til sidste spillerunde.
Det mørkeste kapitel i Bundesligaen
I 1971 var der ingen 2. Bundesliga, så en nedrykning ville sende klubberne ned i Regionalligaen. Nedrykningen ville medføre et stort økonomisk tab og i værste tilfælde konkurs. Alt var derfor på spil i den sidste spillerunde.
Kölns Manfred Manglitz havde aftalt med Horst-Gregorio Canellas, at han ville lade Kickers Offenbach vinde deres indbyrdes kamp for 100.000 DM. Canellas accepterede aftalen, men fik en lang næse, da han overværede kampen mellem de to hold.
Manglitz havde pludselig fortrudt aftalen, og meldte sig syg inden kampen. Med en ny målmand på mål, kunne Kickers Offenbach ikke vinde kampen og tabte 4-2. Kickers Offenbach skulle nu håbe på, at Hertha Berlin vandt deres pligtsejr over Arminia Bielefeld. Og da Canellas havde aftalt en ”sejrsbonus” til Hertha Berlin, som efter yderligere forhandlinger var vokset til 140.000 DM, burde det give spillere som Patzke og Wild ekstra motivation til at vinde.
Som Canellas´ lydoptagelser også gav beviser på, havde ledelsen hos Arminia Bielefeld tilbudt hele 250.000 DM for, at Hertha Berlin skulle tabe kampen bevidst. Kampen endte, højst overraskende for resten af fodbold Tyskland, 1-0 til Arminia Bielefeld, der nu havde sikret sig overlevelse. Udover Horst-Gregorio Canellas, var Hertha Berlins egne fans også chokeret over resultatet, og flere begyndte at få en mistanke om matchfixing.
Da der også var journalister til stede til Horst-Gregorio Canellas fødselsdagsfest, fik fodboldfans rundt i Tyskland hurtigt svar på deres betænkeligheder. Skandalen ramte alle forsider på de tyske aviser, og tog alt opmærksomheden fra Borussia Mönchengladbachs mesterskabstitel.
Det handlede kun om matchfixing skandalen, og DFB skulle hurtigst muligt få et overblik over omfanget, da en stor skandale ville sætte sit præg på VM slutrunden, som skulle spilles tre år senere i Tyskland. Fodboldforbundets værste mareridt viste sig dog at være virkelighed.
DFBs udvalgte mand
Efter afsløringen til fødselsdagsfesten, valgte det tyske fodboldforbund at uddele bøder og karantæner til de skyldige, som de kendte til på daværende tidspunkt. Det betød at Bernd Patzke fik en lang karantæne, men det blev endnu værre for Tasso Wild og Manfred Manglitz. De blev begge to udelukket fra tysk fodbold på livstid!
DFB valgte at ansætte anklageren Hans Kindermann til at undersøge, hvor stor skandalen egentlig var. Efter at have afhørt forskellige spillere og ledere i en længere periode, havde han fundet beviser på, at hele 52 spillere, to trænere og seks andre klubfolk havde været indblandet i matchfixing i løbet af sæsonen.
Kindermann kunne også bevise, at der i otte forskellige kampe havde været matchfixing i løbet af sæsonen. De skyldige kom fra Kickers Offenbach, Arminia Bielefeld, FC Köln, Hertha Berlin, VfB Stuttgart, MSV Duisburg, Eintracht Braunschweig, Rot-Weiß Oberhausen og Schalke 04, og over en million DM havde skiftet hænder undervejs.
En af de helt store syndere var Arminia Bielefeld, der med hjælp fra svindel havde overlevet i Bundesligaen, men overlevelsen varede ikke længe. Kindermanns beviser førte til, at DFB den efterfølgende sæson valgte at tvangsnedrykke klubben.
Horst-Gregorio Canellas havde spillet en stor rolle, ved at få matchfixing skandalen frem i lyset. Hans Kindermann fandt dog frem til, at Canellas faktisk havde haft en større rolle i skandalen, og var indblandet i matchfixing lang tid inden, hvad lydoptagelserne kunne bevise.
”Betal, eller jeg indkasser mål med vilje”
Igennem hele sæsonen havde Kickers Offenbach været en del nedrykningskampen, og Canellas vidste, at hvis de rykkede ned, ville det få store økonomiske konsekvenser for klubben. En dag blev Horst-Gregorio Canellas ringet op af FC Kölns målmand Manfred Manglitz, i hvad der skulle blive den første af mange samtaler mellem de to. FC Köln skulle møde Rot-Weiss Essen, der også kæmpede for at undgå nedrykning, og Manglitz kom med et tilbud til Canellas.
Manglitz fortalte Canellas, at FC Köln havde intet at spille for, og hvis Canellas betalte 25.000 DM, ville de vinde over Rot-Weiss Essen. Valgte Canellas derimod ikke at betale, ville Manglitz sørge for, at FC Köln tabte kampen. Hvis dette skete ville Rot-Weiss Essen lægge afstand til Kickers Offenbach i bunden af Bundesligaen.
For at redde sit eget hold valgte Horst-Gregorio Canellas at acceptere aftalen, og han gav FC Köln 25.000 DM som en ”sejrsbonus”. FC Köln vandt kampen 3-2 og endnu en kamp i Bundesligaen havde nu været udsat for matchfixing.
Modsat Arminia Bielefeld, valgte Kickers Offenbach kun at betale for, at andre hold skulle vinde kampe. Dette var en bevidst taktik fra Horst-Gregorio Canellas, da der ikke var en officiel regel vedrørende ”sejrsbonus” fra en tredjepart. Med dette i baghovedet besluttede Canellas, at han ville afsløre svindlen, der foregik hos konkurrenterne.
Til sin 50 års fødselsdag var Horst-Gregorio Canellas´ mål at gøre repræsentanterne fra DFB opmærksom på, hvordan Arminia Bielefeld havde snydt sig til overlevelse. Han havde håbet at Kickers Offenbach og Arminia Bielefeld ville bytte plads, og på den måde redde sin egen klub fra nedrykning.
DFB havde dog ikke den samme holdning. Kickers Offenbach rykkede ikke blot ned i Regionalligaen, men blev også udelukket fra Bundesligaen i to sæsoner, og Horst-Gregorio Canellas fik en livslang karantæne fra tysk fodbold. Tre andre fra ledelsen fik også karantæner, heriblandt klubbens vicepræsident Waldemar Klein, der fik et års udelukkelse.
Hele Bundesligaen indblandet
Manfred Manglitz har allerede været nævnt flere gange, og Hans Kindermanns undersøgelse viste også, at Manglitz var en stor del af skandalen. I tre ud af de otte kampe, som med sikkerhed var præget af svindel, havde Manglitz spillet en rolle.
Udover de 25.000 DM fra Horst-Gregorio Canellas, havde Rot-Weiß Oberhausen også pengepungen fremme, og de betalte Manglitz 25.000 DM for at lade dem vinde over FC Köln. Manglitz indkasserede fire mål i kampen, hvor Rot-Weiß Oberhausen vandt 4-2. Sejren var vigtig for Rot-Weiß Oberhausen, da de også kæmpede for at undgå nedrykning.
Hans Kindermann fandt frem til, at halvdelen af holdende i Bundesligaen ikke havde rent mel i posen, men siden da har der været flere rygter om, at stort set alle hold havde forsøgt at svindle med resultaterne. Heriblandt Bayern München, som længe havde kæmpet mod Borussia Mönchengladbach om at vinde Bundesligaen.
Ifølge Volker Danner fra MSV Duisburg tilbød Bayern München ham 12.000 DM for at tabe til dem i den sidste kamp på sæsonen, men han takkede nej til pengene. Dette blev dog aldrig bevist af Kindermann, men Bayern München tabte kampen, og Borussia Mönchengladbach blev tyske mestre.
”Vi har alle svoret falsk ed”
Selvom Schalke 04 kun var indblandet i en enkelt kamp, hvor der var matchfixing, endte de med at få en stor rolle under skandalen. Hans Kindermann kunne bevise, at klubben havde været det første hold, der tog imod bestikkelse i Bundesligaen. Da sagen kom frem, valgte spillerne fra Schalke 04 at benægte anklagerne. I retten havde spillerne fra Gelsenkirchen under ed afvist alle beskyldninger, men dette troede Kindermann bestemt ikke på.
Imens både Horst-Gregorio Canellas og ledelsen i Arminia Bielefeld i 1971 havde indrømmet deres svindel, valgte Schalke 04 spillerne stadig at fastholde, at de ikke havde været en del af nogen form for matchfixing. Selvom spillerne benægtede, valgte DFB stadigvæk at give flere af dem karantæne. Grundet de mange karantæner havde Schalke 04 efterfølgende svært ved at stille hold, og de blev nødt til at udtage ungdomsspillere til kampene.
Løgnen varede ikke ved, og i 1975 kom sandheden endelig frem: ”Vi tog pengene fra Bielefeld. Vi har alle svoret falsk ed” sagde Schalke 04´s centrale midtbanespiller Hans Jürgen Wittkamp foran dommerne i landsretten.
Fængselsdom til Klaus Fischer
Spillerne fra Schalke 04 havde valgt at lyve under ed i retten, og klubben fik derfor tilnavnet FC Meineid, som referer til at spillerene begik mened. En af spillerne var legenden Klaus Fischer, og han har siden fortalt, at spillerne var bange for at få livslange karantæner. De aftalte derfor med hinanden, at de skulle benægte anklagerne.
De frygtede at få samme straf som Gerhard Kentschke fra MSV Duisburg. Han var en af de første spillere, som meldte sig selv, efter at han også havde taget imod penge fra Arminia Bielefeld. Hans straf lød på 10 års karantæne fra alt fodbold, men dommen blev efterfølgende nedsat, og Kentschke endte med 42 spilledags karantæne og en bøde på 2.500 DM.
Den oprindelig dom satte tankerne i gang hos Klaus Fischer og resten af Schalke 04 spillerne. Flere af dem var i deres 20’er, og med frygten for at misse 10 år af deres karriere, valgte de at lyve. Et valg som har gjort, at de stadigvæk i dag bliver kaldt FC Meineid af rivaliserende fangrupper.
Efter retssagen valgte DFB at give nye karantæner og bøder til Schalke 04 spillerne, og de 13 skyldige spillere fik tilsammen bøder på 97.600 DM af fodboldforbundet. Dette skulle de være tilfredse med, da landsretten dengang overvejede at give spillerne fængselsdomme for deres forbrydelser. En fængselsdom ville have ødelagt Klaus Fischers karriere, og uden Fischer, havde der ikke været det legendariske saksesparksmål til VM i 1982. Et mål der ikke bare blev kåret til Tor des Jahres i tysk fodbold, men senere også Tor des Jahrhunderts, århundredets mål.
Redningsplanen for tysk fodbold
Skandalen fik også store konsekvenser for Bundesligaen rent tilskuermæssigt. Der havde været 20.604 tilskuere i gennemsnit per kamp under skandalesæsonen, men det faldt til 16.387 tilskuere i 1972/1973. Hele 1.408.400 tilskuere havde på to sæsoner forladt de tyske fodboldstadions.
Med VM på hjemmebane i 1974 skulle DFB hurtigt have skandalen i glemmebogen, og derfor tog skandalen en uventet drejning. DFB valgte at nedsætte flere af de skyldiges domme, og de største syndere vendte hurtigt tilbage på grønsværen.
Det betød eksempelvis, at Tasso Wild og Manfreds Manglitz´s livslange karantæner blev ændret til, at de fik henholdsvis 84 og 69 spilledages karantæne. Også en af de andre hovedpersoner i matchfixing skandalen Horst-Gregorio Canellas fik i 1976 lov til at vende tilbage til tysk fodbold, da DFB også afbrød hans livslange karantæne. Canellas vendte dog aldrig tilbage til posten som præsident for Kickers Offenbach.
DFBs politik, med at tage de skyldig til nåde, mødte stor kritik. Kritikerne mente, at de havde handlet forhastet, og på den måde forsøgt at få befolkningen til at glemme skandalen inden VM slutrunden. Hvorvidt dette er sandt eller ej vides ikke, men VM i 1974 fik tysk fodbold tilbage fra mørket.
En betydningsfuld fødselsdagsfest
Vesttyskland vandt VM, og sejren var med til at skabe glæde på de tyske fodboldstadions igen. Efter landsholdets succes begyndte fansene at vende tilbage på lægterne, og det gavnede i den grad Bundesligaen. Inden for ganske få sæsoner var tilskuergennemsnittet på samme niveau som før skandalen.
I de efterfølgende år fik tysk klubfodbold også europæisk succes med store triumfer til Bayern München, Borussia Mönchengladbach og Hamburger SV, hvilket også bidrog til, at der kom større fokus på triumferne frem for skandalen.
DFB havde nu også fundet ud af, at konsekvenserne ved en nedrykning var for store for klubberne. For at undgå en lignende skandale, besluttede DFB i 1973 at give klubberne bedre økonomiske muligheder, når de rykkede ned. De valgte at oprette en 2. Bundesliga, som var delt i to rækker, henholdsvis nord og syd. På den måde forsøgte DFB at formindske kløften mellem professionelt- og amatørfodbold i Tyskland.
En 50 års fødselsdag endte med at få en stor betydning, da Horst-Gregorio Canellas lagde beviserne på bordet, og var med til at ændre tysk fodbold for altid. Lysten til at tjene nemme penge, og frygten for den økonomiske katastrofe har gjort, at matchfixing skandalen i 1971 stadig står som et af de mørkeste kapitler i Bundesligaens historie.
Et kapitel, der blev genåbnet med Robert Hoyzer og den store korruptionsskandale i begyndelsen af dette årtusinde
