bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nationalelf > Mads Buttgereit – Dansker kan gøre Tyskland til verdensmestre

Mads Buttgereit – Dansker kan gøre Tyskland til verdensmestre

VM, VM 1974, Tyskland

Okay, måske gik der lige rigelig med clickbait i overskriften. Ikke desto mindre er Mads Buttgereit, som kommer fra det danske mindretal i Sydslesvig, en del af det tyske trænerteam, hvor han fungerer som dødboldstræner, og finaler er som bekendt før blevet afgjort på dødbolde.

Den 37-årige træner, med en fortid i den dansksindede Flensburg klub IF Stjernen, har både tysk og dansk pas. Han er født af en dansk mor og har en tysk far, er vokset op i det danske mindretal og har siden taget sin uddannelse i Danmark, hvilket gør, at han har et ben solidt placeret i hver lejr. Og så har han for øvrigt stået på mål i en enkelt kamp for det Sydslesvigske landshold.

Tiden i Danmark

Efter at have taget studentereksamen på Duborg-Skolen, flyttede han i 2006 til Danmark for at læse. I Århus blev han tilknyttet Fuglebakken KFUM og arbejdede siden i to år for Aab, inden han i 2013 blev ansat i FC Midtjylland, samtidig med at han skulle skrive sin A-licens opgave. Her kastede han sig over dødboldene. Og da FCM samtidig fik en ny ejer, der gik voldsomt op i data også omkring dødbolde, fandt han sin niche her.

Fra 2016 og frem til 2019 var han således FCM´s førsteholds dødboldstræner og var med til at vinde både mesterskab og pokal.
I 2016 begyndte DBU at arbejde mere målrettet med data og begyndte at samarbejde med bl.a. IBM og CogniTech. I 2018 blev Buttgereit ansat hos DBU, først som assistenttræner for U-18 og U-20 holdene og fra 2021 som dødboldstræner for A-landsholdet. Det var i den funktion, han var med til EM for Danmark, hvor landsholdet blandt andet scorede efter en indøvet hjørnesparksdetalje i kvartfinalen mod Tjekkiet.

Når Hansi ringer, så kommer man

I august 2021 ringede den næsten nyansatte tyske landstræner Hansi Flick til Mads Buttgereit. Han spurgte, om han havde lyst til at arbejde som en del af trænerstaben med ansvaret for dødbolde for DFB. Det var et tilbud, han ikke kunne sige nej til.

”Ikke for at forklejne det danske landshold, men jeg har altid elsket Bundesligaen og det tyske landshold, så det var en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til”, udtalte han til Flensborg Avis.

Jeg tager 100 procent styrkerne fra begge kulturer. Når man arbejder totalt målrettet og overdrevent fokuseret henimod noget, så har man af og til brug for at stresse af på noget og slappe af. Der passer det danske udtryk: tag det nu roligt, det kan godt hjælpe. Men der er også noget fedt i tysk kultur og i være hårdtarbejdende og have en disciplin omkring det.

Transparente Flick

En indstilling som han også oplevede i sin tid hos FCM. Mads Buttgereit udtaler ligeledes til Flensborg Avis, at den tyske cheftræner Hansi Flick er en meget ligetil type med en meget transparent ledelsesstil. At han er meget innovativ.

Da Mads Buttgereit tog til EM med det danske landshold, var familien helt med på beatet. Døtrene havde hver sin røde trøje, og landsholdssangene blev flittigt øvet. På spørgsmålet om hvem han samt resten af familien holder med, hvis Danmark og Tyskland skulle tørne sammen til VM, svarer han:

”For mig personligt skal vi – og dermed mener jeg Tyskland – bare vinde, no mercy. Det er bare sådan, det er. I min familie er jeg sikker på, at selv min danske familie ville heppe på Tyskland. Det er i hvert fald det, jeg føler”.

Skulle Danmark og Tyskland undgå et indbyrdes opgør, så hepper Mads og familien på begge nationer.

Når man har begge nationaliteter i blodet, så er det ok at heppe på begge hold”.

You may also like
DFB, Landshold, Tyskland, ny tysk landstræner, EM-manager, højdepunkter
Optakt: Tyskland – Spanien: Den moralske (kvart)finale
Tyskland, EM 2024, Managerspil
Gode råd til 2. runde ved EM-manager
Tyskland, Bundesliga, EM, VM EM-optakt, Sommermärchen, Major Tom
Major Tom – hvordan et 42 år gammelt hit blev Nationalelfs hymne
Tyskland, EM 2024, Managerspil
Gode råd til EM Manager 2024 – Fire tyske profiler og en joker