Det er over tredive år siden, at Uli Sein plantede en knytnæve i hovedet på Jürgen Wegmann. En hæslig aktion der næsten satte en stopper for en ellers flot karriere og samtidig indledte en over 30 år lang nedtur for Hamburger SV.
Der er spillet 87 minutter af 1987-udgaven af Super Cup-finalen mellem Bayern München og Hamburger SV på Waldstadion i Frankfurt. Bayern har frispark i venstre side tæt på baglinjen.
Bolden bliver lagt godt indover, hvor Hans Pflügler får god kraft på et hovedstød, der rammer indersiden af stolpen, før den springer ud på en forbløffet HSV-målmand Uli Stein, der ikke når at reagere.
Det gør til gengæld Bayerns debuterende angriber, Jürgen Wegmann, der lver op til sit tilnavn og er ligeså hurtig over bolden som en kobra og fra tre meter skubber den ind over stregen, mens han i kampens hede falder hen over Uli Stein, der prøver at redde stumperne.
Derefter kommer det, som kommentator Heribert Fassbender kalder “eine hässliche Szene”, der skal vise at præge HSV i årevis derefter. Sikringerne brænder fuldstændigt igennem hos Uli Stein, der sender en knytnæve direkte på kindbenet af Jürgen Wegmann.
I stedet for at juble over sit andet og i sidste ende afgørende mål til 2-1 i sin debutkamp for Bayern München. triller Wegmann rundt i græsset og ømmer sig oven på den hårdtslående hilsen fra HSV-keeperen, der aldrig har været bange for at komme med slagfærdige udtalelser. HSV-spillerne stimler sammen om dommer Dieter Pauli, der med det samme har hevet det røde kort op ad baglommen og vist det til Uli Stein.
Stein, der er et sikkert stilikon for datidens mode med det lange nakkehår og den solgule målmandsdragt model Adidas, siger et par ord til dommeren, mens han demonstrativt har kampbolden i hånden, som han slår i jorden et par gange.
Holdkammeraterne brokker sig højlydt, og anfører Dietmar Jakobs har mere end rigeligt at gøre med at holde medspillerne fra at komme alt for tæt på dommer Pauli.
I mellemtiden kører gentagelsen på tv-skærmen, og selv om tv-kameraerne står placeret langt væk på hovedtribunen, opfanger kameraet, der skal dække straffesparksfeltet, meget tydeligt hvad der er sket. Uli Stein har taget konsekvensen af sin tåbelighed og sjosker ud mod sidelinjen, hvor han med et elegant hop springer hen over bandereklamerne fra Bauhaus og Agfa, inden han kort sætter sig på udskiftningsbænken. Få sekunder senere rejser han sig og går mod omklædningsrummet, forfulgt af ivrige pressefotografer.
Det blev sidste gang i syv år, Uli Stein, der på daværende tidspunkt var 32 år, optrådte i HSV-trøjen, som han i første omgang nåede at repræsentere i 207 Bundesligakampe.
Kort efter bliver Stein fyret af HSV, som han først vender tilbage til syv år senere, da klubben mangler en reservemålmand. Ud over den enorme omtale af episoden koster den også Uli Stein ti ugers karantæne, og han er arbejdsløs, indtil Eintracht Frankfurt i slutningen af året tilbyder ham en kontrakt, hvor han viser sig at være en sikker sidste skanse på et forrygende Eintracht-mandskab, der er ved at blive opbygget i de år.
Men hvad fik Uli Stein til at begå den dumhed, der stadig bliver talt om så mange år senere.
– Filmen knækkede ganske enkelt for mig. Selv om jeg har set episoden nogle gange på tv, kan jeg den dag i dag ikke forklare, hvad der egentlig skete i situationen. Under alle omstændigheder havde jeg ikke noget had mod Wegmann, og han havde heller ikke provokeret mig. Jeg tror, at lige i det sekund kunne alle og enhver have siddet der, og det var et lavpunkt i en glædesløs tid, forklarede Uli Stein episoden i et interview med Der Spiegel.
I interviewet tilføjede han, at stemningen i hele truppen var ekstremt dårlig oven på en i spillernes øjne dårlig forberedelse til sæsonen. Træner Jpsip Skoblar havde ladet truppen rejse Vesttyskland rundt for at spille et utal af træningskampe, og det havde frustreret hele truppen.
Og det var en kedelig tid for Uli Stein. Han havde længe været irriteret over, at han ikke var førstemålmand på det tyske landshold, men i stedet stod i skyggen af Köln-målmanden Toni Schumacher, der i 1982 ellers havde begået det største overfald nogensinde i tysk fodbolds historie.
Steins utilfredshed kulminerede under VM-slutrunden i 1986, hvor Stein brokkede sig over alt og alle, og efter en ordentlig sviner til teamchef Franz Beckenbauer blev sendt hjem fra VM-slutrunden for aldrig mere at blive udtaget til landsholdet. Det endda på trods af, at Beckenbauer angiveligt havde udtalt sig til fordel for, at Stein skulle have været førstevalg i Mexico, men i sidste ende alligevel valgte at satse på Toni Schumacher
Også for HSV blev kampen og knytnæven et vendepunkt. Klubben havde efter triumfen i Europa Cup’en for Mesterhold i 1983 haft lidt svært ved at leve op til bedriften, men de var trods alt stadig en fast outsider til mesterskabet og rival til Bayern München.
I løbet af sommeren havde den gamle gnavpotte, østrigeren Ernst Happel, efter seks år sagt farvel til trænerbænken i Hamburg år for i stedet at tage en tørn hos FC Tirol Innsbruck i hjemlandet. I stedet havde man hyret jugoslaven Josip Skoblar som ny mand på bænken, hvilket ikke viste sig at være noget scoop.
Skoblar måtte handle hurtigt efter Steins knytnæveslag og efterfølgende fyring. Han hentede landsmanden Mladen Pralija som erstatning i målet, og det viste sig at være en frygtelig beslutning. Pralija, der ellers havde fået fine ord med ved præsentationen, var rystende nervøs i sin debutkamp, som pudsigt nok var en udekamp mod Bayern München, der tog imod på et fyldt Olympiastadion.
Pralija lavede det ene drop efter det andet i kampen, der sendte HSV’erne hjem til Elben med en sæk på 6-0. Meget bedre blev det ikke i løbet af efteråret, hvor Pralija blev ved med at fejle, mens HSV raslede ned gennem rækken, og allerede ved juletid var det slut med både Pralija og Skoblar i Hamburg.
Onde tunger vil mene, at knytnæveslaget var begyndelsen på den nedtur, HSV oplevede i de kommende 30 år, kulminerende med nedrykningen til 2. Bundesliga i 2018. Nok har man undervejs haft fine målmænd som Richard Golz, Frank Rost og til dels Rene Adler, men de nåede aldrig det niveau, som Uli Stein kunne have på sine allerbedste dage.
Det er også et faktum, at die Rothosen, ud over en titel i den tyske ligapokal i 2003 (med en finalesejr mod Bayern München på straffespark…) ikke har vundet nogen betydende titel siden pokalturneringen i 1987. Siden har klubben været præget af en til tider svag økonomi, masser af uro, utallige trænerfyringer, ballade mellem sportslig ledelse og bestyrelse og nogle ofte store egoer, der har haft svært ved at holde deres mund om stort og småt i og omkring Volksparkstadion.
Måske kan denne sæson byde på en lille triumf for HSV’erne, hvis den genoptagede turnering ender med en tilbagevenden til Bundesligaen, som klubben var en fast bestanddel af i de første 55 år, og hvor man i egen selvopfattelse er selvskrevet til at have en plads i.
Selv om Uli Stein i flere uger efter knytnæveslaget var en paria i vesttysk fodbold, fik han som skrevet et comeback hos Eintracht Frankfurt, hvor han spillede seks et halvt år, inden turen gik tilbage til Hamburger SV, hvor han spillede 19 kampe i sæsonen 1994-95, før han rundede karrieren af med to sæsoner i Arminia Bielefeld, hvor han også indledte sin professionelle karriere som 18-årig.
Det blev til i alt 512 Bundesliga-kampe samt 133 kampe i 2. Bundesliga i løbet af en over 20 år lang karriere i de to bedste rækker for Uli Stein, der trods sin skyggeplads bag Toni Schumacher nåede at få i alt seks landskampe.
