bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Klopp takker af: En æra er forbi

Klopp takker af: En æra er forbi

Borussia Dortmund, Hvornår bliver spilletidspunkterne i Bundesligaen fastlagt

Sjældent har to størrelser passet så godt sammen, som Borussia Dortmund og Jürgen Klopp har gjort det siden 2008. Han gjorde et midterhold til tysk mester to år i træk, pokalvindere, Champions League finalister og revolutionerede klubben både på og udenfor banen. Til sommer er det  så slut. Klopp takker af, da han ikke længere tror på, at han er den rette træner for Dortmund… Han har formentlig ret.

Vi er tilbage i 2011 sæsonen og 29. spillerunde. Dortmund er bagud med 1-0 ude mod Hamburger SV, men i overtiden lykkedes det for Kuba at udligne på en flugter fra bagerste stolpe. Tv-billederne viser kort de jublende Dortmund-spillere, men skifter derefter over på Jürgen Klopp, der i sin sort-gule træningsdragt og med flagrende hår sprinter 35-40 meter ned langs linjen, mens han fire gange svinger knytnæven i eufori, inden han stopper op, vender rundt og med et sammenbidt udtryk lunter tilbage til sit tekniske felt.

Det er jubelscener som disse kombineret med de daggamle skægstubbe, en ”Pöhler” kasket samt en kæk bemærkning, vi forbinder med 48-årige Jürgen Klopp. Med sit karakteristiske ydre har han charmeret sig ind hos hele fodboldeuropa, og han har sat nye standarder for det at være træner i Tyskland. Tag en tur ned ad stort set hvilken som helst gågade i det tyske, og du ser en reklame søjle med Jürgen Klopp, der fortæller om fordelen ved at køre Opel, gå klædt i Puma-tøj, benytte sig af VR-Bank eller bruge Phillips som sin foretrukne barbermaskine. Da komikeren Matze Knopp indspillede sangen ”I wanna be like Jürgen Klopp” strøg den selvfølgelig også til tops på de tyske hitlister.

Jürgen Klopp var trendsætter, modeguru og først og fremmest en dygtig fodboldtræner. Han gjorde op med forestillingen om tyske trænere som den gamle sure mand, og han blev tilbedt overalt. Men på det seneste har vi set en mand, der har virket udbrændt efter så mange år i et konstant spotlight. Også selvom han afviste, at det skulle være tilfældet på dagens pressemøde

Efter hjemmebanenederlaget mod Bayern München i forrige uge blev han interviewet foran Bayerns fans, og det var mere end Klopps humør kunne holde til:

”Jeg bliver nødt til at sige, at det er en fantastisk idé fra SKY at interviewe mig her og give fansene muligheden for at gøre, hvad de har lyst til”, lød det vredt.

Som altid når Klopp udtaler sig, skabte det overskrifter, og det samme gjorde det en uge senere, da han havde en batalje med den tidligere anfører Sebastian Kehl i slutningen af kampen mod Gladbach. Klopp gestikulerede ihærdigt på linjen, at bolden skulle spilles mere ud på kanterne, mens Kehl blot rystede på hovedet og med hånden affærdigede sin træners instrukser.

I sig selv er der ikke noget videre opsigtsvækkende i de to situationer. Det er set mange gange før, at en træner mister besindelsen umiddelbart efter en kamp, eller at en spiller overhører dessinerne fra bænken i kampens hede. Men for en mand som Jürgen Klopp tegner de to episoder alligevel et billede af en træner, der ikke længere er det rette valg for Dortmund.

Filosofien og fejlene
Siden Klopp blev præsenteret som træner i Dortmund tilbage i 2008, har han haft en krystalklar idé om, hvordan han gerne ville have sit hold til at spille. Opskriften på succes lød på omstillinger og genpres. I sine første halvsæson kneb det med at få resultater, så efter en periode på seks kampe uden sejr fortalte Klopp sine spillere, at de ville få en tre dages længere vinterpause, hvis de som hold tilbagelagde mere end 118 kilometer i de resterende ti kampe. Det lykkedes akkurat ikke, men Klopp gav alligevel sine spillere et par ekstra feriedage for indsatsen. Fra det tidspunkt af ændrede alt sig.

Dortmund begyndte at vinde kampe og endte første sæson under Klopp på en flot sjetteplads – sekunder fra at kvalificere sig til Europa. Året efter blev det til en femteplads og dernæst fulgte to mesterskaber, en pokaltitel og en Champions League finale. Siden 2009 har Dortmund scoret 46 mål efter omstillinger – mere end noget andet hold i Bundesligaen – og da holdet blev mestre i 2011 var det med den yngste gennemsnitsalder nogensinde i Bundesligaens historie. De mange ”Dortmunder Jungs” købte Klopps koncept til fuldkommenhed, men det er det koncept, der ikke er blevet videreudviklet siden 2012, og som nu er en væsentlig årsag til, at Klopp og Dortmund skilles. Ideen om det høje genpres er ikke længere innovativ, men bliver benyttet af stort set samtlige hold i ligaen, og Klopp og Dortmund har ikke formået at komme op med et modtræk.

Mange skader og salg af profiler som Götze og Lewandowski, er blot en del af forklaringen på, hvorfor Dortmund de sidste sæsoner er gået i stå. I Bundesligaen er de blevet læst af modstanderne, der ved at stå dybt forholdsvist let har kunne ødelægge Dortmunds opspil. Der har manglet kreative spillere til at skabe chancerne, og siden i sommer har der også manglet en spiller til at score på de chancer, der trods alt opstår. Sportsdirektør Michael Zorc sidder selvfølgelig med det overordnede ansvar for køb og salg af spillere, men der har aldrig hersket tvivl om, at Klopp har haft et stort ord at skulle have sagt, når pengepungen er blevet hevet op af lommen. Spillere som Mkhitaryan, Immobile, Ramos og Kampl er indtil videre ikke lykkedes, og gejsten som drev dette Dortmund hold så langt for få år siden er også stille dalende.

Det er om ikke udbrændthed, så modløshed der får Klopp til at trække stikket. Han har indset, at han ikke længere er det bedste valg for Dortmund, og derfor beder han om at få sin kontrakt ophævet fra 30. juni af. Hans-Joachim Watzke sagde på pressemødet, at alle i Dortmund er Jürgen Klopp taknemmelige for, hvad han har betydet for klubben. Og han har ret. Klopp indledte syv gode år i Dortmund efter syv magre år med truende konkurs, og nu sidder alle Dortmund fans og holder vejret, mens de venter på om Klopps afsked bliver startskuddet til syv nye, dårlige år. Der er endnu ingen afløser på plads, men uanset hvem der skal fylde kasketten ud, så vil han fra dag et blive målt og vejet i forhold til den største træner i Dortmunds historie. Han ændrede Dortmund for altid, men til sidst løb tiden fra Jürgen Klopp.

You may also like
Tyske ord, udtryk, sprogblomster
Tyske sprogblomster – de bedste, tyske fodboldudtryk
Bulipod ep. 12 – Dansker-invasion, Schweinsteiger og de største, tyske handler
Farvel til den store Bastian
Fremtidens mænd – et kig ind i krystalkuglen