bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nationalelf > Klopp, Flick og Kuntz: Hvem kan afløse Joachim Löw som ny tysk landstræner?

Klopp, Flick og Kuntz: Hvem kan afløse Joachim Löw som ny tysk landstræner?

DFB, Landshold, Tyskland, ny tysk landstræner, EM-manager, højdepunkter

Det var lidt af en nyhed, som tyskerne fik denne tirsdag formiddag, da det blev offentliggjort, at Joachim Löw stopper som tysk landstræner efter EM-slutrunden, for nu melder spørgsmålet sig. Hvem skal være ny tysk landstræner? Vi tager et blik på kandidaterne.

Jürgen Klopp, Liverpool
I Danmark havde vi Michael Laudrup, i Tyskland har de Jürgen Klopp.  Den træner, der næsten egenrådigt selv kan bestemme, hvornår han gerne ville være landstræner. Laudrup tog aldrig i mod den åbne invitation fra DBU, og Jürgen Klopp har heller ikke haft travlt med at gøre kur til DFB.

Den folkekære tysker er ønskevalget hos mange fans, da han kan være med til at give det tyske landshold et løft både på og uden for banen og igen samle nationen om landsholdet. Hans spillestil rammer lige ind i tidsånden og går i en anden retning end den lidt stillestående boldomgang, som Löw særligt de seneste år blev kritiseret for at praktisere.

Han har længe været en urealistisk kandidat, fordi Liverpool ikke ville slippe Kloppo, men med deres øjeblikkelige problemer, og en Steven Gerrard der for alvor er ved at køre sig i stilling til et job på Anfield, så har han måske ikke samme høje status som tidligere. Liverpool vil ganske givet ikke være afvisende over for DFB, og dermed er det op til Jürgen Klopp selv, om han er interesseret i et job som tysk landstræner. Klopp elsker den daglige omgang med spillerne, og det vil være svære at sætte sit tydelige præg som landstræner end som klubtræner, så er det allerede nu, at han skal kvitte klubfodbolden?

Hansi Flick, Bayern München
Har vundet alt, hvad der kan vindes med Bayern München, og selvom det ikke var nok til at blive verdens bedste træner, så er han måske ligefrem DFB’s egen ønskekandidat. Var med som assistenttræner for Joachim Löw i flere år, herunder VM 2014, og han kender forbundet, og de kender ham.

Manager Oliver Bierhoff har tidligere talt varmt om Flick som mulig tysk landstræner, men er Bayern München villige til at slippe træneren, der har ligeså mange titler som nederlag, og har ført sydtyskerne tilbage til toppen af europæisk fodbold?

Stefan Kuntz, Tyskland U21
Det oplagte, konservative men også kedelige valg. Stefan Kuntz er træner for det tyske U21-landshold og har en stor stjerne i forbundet, ikke mindst efter han førte landsholdet til EM-guld i 2017, og så er det jo en løsning, vi har set før. Både Jupp Derwall og Berti Vogts blev således headhuntet internt i DFB, og fordelen ved Kuntz er, at der ikke er nogle kontraktmæssige udfordringer i forhold til at købe ham fri.

Men det er ganske givet en nødløsning. Det er ikke Kuntz, der samler nationen og bringer fornyet glæde og begejstring om det tyske landshold.

 

Julian Nagelsmann, RB Leipzig
Jokeren. Et af verdens allerstørste trænertalenter, og deri ligger nok også årsagen til, at han ikke for alvor er blandt favoritterne til jobbet. Uden at kalde landstrænerjobbet for et retrætejob, så er det ikke længere det største, en træner kan opnå, og Nagelsmann er godt i gang med at skabe sig selv en karriere, der efter Leipzig sender ham til en af de allerstørste klubber i Europa.

Leipzig er heller ikke interesseret i at give afkald på en træner, der har gode chancer for at føre dem frem til klubbens første titel i denne sæson, og Julian Nagelsmann har med sine blot 33 år nok heller ikke travlt med at blive tysk landstræner allerede nu.

 

Christian Streich, Freiburg
Det er hans gode kammerat fra Freiburg, Fritz Keller, der i bund og grund er manden med beslutningen, og Streich er af flere blevet udnævnt som en mulig tysk landstræner efter i flere år at have leveret flotte resultater med Freiburg for relativt begrænsede midler. Er elsket af alle i Tyskland for sin ligefremme stil og sin insisteren på at cykle til træning og tale om samfundsmæssige problemer på pressemøder, men han forlængede for ganske kort tid siden kontrakten med Freiburg for minimum yderligere en sæson, og han er en mand af sit ord.

Christian Streich har flere gange talt om stoltheden af at være i Freiburg, og selvom klubben måske ikke stiller sig i vejen, skulle DFB og Keller banke på døren, så er det svært at se ham lave en ”Jess Thorup”.

Ralf Rangnick, Arbejdsløs
Fodboldprofessoren har gået arbejdsløs, siden han og RB Leipzig skiltes, i kølvandet på at et skifte til Milan faldt til jorden. Alle ved, hvad han står for, og selvom det i de seneste mange år primært har været som sportschef, at han har gjort sig, så havde han en forholdsvis succesrig periode som træner for RB Leipzig i en enkelt sæson i 2018/19, inden Julian Nagelsmann kom til.

Hvis Tyskland leder efter en midlertidig løsning frem mod VM 2022, kan han være et bud, men han står ikke øverst oppe på listen, og så er han en mand, der har et ry for gerne at vil have stor magt, de steder han er.

 

Marcus Sorg, Assistenttræner Tyskland

Har været med omkring det tyske landshold siden 2016, og siden 2018 har han fungeret som Joachim Löws højre hånd, og så har han faktisk allerede stået i spidsen for landsholdet, da det var med Sorg på sidelinjen, at Tyskland i 2019 mødte Hviderusland, da Löw på det tidspunkt døjede med sygdom.

Han har ikke haft et cheftrænerjob, siden han kortvarigt stod i spidsen for Freiburg i 2011, så det vil være lidt af en sensation, hvis Sorg skulle blive forfremmet. Specielt fordi det i hans år på landsholdet er gået gevaldigt ned ad bakke for die Nationalelf

You may also like
Optakt, RB Leipzig
Optakt: RB Leipzig – Bayern München: Tilskuerrekord og gensyn med Nagelsmann
DFB Pokal, Højdepunkter, lodtrækning
Lodtrækning til 2. runde af DFB Pokal
Bayern München, sæsonoptakt 2021/22
Sæsonoptakt: Bayern München – Kan verdens dyreste træner også skabe verdens bedste hold?
Freiburg, holdfoto 2021/22
Sæsonoptakt: SC Freiburg – Bliver nyt stadion en fordel eller ulempe?