bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nationalelf > Karakterer fra England –Tyskland: Tyskland ude af EM

Karakterer fra England –Tyskland: Tyskland ude af EM

Tyskland er færdige ved EM efter et 2-0 nederlag, i en kamp hvor flere profiler skuffede. Kampen blev samtidig også Joachim Löws sidste som tysk landstræner.

Spillerne vurderes ud fra den tyske karakterskala fra 1-6, hvor 1 er bedst, og 6 er dårligst.

Manuel Neuer – 4
Chanceløs ved de to mål og en god redning på Raheem Sterlings forsøg i begyndelsen af opgøret. Kan ikke klandres for noget, men det blev ikke hans kamp og ikke hans slutrunde.

Mats Hummels – 3
Kæmpe tackling i de sidste sekunder af første halvleg, der forhindrede en engelsk pauseføring. Den bedste af midterstopperne og også god til at føre bolden frem.

Mathias Ginter – 4
Havde lidt problemer med de fysisk stærke englændere og fik et dumt gult kort efter 25 minutter. Gjorde det dog hæderligt i den resterende del af kampen.

Antonio Rüdiger – 5
Har fået noget af et revival i Chelsea, efter Tuchel er kommet til, men på landsholdet er det fortsat ikke helt godt. Den svageste i tre-back kæden, og han så heller ikke godt ud ved 2-0 målet.

Robin Gosens – 5
Har fået et gennembrud denne slutrunde, men mod England var han anonym, og blev udskiftet kort før tid.

Joshua Kimmich -3
Når Tyskland var farligst, var det som regel i højre siden, hvor Kimmich var god til at komme med frem og levere kvalificerede indlæg. Der blev dog færre, som kampen skred frem.

Leon Goretzka – 3
Helten mod Ungarn var tyskernes klart bedste i kampens indledning, hvor kun en nødbremse fra Declan Rice forhindrede en fri afslutning. Faldt siden lidt ud af kampen og virkede udkørt mod kampens slutning.

Toni Kroos – 4
Særligt i starten af kampen god i presset, men ligesom makker Goretzka forsvandt han ud af opgøret, som tiden gik.

Thomas Müller 5
Fantastisk bold til Goretzka i kampens begyndelse, men havde svært ved at finde plads. Det var hans aflevering, der førte til Kanes store chance efter 45 minutter, og da han endelig fik chancen med ti minutter igen helt fri foran mål, brændte han på det skammeligste. 15 kampe ved EM-slutrunder, fortsat ingen mål.

Kai Havertz – 2
Fantastisk bold til klubkammeraten Werner efter en halv time og generelt god på bolden. Også ham der fandt Müller med ti minutter igen, ligesom hans afslutning i begyndelsen af anden halvleg havde fortjent bedre. Klart bedste tysker.

Timo Werner – 5
Den store overraskelse i startopstillingen hos tyskerne. Har haft en svær sæson i Chelsea, hvor han til tider er blevet latterliggjort for ikke at kunne score, og efter 32 minutter fik han så chancen for at modbevise sine skeptikere, men brændte fra en spids vinkel mod Pickford. Spillede faktisk en hæderlig kamp, men han scorer bare ikke.

Serge Gnabry – 5
Kom ind i stedet for Timo Werner, men uden at gøre nogen forskel, bortset fra at det var Gnabry, der mistede bolden, da England scorede til 2-0.

Joachim Löw – 5
Det blev ikke det farvel, som Joachim Löw havde håbet på eller fortjent. Bortset fra de første 15 minutter fik Tyskland det aldrig til at spille, og selvom han ikke kan klandres for manglende skarphed blandt sine forreste, så var Löws noget tilbageholdende taktiske oplæg ikke det rigtige mod et got organiseret engelsk landshold. Tak for alt, Löw.

 

Emre Can, Jamal Musiala og Leroy Sané fik for lidt spilletid til at blive bedømt.

 

Foto: www.dfb.de

You may also like
VM, VM 1974, Tyskland
Den tyske kvalifikationsgruppe til VM 2026 er på plads – sådan da
DFB, Landshold, Tyskland, ny tysk landstræner, EM-manager, højdepunkter
Optakt: Tyskland – Spanien: Den moralske (kvart)finale
Tyskland, EM 2024, Managerspil
Gode råd til 2. runde ved EM-manager
Tyskland, Bundesliga, EM, VM EM-optakt, Sommermärchen, Major Tom
Major Tom – hvordan et 42 år gammelt hit blev Nationalelfs hymne