Det lå ikke i kortene, at Jens Stage en dag skulle tørne ud for en Bundesliga-klub, da han for kun seks år siden snørede støvlerne for Brabrand IF i 2. division. Men med hårdt arbejde kommer man langt, hvilket Stage er et af de bedste eksempler på. Bulibold har interviewet Werder Bremens nye nr. 6, der ikke selv havde turde håbe på at tage så stort et skridt, men føler sig parat til det.
Når det kører for et hold, så er der altid nogle spillere, der stjæler overskrifterne. Det kan være en topscorer, træneren eller målmanden. Men der er også de lidt mere anonyme midtbanespillere, som holder sammen på kæderne og får det hele til at gå op i en højere enhed.
De får sjældent det helt store spotlight – i hvert fald ikke på avisforsiderne.
Men en af de spillere, der fortjener omtale, er Werder Bremens Jens Stage, der i juni måned kom til oprykkerne fra de forsvarende danske mestre, FC København.
Den 25-årige aarhusianer er ydmyg, nede på jorden og selv ikke en Bundesliga-debut med 90 minutters spilletid og en assist kan få Stage til svæve op i højere luftlag.
Ydmyg og stolt
For Jens Stage tager det kamp for kamp. Jens Stage er ydmyg. Og Jens Stage har ikke de store armbevægelser, selvom han dog erkender, at det var en stor oplevelse at få Bundesliga-debut i sidste weekend, da Werder Bremen delte i porten mod Wolfsburg.
“Det var hektisk men også en fantastisk oplevelse. Det var lige på og hårdt fra starten af, hvor der var godt gang i kampen. Vi bliver så fældet lidt af et enormt godt Wolfsburg-mål, hvor jeg også tænker; Puha det gik hurtigt. Men vi viser stærk moral, hvilket også var det indtryk, jeg havde af os som hold. Det er en sammentømret gruppe, der arbejder hårdt”, forklarer Stage om sin debut, der også bød på en assist fra midtbanespilleren, som har fået nr. 6 i Werder Bremen
Jens Stage har været en del af hele opstarten i Werder Bremen, da skiftet allerede gik igennem den 1. juli, og det var vigtigt, at det ikke blev sidst i transfervinduet. Han har således været med på holdets træningslejr, hvilket har gjort det nemmere at komme ind på holdet – både socialt og spillemæssigt.
Der er dog stadig en sprogbarriere for Jens Stage, der fortæller, at han godt kan forstå det meste tysk, men at det af og til også godt kan gå lidt for stærkt. Alle vil ham omvendt det bedste, og han forklarer i interviewet overfor Bulibold, der foregår over – en til tider tvivlsom – zoom-forbindelse, at særligt lægestaben var gode til at passe på ham i starten, da han kom til Tyskland med lidt skavanker.
“Der er mange ting, som man skal vænne sig til, og jeg havde også et efterslæb fra en lille skade, som har været et irritationsmoment. Men det er der taget hånd om, og selvom det svært for mig at sige fra, så har fysioterapeuterne været over mig og sagt, at vi ikke skal forcere noget. Det sætter jeg stor pris på, for det gør, at jeg er 100% fit nu og her”, forklarer Jens Stage.
Werder Bremen er en traditionsklub
Jens Stage er ikke den første danske spiller, der har taget skridtet fra netop FC København til Werder Bremen, da også Thomas Delaney, som nu er i Sevilla, har været i traditionsklubben i nord. Stage afslører dog, at Delaney ikke har haft en finger med i spillet, da han slet ikke var i tvivl, da Werder Bremen henvendte sig efter FCK blev mestre.
“Det lå til højrebenet, så jeg havde ikke brug for at høre fra nogen som helst, om det skulle være det. Der var ikke et sekund, hvor jeg var i tvivl, for det var en helt perfekt mulighed for mig, men jeg håber da, at når jeg støder på Thomas i København eller et andet sted, at han har et godt fif eller to, så vil jeg i hvert fald tage imod det”, smiler Jens Stage.
Stage lægger heller ikke skjul på, at Werder Bremen er en stor klub, som dog har været nede i en bølgedal. Men nu er man tilbage i Bundesligaen, hvor mission overlevelse i første omgang skal klares.
For Werder Bremen hører til i Bundesligaen, og så var det skridt op, som Jens Stage ikke kunne sige nej til.
“Jeg vil prøve mig selv af på en ny hylde forstået på den måde, at hver weekend er det ikke Superliga-spillere, som jeg har mødt i mange år, men nu er det nogle nye nogle modstandere. Og det er ikke for at forklejne Superligaen, men det er bare en anden hylde. Nu har jeg smagt på det en enkelt gang, og jeg glæder mig bare endnu mere med det her hold, for vi viste i sidste runde, at vi kan konkurrere med de andre,” forklarer Jens Stage, som og uddyber, at det ikke bliver et problem at vænne sig til en ny spillestil.
Tempoet og spillestil
For hvor Stage i FC København var vant til, at holdet dominerede kampene og skulle forsøge at åbne en defensiv op, så er billedet lidt et andet i Werder Bremen. Det passer dog Stage fint, afslører han selv, mens han også fortæller, at selvom FCK er den største klub i Danmark, så er der stor forskel på de to klubber.
“Der er i hvert fald forskel på den måde, man spiller og træner på. Der er større vægt på intensitet og aggressivitet og tempo her, føler jeg. Tempoet er enormt, og intensiteten er den samme, og der er ikke et stille moment i hverken træning og kamp. Det er fuld skrue hele tiden, så man skal være skarpere i træningen. Jeg har lært at spille mod hold, der står dybt, jeg har lært af presset, og det føler jeg helt klart har givet mig noget ballast til at tage det næste skridt”.
Jens Stage og den atypiske rejse til Bundesligaen
Det stod dog hverken skrevet i sol, måne eller stjerne, at den nu 25-årige midtbanespiller, født i Højbjerg i lidt udenfor Aarhus, en dag skulle gøre slå sine folder i Bundesligaen. For skruer vi tiden seks år tilbage, så løb Jens Stage rundt på Brabrands 2. divisionshold, hvor han skulle forholde sig til modstandere som Skovbakken, Thisted og Aarhus Fremad, mens han nu skal indstille sig til modstandere som Bayern München, Borussia Dortmund og RB Leipzig.
Kontrasterne kan næsten ikke være større.
Men for Jens Stage har det aldrig gjort nogen forskel, hvad eller hvem modstanderen var. Det var og er en fodboldkamp som alle andre, og det har ikke ændret sig, selvom han nu tørner ud for Werder Bremen.
“Det vigtigste for mig har altid været det, der ligger foran mig. Der kommer en fodboldkamp, og det kommer der lige meget om du spiller i Brabrand eller i AGF eller i FCK eller Werder. Man kan tale om alt muligt og se på alt muligt, men til slut så er der en fodboldkamp, hvor det handler om at præstere”.
Netop det at præstere har Stage altid gjort en dyd ud af, og han er ikke tilfreds, hvis han ikke dør med støvlerne på. En tilgang der kan sikre ham stor status blandt Werder Bremens tilhængere.
“For mig har det altid været vigtigt, at folk har kunne se, at jeg gav alt, hvad jeg havde, når jeg spiller fodbold, for så kan man komme langt”, fortæller han inden en kort tænkepause, hvorefter han fortæller videre om sin atypiske rejse:
“Det er forhåbentligt et godt eksempel på, at man ikke behøves at være det største talent, fra man er ungdomsspiller. Det handler om at være tilstede og have lysten og overskud til at give den gas”.
Havde du selv turde håbe på, at du en dag endte i Werder Bremen, hvis vi spurgte dig for seks år siden?
“Nej, det tror jeg ikke, at jeg havde turde håbe på dengang, og jeg har heller ikke tænkt tankerne. Jeg har tænkt på, hvordan vi skulle slå Skovbakken, når vi skulle møde dem om søndagen, så jeg har jeg slet ikke tænkt så langt”.
Holdspiller med stort H
For selvom Jens Stage måske aldrig har været det største og mest bemærkelsesværdige talent, så fremhæver han også selv, at fodbold er et holdspil. Og det er der, at han måske har stukket ud.
“Jeg tror ikke, at mange af klubskifterne har ligget i kortene. Det er kommet, men det er forhåbentligt fordi, nogle har kunne se, at jeg giver alt, hvad jeg har, og at jeg altid sætter en ære i at sætte holdet øverst. For det er også den måde, man selv kommer til at fremstå bedre på”, afrunder Jens Stage, inden vi igen vender fokus mod det, som det hele handler om i Stages hoved: næste kamp.
For det bliver en stor oplevelse for Jens Stage, der lørdag eftermiddag for første gang løber ind på Wohninvest Wesserstadion, når Werder tager imod VfB Stuttgart. Opbakningen har Werders nye nr. 6, som i øvrigt står noteret for en enkelt A-landskamp, aldrig været i tvivl om. Allerede under klubbens træningslejr kunne Stage mærke den store støtte, der lyser ud af de mange Werder-fans, og den støtte vil Stage gøre alt for at betale tilbage.
“Jeg glæder mig helt vildt. Det bliver fuldstændig kanon, og jeg glæder mig til at komme ud på stadion, som vi jo klæder om på hver dag, så jeg kan slet ikke vente på at se fansene på tribunen, det bliver helt vildt specielt”, afrunder der får støtte fra Danmark til kampen, da noget af hans familie skal ned og se hjemmebanedebutten mod Stuttgart, der har kampstart lørdag kl. 15.30.