Med FC Bayern Münchens 3-0 sejr over FC Augsburg i Bundesligaens 12. spillerunde i 2013/14-sæsonen forsvandt det sidste glimt af storhed fra Hamburg. Op til denne runde tangerede FC Bayern München nemlig Bundesligarekorden for flest kampe i træk uden nederlag. En rekord som Hamburger SV har holdt siden 29. januar 1983. Den er nu vorbei und vergessen.
Først og fremmest tillykke til FC Bayern München. Holdet der med 37 kampe uden nederlag nu er ubestridt holder af en af de flotteste rekorder i Bundesligaens historie. Det er en fantastisk flot præstation af et hold, der gør det glimrende. Men det giver også anledning til forbistrede HSV-tilhængere. Der er ikke længere meget at hænge sine rothose op på. Rekorden blev dog ganske vist sat i 1983, men den har også fået lov at stå i 30 år. Meget er sket i det nordtyske, og HSV ligger efter 12. spillerunde på en skuffende – men fortjent – 14. plads i Bundesligaen.
Der er langt til Hamburgs gyldne æra, men hvorfor var holdet så godt? Lad os kigge lidt på det.
Ernst Happel hed træneren dengang, og han var et herligt bekendtskab. Hans HSV-meritter løber op i to gange meisterschale (’82 og ’83), en sejr i det, der i dag hedder Champions League og en DFB-Pokal i 1987. Han kunne noget med Hamburg, ham østrigeren. Ernst Happel var ikke kun dygtig med HSV. Faktisk var han den første træner til at vinde Champions League med to forskellige hold. Happel kom til fra Standard Liège, hvor han havde vundet både den belgiske pokalturnering og den belgiske supercup.
Happel var kendt som en mand af få ord. I 2006 omtalte Gunter Netzer, der var administrerende direktør i HSV dengang, sin største signing til dato med følgende ord:
Happel kunne forklare enhver spiller, præcis hvad han ønskede af ham. Presspil og offsidefælder – al den slags kunne han forklare. Ikke med ord, for han talte aldrig, og når han gjorde, kunne ingen forstå, hvad han sagde. Men hans træningspas gik direkte ind i hud og knoglemarv på alle fodboldspillere på hans hold.
Happel havde en fodboldfilosofi, der gik ud på, at fodboldens magiske spil udfoldes fra midtbanen og fremad. Derfor var HSV-legenden Horst
Hrubesch ikke overraskende Happels go-to-guy. Centerforwarden, kendt som Das Kopfball-Ungeheuer (hovedstødsmonstret), var ligeledes en vigtig brik i HSVs triumftid – og den nu forsvundne rekord. Sammen med højrebacken Manfred Kaltz havde han et frygtindgydende samarbejde, der ofte endte i hovedstødsmål mod modstanderne. Hrubesch omtalte ofte Kaltz’ indlæg fra flanken med ordene ”Manni (Kaltz’ kælenavn) banan, jeg header – mål”. Dette ordspil kom fra Manfred Kaltz’ buede indlæg, der mest af alt lignede en banan. Ud af sine i alt 136 Bundesliga-mål scorede Hrubesch de 81 med hovedet. Han endte som topscorer i sæsonen 81/82 med hele 27 mål.
Horst Hrubesch tog efter triumfen i 1983 til Happels gamle klub, Standard Liège, for at fortsætte sin karriere, mens Ernst Happel forlod Hamburger SV i 1987 efter at have vundet det seneste trofæ, klubben har sat i skabet, DFB-Pokalen.
Selv om HSV-holdet mest bestod af tyskere i starten af 80’erne, så var der også internationalt islæt. Klubben havde nemlig hele to danskere på holdet mellem ’81 og ’84. Nemlig Lars Bastrup og Allan Hansen. Førstnævnte blev hentet i AGF, hvor han havde imponeret med 28 mål i 44 kampe. Han dannede sammen med Hrubesch og Felix Magath en giftig angrebstrio og var således med til at sikre Hamburgs back-to-back mesterskaber i ’82 og ’83. Især i det første år af sin HSV-tid satte Bastrup sit præg på klubben. Han scorede hele 13 mål i 34 Bundesligakampe. Angriberen var ligeledes med som eneste internationale spiller i Champions League-finalen i 1983, hvor HSV vandt 1-0 (Magath scorede) over Juventus på det Olympiske Stadion i Athen.
Den anden dansker i truppen, Allan Hansen, var langt fra så succesfuld som Bastrup, men fik alligevel lov at spille 20 kampe for klubben og scorede fire mål, inden han i ’84 skiftede tilbage til Danmark.
Målmanden Ulrich Stein var også en vigtig del af holdet. Han vogtede buret i 203 kampe af HSVs kampe indtil 1987. Selv om Stein var en fremragende målmand, der i ’81/’82-sæsonen blot lukkede 45 mål ind i 34 kampe og imponerende 33 i den efterfølgende, så var han også lidt af en ballademager. I pokalturneringen i sæsonen, hvor HSV vandt, blev Stein sendt tidligt i bad på grund af et rødt kort i en kamp mod Augsburg. Det fik den kontroversielle spiller til at give en langstrakt langefinger til Augsburg-tilhængerne. Det skulle dog blive endnu værre. I en ligakamp i 1987 mod FC Bayern München slog Stein nemlig Jürgen Wegmann, og det endte med, at den succesfulde og dygtige målmand blev fyret af Hamburg-klubben. Han fik senere et ikke nævneværdigt comeback i 1994, hvor han stod 19 kampe.
Selv om Ernst Happel var en meget angrebslysten træner, så var det ikke et impotent forsvar, der var blevet samlet. Blandt andet nød klubben godt af landsholdsspilleren Ditmar Jakobs, der frem til en frygtelig ulykke i 1989 spillede hele 323 kampe i HSV. I mesterskabssæsonerne var han selvskrevet til en plads i det centrale forsvar, hvor han var på plads i henholdsvis 33 og 31 kampe ud af 34 mulige. Som tidligere nævnt blev der lukket utroligt få mål ind i Hamburg-målet i disse sæsoner, og Jakobs som en klassisk libero-type bar en stor del af æren for dette. Skulle det utænkelige ske, at fjenden brød i gennem linjerne, så var Jakobs klar til at rydde op. Det gjaldt også i Champions League-finalen i ’83, hvor han sammen med holdkammeraterne Holger Hieronymus, Bernd Wehmeyer og Manfred Kaltz holdt et angrebsivrigt Juventus-hold fra fadet i samtlige 90 minutter.
Jakobs’ karriere i Hamburg fik en brat ende, da han i september 1989 reddede et lob fra at gå i mål – lige på stregen. Jakobs endte nemlig med at blive spiddet på en af de kroge, der holdt nettet på plads i målrammen. Der sad han fast i hele 20 minutter, indtil en læge skar hans ryg fri med en skalpel. Det kostede karrieren, men ikke liv eller førlighed, da krogen heldigvis ikke havde sat sig fast i – men få centimeter fra – rygsøjlen.
Andre nævneværdige spillere i den tid er Felix Magath, Jürgen Milewski og Thomas von Heesen.
Siden de glorværdige – og rekordsættende – år i firserne, er der sket meget i fodboldens verden, og HSV har aldrig rigtig kunne følge med. Allerede i 1990 var klubben i alvorlige økonomiske problemer, og mange eksperter, klubkendere og fans mener, at salget af profilen Thomas Doll til Lazio for rekordhøje 16 millioner tyske mark i juni 1991 er en af grundene til, at klubben i dag stadig eksisterer som i dag. På – og udenfor – banen har det haltet gevaldigt, siden den professionelle fodbold virkelig tog fart, og HSV har således ikke vundet nogle nævneværdige titler siden pokalturneringen i 1987. En enkelt DFB-ligapokal blev dog hevet hjem i 2003.
Efter Bayern München brød Hamburger Sport-Vereins 30 år gamle rekord i den 12. spillerunde 2013/2014, vil HSV nu blot være et minde om en klub, der engang var sportsligt stor. Nu er den blot en sovende kæmpe, der måske er gået i hi.
Nåja, og hvem var det egentlig, der stoppede HSVs sejrstime den 29. januar 1983, hvor holdet tabte 3-2? Werder Bremen selvfølgelig. Men HSV vandt sæsonen – over netop Werder Bremen – på en bedre målscore.
