bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Uge 12: Sydtysk lokalopgør og to selvmål på seks minutter

Her følger en optakt til et udpluk af denne rundes kampe i Bundesligaen, hvor vi giver dig statistik, holdopstillinger og skadesnyt

Bayern München – FC Augsburg

Der er dømt sydtysk lokalopgør, i det der formentlig ender med at blive endnu en rekord til Bayern München. De forsvarende mestre tangerede i sidste uge HSV’s rekord på 36 kampe i træk uden nederlag, og selvom Augsburg er i færd med deres bedste Bundesliga start nogensinde, så ligner det tre sikre point til holdet fra Säbener Strasse.

Med midtugens sejr i Tjekkiet er Bayern allerede videre i Champions League, så der kan igen rettes fuldt fokus på Bundesligaen. Og med en landskampspause lurende lige om hjørnet, er det formentlig et Bayern-mandskab i stærkeste opstilling, Guardiola sender på banen.  Schweinsteiger er ude med en ankelskade, men Martinez er på vej tilbage, ligesom Götze efter et par imponerende indhop ligner en starter. I givet fald vil det være en ny startformation for 12. gang i træk.

Gæsterne var inden sæsonen dømt blandt nedrykning favoritterne, men træner Markus Weinzierl, der i øvrigt har en fortid som spiller i Bayern, har  foreløbigt formået at gøre kritikernes spådom til skamme.

I de sidste fire indbyrdes opgør er det ikke lykkes for Augsburg at hente point, men de kan måske finde trøst i, at Halil  Altintop har gode minder fra Allianz Arena, da han for godt fire år siden blev matchwinner for Schalke med sin scoring til 1-0. Derudover må Andre Hahn også sprudle af spilleglæde efter sine to scoringer i sidste rundes sejr over Mainz.

Undgår Guardiolas tropper et nederlag, nærmer han sig desuden rekorden for flest kampe uden nederlag som ny træner i en Bundesligaklub. Den rekord tilhører lige nu Karlheinz Feldkamp, der i 1978 først indkasserede et nederlag efter femten runder med sit Kaiserslautern-mandskab.

Bud på opstillinger:

Neuer – Lahm, Boateng, Dante, Alaba – Martinez, Müller, Götze, kroos, Ribery, Mandzukic

Hitz – Ostrzolek, Klavan, Callsen,Bracker, Verhaegh – Baier, Werner, Altintop, Vogt, hahn – Mölders

Hold øje med:

Mario Götze – Fik ødelagt begyndelsen af sæsonen med skader, men er for alvor kommet op i omdrejninger. Har imponeret i stort i sine seneste indhop, og han er arkitekten, der skal finde åbningerne i en velorganiseret Augsburg-defensiv.

Marwin Hitz – Den schweiziske målmand har blot spillet tre kampe i denne sæson, men til gengæld er alle tre vundet. Faktisk har de to indkasserede mål begge været fra 11-meter pletten, og skal Augsburg overhovedet drømme om et point i München, så kræver det en præstation af de helt store fra Hitz.

Wolfsburg – Borussia Dortmund

Vi kommer ikke meget nærmere mål-garanti end opgøret mellem Wolfsburg og Dortmund. I de sidste fire opgør på Volkspark Arena er det endt med tre sejre til gæsterne og et enkelt nederlag. Fælles for alle kampene er, at Dortmund har scoret tre gange ved hver lejlighed og således også sidste år i en underholdende 3-3 kamp.

Dortmund vil formentlig komme stormende fra start af , mens Wolfsburg vil stå lidt længere tilbage på banen, og så primært satse på standardsituationer – og med god grund. Med Knoche og ikke mindst Naldo er holdet blandt ligaens farligste på standardsituationer, mens Dortmund samtidig er blandt de dårligste til at forsvare. 56 procent af BVB’s indkasserede mål har således fundet sted efter en dødbold.

I sidste uge lykkedes det endelig for Wolfsburg at vinde på udebane, ikke mindst takket være en stor præstation af Gustavo, der også fik en fortjent plads på ugens Buli-hold. Brasilianeren bliver igen vigtig i sin rolle som bolderobrer og igangsætter, hvis Hecking skal have sin første sejr mod Dortmund i over fem et halvt år.

Bonusinfo: Siden Wolfsburg sikrede sig mesterskabet i 2009 har Dortmund skrabet 114 point mere sammen end værterne. (307 og 193)

Bud på opstillinger:

Benaglio – Ochs, Naldo, Knoche, Rodriguez – Medojevic, Luiz Gustavo – Caligiuri, Arnold, Perisic – Olic

Weidenfeller – Großkreutz, Subotic, Hummels, Schmelzer – Bender, Sahin -Aubameyang, Mkhitaryan, Reus – Lewandowski

Hold øje med:

Perisic – Den tidligere Dortmund-spiller har fortsat ikke helt indfriet forventningerne siden skiftet sidste vinter. Foreløbigt er det kun blevet til en lille håndfuld scoringer, men to af disse faldt mod netop Dortmund i en underholdende 3-3 kamp sidste sæson

Weidenfeller – Målmanden, der for første gang er udtaget til det tyske landshold, bliver en nøglespiller i denne kamp. Især samarbejdet med defensiven på dødbolde skal forbedres, hvis gæsterne skal rejse fra Wolfsburg med alle tre point.

Mainz – Eintracht Frankfurt

Det er to hold i spillemæssig krise, der mødes søndag eftermiddag. Mainz er efter en god sæsonstart med tre sejre i træk stille og roligt dalet ned gennem rækken, mens Frankfurt er uden sejr de seneste seks kampe. Bedre bliver det ikke af, at Frankfurt aldrig har vundet en kamp i Mainz.

Gæsterne har haft svært ved at følge de fine takter for Euro League op i Bundesligaen, og med et nederlag mod Mainz, er Frankfurt en seriøs del af nedrykningskampen. Til kampen må de for første gang i sæsonen undvære Zambrano, og forsvars generalens fravær kan vise sig dyrt for en defensiv, der i forvejen har set lidt skrøbelig ud og lukket 20 mål ind.

En forsvarsspiller der måske ville ønske, han ikke var med, må være Noveski. For otte år siden præsterede han nemlig at score to selvmål inden for de første seks minutter, selvom det retfærdigvis skal tilføjes, at han også stod for 2-1 reduceringen i en kamp, der i øvrigt endte 2-2.

Vil du smide en skilling på kampen, er det måske en god idé at spille på en uafgjort og få mål. Seks af de seneste ti opgør er endt med pointdeling, og fire gange er Mainz gået fra banen uden at score mod gæsterne.

Bud på opstillinger:

Karius – Pospech, Bell, Noveski, Park – Geis, Soto, polter, Parker, Choupo-Moting – Okazaki

Trapp – Oczipka, Andersson, Russ, Jung – Flum, Rode, Barnetta, Meier, Aigner – Kadlec

Hold øje med:

Parker – Med en skade til Nicolai Müller er det blandt andet fra unge Shawn Parker, at de kreative momenter skal komme. Offensivspilleren har i glimt vist sit potentiale, som eksempelvis målet mod Bayern, men der mangler stabilitet. Kan komme til at gøre ondt på Frankfurt med sine dybdeløb.

Meier – Sidste sæsons nummer tre på topscorerlisten er for alvor ved at være oppe i omdrejninger igen. Det har hjulpet på hans spil, at Kadlec er kommet til, så han igen har en lidt mere fri rolle i positionen lige bag ved. Har indtil videre været involveret i fire scoringer i denne sæson.

You may also like
Union Berlin, Fans, ståpladser
Bundesligaen sætter igen ny tilskuerrekord – over 10 millioner solgte billetter
Optakt, Schalke
Optakt til runde 19 i 2. Bundesliga – HSV vinder, men taber ansigt
HSV, optakt, 2. Bundesliga
Optakt til runde 18 i 2. Bundesliga: Et topholds forbandelse
HSV, Optakt, 2. Bundesliga 2021/22
Optakt til 13. runde i 2. Bundesliga – topholdenes forbandelser