Over en periode på seks sæsoner var Hamburger SV en af Europas største magtfaktorer i europæisk fodbold. Tre Bundesliga-mesterskaber, tre andenpladser, en triumf i Mesterholdenes Turnering ogen sølvmedalje, blev det til. Det var så sandelig en tid, som klubben aldrig siden, har nærmet sig.
Af: Nicolai Sabro Hansen
Det er ikke sprudlende fodbold, der bliver spillet i Europas ottende største by, Hamborg, for tiden. En 16. plads blev det til sidste sæson, hvor de måtte ud i to nervepirrende play off-kampe mod Greuther Fürth om nedrykning til 2. Bundesliga. To kampe som Hamburger SV lige akkurat trak det længste strå i, og sikrede sig endnu en sæson i den bedste tyske række på reglen om udebanemål. Den indeværende sæson er startet ligeså skidt for nordtyskerne, hvor de også ligger placeret som tredjesidst. Engang var tiderne dog anderledes. Engang løb verdens bedste fodboldspiller rundt på Volksparkstadion, det nuværende renoverede Imtech Park, engang stod en af verdens mest respekterede – og stille – trænere på sidelinjen, engang var triumfer dagligdag i havnebyen.
Grandpa Hamburger SV
”Six years in Hamburg is enough! I don’t like it when my grandchildren keep talking about Grandpa Hamburg”
Der var vist ikke nogen frygt for, at den legendariske østrigske træner, Ernst Happel, nogensinde skulle blive som Sir Alex Ferguson. Seks år måtte være nok – slut, færdig!
Happel var ikke kun en stolt mand. Han var også en stille mand, han var en modig mand villig til at tage risici, bestemt og intelligent. Han var også indehaver af en helt speciel egenskab, som gjorde hans seks år i Hamburger SV enormt succesfulde – evnen til at vinde trofæer. Den tidligere østrigske landsholdsspiller, der blev noteret for 51 landskampe i sin aktive karriere, havde et flot træner CV. Og hvis du sulter efter en forsmag på det, så her: ADO Den Haag, Feyenoord, Sevilla, Club Brügge og Standard Liege. Derudover var han også træner for det hollandske landshold, der i 1978 nåede VM-finalen i Argentina, men som måtte rejse hjem med en sølvmedalje efter et nederlag til netop værtsnationen. Måske ikke så glamourøst tænker du måske, men datidens papirer så anderledes ud. Dengang forvandlede han blandt andet ADO til et tophold – faktisk hollandske mestre, og Feyenoord til mestre af Europa. Og CV’et blev i løbet af det tyske ophold kun gjort flottere og flottere. Men det kommer vi tilbage til.
Verdens bedste Kevin
Det var en mindre triumf for Hamburger SV da de i 1977 formåede at lokke en af verdens bedste fodboldspillere til klubben. Navnet på ryggen var Keegan. Den engelske superstjerne med det traditionelle fornavn Kevin, blev hentet i den engelske Beatles-by, Liverpool, som netop havde vundet Mesterholdenes Turnering, men han var ikke just sprudlende i sin første sæson – slet ikke hvis man sammenligner ham med hans sidste tid i Liverpool. Hans ti mål og første halvsæson i Liverpool var dog netop nok til, at blive kåret til vinder af Ballon d’Or i 1978.
Den svære start skyldes i høj grad, at træneren, som hentede ham, Arkoc Özcan, ikke formåede at finde et system, der passede ham. Det ændrede sig dog sæsonen efter, hvor Özcan blev afløst efter en skuffende 10. plads i Bundesligaen af jugoslaviske Branko Zebec. Zebec var tidligere storspiller i blandt andet Partizan Beograd, Røde Stjerne og på det jugoslaviske landshold, hvor han havde stor succes ved både VM og OL og kom på FIFA’s World XI to gange. Som træner blev han kritiseret offentligt for at være for fysisk hård ved spillerne til træning, men alligevel blev han manden, der skulle ligge grundlaget for Ernst Happels succes senere hen – Happels tid blev dog uden Kevin Keegan.
Kevin Keegan, som igen i 1979 blev kåret til verdens bedste fodboldspiller, smuttede nemlig i sommeren 1980 hjem til England. Southampton udløste hans frikøbsklausul på £500.000, og så var Hamburger SV den stjerne fattigere.
Englænderen havde dog været en gevinst for nordtyskerne, og havde været med til at vinde klubbens første mesterskab i 19 år, deltaget i finalen af 1978/79-sæsonens Mesterholdenes Turnering, som de dog tabte 0-1 på Santiago Bernabeu til Nottingham Forest. Sidst, men ikke mindst, var han på holdet, som året efter, vandt 5-1 over selveste Real Madrid, der blandt andet havde Vicente del Bosque på holdet.
Ikke lang tid efter Kevin Keegans afsked med nordtyskerne, blev en afsked af succestræneren Branko Zebec også nødvendig. Zebec havde efter mesterskabssæsonen ført holdet til en andenplads i ligaen, men i 1980 opdagede HSV Zebec’ store svaghed: alkohol. Det kunne bestyrelsen i klubben ikke håndtere, og derfor røg han på porten i december 1980. Den efterfølgende sæson blev han ansat af Dortmund, og selvom han førte dem til en sjette plads – deres bedste placering i 12 år, så røg han også hurtigt ud på grund af sine problemer med promillerne.
Afløseren blev assistenttræneren Aleksandar Ristic, som tog over sæsonen ud. Klubben sluttede for andet år i træk på andenpladsen.
I 1988, døde Zebec tragisk af en alkoholrelateret sygdom.
Fortet Volkparkstadion
Ved starten af 1981/82-sæsonen tog Ernst Happel, som tidligere nævnt, over. En mestertræner kom til en klub, der skulle vippe Bayern München af pinden – igen. Det skulle ske ved hjælp af Happels revolutionerende presspil, som han var en af de første trænere til at benytte. Taktik var aldrig en førsteprioritet – det spillede oftest en birolle. Happel var nemlig mest fokuseret på bevægeligheden, når holdet var i besiddelse af den runde læderbold. Spillet var meget skematisk. Klublegenden Malfred Kaltz, som spillede højreback for klubben gennem 19 sæsoner á to omgange, dækkede solidt højre side af banen, hvor størstedelen af spillet gik igennem ham. Han lagde derfra et af sine ’trademark’ bananaflanken (bananindlæg) ind i panden på den store tyske angriber, Horst Hrubesch, som i 1980 var blevet matchvinder ved at score begge mål i EM-finalen mod Belgien – blandt andet på endnu et af hans kendte kanonhovedstød. Happel spillede meget på den enkeltes rolle, og ikke så meget det taktiske oplæg, og der var faktisk slet ingen forklaring til spillerne, der ikke startede inde. Det var et ganske risikabelt spil, den østrigske træner lagde for dagen, og han er blandt andet kendt for at sige, at ”frygt ikke er en del af mit ordforråd”, og ”hvis vi vil have succes, må vi acceptere, at vi skal tage risici”, men de risici gav pote.
På hjemmebanen Volkparkstadion opbyggede HSV nemlig et decideret fort. Ingen kunne slå dem. To sæsoner i træk var de ubesejrede på hjemmebane. Det var også en af grundende til, at de blev mestre i Happels første sæson. Kun fire nederlag led de i Bundesliga-sæsonen, og selvom det kun blev til 18 sejre imod Bayern Münchens 20, så tabte sidstnævnte hele 11 kampe den sæson, og måtte tage til takke med en skuffende tredje plads.
Det var, dog ikke kun Horst Hrubesch, der stod for scoringerne, selvom han blev sæsontopscorer med 27 mål. Også danske Lars Bastrup, som var blevet hentet i AGF ovenpå kåringen som årets spiller i Danmark i 1980, strålede. 13 mål scorede han i sin debutsæson i det tyske. Deres 40 mål tilsammen, var dog ikke engang tæt på halvdelen af nordtyskernes mål. Hele 95 mål scorede Hamburger SV på 34 kampe i 1981/82-sæsonen. Blandt andet via hele tre 6-1-øretæver og en 7-0-lussing over Duisburg i løbet af den lange sæson.
Med Hamburgs andet mesterskab på fire år, sikrede Happel sig endnu et hjemligt mesterskab, hvilket gjorde ham til den første træner nogensinde til at vinde et hjemligt mesterskab i fire forskellige lande. Mindst ligeså vigtigt var det, at tyskerne igen havde sikret sig adgang til den mest prestigefyldte klubturnering i verden, nemlig Mesterholdenes Turnering.
Farvel til Der Kaiser, og goddag Werder Bremen
Den kommende sæson bød ikke på de store ændringer i forhold til spillertruppen. ”Kun” Der Kaiser, Franz Beckenbauer, forlod klubben og tog tilbage til New York Cosmos, hvor han også var blevet hentet i 1980. Det skete efter en to-årig mindre bemærkelsesværdig karriere i det nordtyske. Nøglespillerne var stadig Uli Stein, Manfred Kaltz, Feliz Magath og Horst Hrubesch. Lars Bastrup faldt væsentligt i niveau i Bundesligaen, og scorede kun fem mål i sæsonen, hvorefter han vendte tilbage til Danmark og Skovbakken. Hans afløser blev Jürgen Milewski, som havde måttet nøjes med 23 kampe i sæsonen forinden. Han havde dog, trods sin bænkplads, vist sit værd med 10 mål, men hævede det antal til 14 i en sæson, hvor han spillede alle kampe. Også tyske Jimmy Hartwig blev en vigtig spiller, i hvad der skulle vise sig at blive en langt mere spændende sæson, hvor Hamburger SV forsvarede deres stime som ubesejrede på hjemmebane.
Sæsonen blev et stort kapløb mellem de forsvarende mestre, HSV, og 81/82-sæsonens nummer fem, Werder Bremen. De var blot rykket op af 2. Bundesliga to sæsoner forinden og blev til daglig trænet af den velkendte tyske træner, Otto Rehagel – samme træner som gode 20 år senere skulle føre Grækenland til deres første – og hidtil eneste – store fodboldtriumf, nemlig EM 2004.
23 sejre fik Rehagels Werder Bremen, men kunne ikke stille noget op imod HSV, som nærmest var uovervindelige. Kun to nederlag blev det til – begge i anden halvdel af sæsonen, hvilket gjorde at Hamburger faktisk gik ubesejret 36 kampe gennem Bundesligaen mellem 30. januar 1982 og 29. januar 1983, hvilket er den anden længste stime i Bundesliga-historien, kun nyligt overgået af Bayern Münchens 53-kampe i perioden 28. oktober 2012 og 5. april 2014, og det var nok til, at slutte foran Bremen på en otte måls bedre målscore. Horst Hrobusch var ikke farlig nok til at fastholde sin titel som topscorer, da han med 18 mål måtte se sig overgået af Bayer Leverkusens Rudi Völler, der scorede 23.
Kulminationen
Og så tænker du nok, hvad så med deres europæiske eventyr, som forrige afsnit lagde op til? Gik det helt galt eller hvad? Og nej, det gjorde det bestemt ikke. Dengang var Mesterholdenes Turnering en knald-eller-fald-turnering på sin bedste gammeldags-facon. Et nederlag, og du er ude. Intet gruppespil. Ingen anden- eller tredjepladser. Kun mesterhold og kun sejre talte.
Det gik som bekendt strålende for HSV i 82/83. Ikke kun i Bundesligaen, men også i Europa. Her kom de i første runde forbi de østtyske rivaler fra Dynamo Berlin, hvorefter man nemt strøg græske Olympiakos af banen. I kvartfinalen ventede Dynamo Kiev, som blev besejret med samlet 4-2, og med den sejr skulle tyskerne op imod de spansk meste, Real Sociedad. Her hev HSV en sen sejr hjem på 2-1 i returopgøret i Tyskland. Et sent mål i det 84. minut af den kun 22-årige midtbanespiller og senere klublegende, Thomas von Heesen, afgjorde løjerne, og sendte klubben i finalen mod de italienske giganter fra Juventus, som blandt andet havde slået danske Hvidovre ud i første runde af turnering med samlet 7-4.
Finale-braget blev spillet på det olympiske stadion i Athen. 75.000 mennesker var mødt op til kampen, hvor Juventus stillede med et hold bestående af fem italienske verdensmestre fra 1982, heriblandt den legendariske målmand, Dino Zoff, og den målfarlige angriber, Paolo Rossi. Derudover, var verdens, på daværende tidspunkt, bedste spiller, Michel Platini, også på holdkortet for Juventus. På trænerbænken havde italienerne Giovanni Trapattoni, som dengang blev anset som uovervindelig.
Tyskerne stillede i nærmest stærkeste formation. Den største svækkelse var, at Jimmy Hartwig var karantæneramt, og derfor måtte se med fra tribunerne.
Hamburg: Stein, Kaltz, Wehmeyer, Jakobs, Hieronymus, Rolff, Milewski, Groh, Hrubesch (c), Magath, Bastrup (’55 – von Heesen)
Juventus: Zoff, Gentile, Cabrini, Bonini, Brio, Scirea (c), Bettega, Tardelli, Rossi (’55 – Marocchino), Platini, Boniek
Klokken var 21:15 lokal tid, da årets største fodboldkamp blev fløjtet i gang af den rumænske dommer, Nicolae Rainea. Der var fuld knald på. Holdene kom angrebsivrige ud fra start. Juventus kom til første chance, hvor Roberto Bettega med en flyvende hollænder, efter indlæg fra Marco Tardelli, fik Uli Stein ud i aftenens første redning.
Det næste der sker exceptionelt. Der er spillet otte minutter da Felix Magath, den 172 centimeter høje tyske midtbaneterrier, modtager bolden midt på Juventus’ banehalvdel. Magath står overfor Juventus’ nr. 8, Bettega, men snyder sig forbi via en skudfinte. Da han nærmer sig straffesparksfeltet, vælger den lave Magath, helt ude fra venstre side af feltet, at skyde på mål. Med sit kolde venstre ben sender han læderbolden i en høj bue over Dino Zoff, som står uden chance og nærmest opgiver at kaste sig efter bolden. Fra kommentatorboksen i Athen lyder det fra den tyske kommentator, Kurt Emmerich: ”Tor, Tor, ein herrlicher Treffer, ein wunderbarer Treffer, der HSV fürht 1:0”. Hjemme i Tyskland var der 18,7 millioner mennesker, der så med på tv, og de kunne på flotteste vis se tyskerne komme tidligt i front. Senere har Zoff selv kommenteret på målet: ”Magath var det hårdeste slag i min karriere”.
Juventus pressede på, men Hamburger SV var hele tiden tættere på 2-0 end italienerne var på at udligne. Blandt andet havde Manfred Kaltz en halvflugter reddet på stregen af den polske angriber Zbigniew Boniek. Fantomstarten på kampen fik en ESPN-kommentator til at sige: ”we’re in for a feast of goals tonigth, if it continues like this”. Det fortsatte sådan, men målene udeblev.
For selvom Platini med en flyvende hollænder og Antonio Cabrini med en helflugter af en anden verden ramte indenfor målrammen, stod Uli Stein på sin plads.
Hamburger SV fik bolden i kassen to gange yderligere ved Wolfgang Rolff og Jürgen Milewski, men begge gange dømte den rumænske dommer offside, og de måtte lede videre efter et kampafgørende mål. Felix Magath var den der var tættest, da han, i anden halvleg, samler bolden op 20 meter ude fra Juventus’ felt. Magath vipper bolden op i luften og helflugter skuddet centimeter over overliggeren.
Det tætteste Juventus er på at få uafgjort er da Uli Stein redder Cabrinis skud fra feltets kant, hvor han via et fladt langskud tvinger den tyske keeper til at give hjørne.
Senere appellerer Michel Platini for straffespark, der synes væltet af tyske Uli Stein, da han efter en stikning har lobbet bolden over målmanden. Stein hopper efterfølgende op og griber bolden, i hvad der ligner et klokkeklart straffespark, men dommeren vinker afvisende, trods vilde protester fra Juventus-lejren.
Sidste chance, der falder i kampen, er igen til Felix Magath. Han er blevet spillet fri efter en lækker detalje af matchvinderen fra semifinalen, Thomas von Heesen, som for øvrigt var blevet skiftet ind i stedet for danske Lars Bastrup, der havde spillet sin sidste kamp for Hamburger SV og endte sin tyske karriere som klubtopscorer med fire mål i Mesterholdenes Turnering. Magath var nu en-mod-en med Zoff, men endnu en gang måtte han se sit forsøg flyve millimeter over mål.
Da kampen blev fløjtet af udbrød der jubel i HSV-lejren – dog var der ikke meget glæde at spore hos træner Ernst Happel, som med sit kolde pokerfjæs, trods alt lod sig modtage et kindkys på den ene kind og et klap på den modsatte fra et af hans medlemmer af staben.
De sidste år
Og med den sørgelige overskrift, mener vi ikke kun i Happels HSV-tid, men hans liv generelt. For trods både europæisk og national succes med det nordtyske storhold, hvor han også formåede at blive den træner, der for første gang havde vundet Mesterholdenes Turnering med to forskellige klubber, holdt Happel kun fire år mere i Hamburger SV. Her var to andenpladser det nærmeste han – og nogen anden siden – er kommet på at genvinde det tyske mesterskab med Hamburger SV. Efter ham overtog den tidligere HSV-spiller Willi Reimann fra 1987-1989, men det blev aldrig nogen succes i de to år, hvor han var træner. Tre år efter, i 1992, døde Ernst Happel af lungekræft i en alder af kun 66 år.
Det år, hvor Danmark altså vandt europamesterskaberne mod netop tyskerne, mistede ikke kun østrigerne, ikke kun tyskerne, men hele verden en af historiens mest respekterede og dygtigste trænere gennem tiden. En træner som godt nok var meget tavs – også blandt spillerne. Gunter Netzer udtalte engang: ”Happel var i stand til at forklare alt, hvad han ville have hver enkelt spiller til. Bagkæden, presspillet og offsidefælden – alt kunne han forklare. Ikke med ord. Han snakkede aldrig, og når han gjorde, forstod man ham ikke. Men hans træningsøvelser gik direkte i blod og knogler på hver en spiller”, og selv udtalte Happel, at han ikke var venner med spillerne, da han foretrak at holde arbejdet på afstand, og måske var det hemmeligheden bag hans enestående resultater. Hans holdninger resulterede i hvert fald i dette famøse citat: ”Hvis du vil snakke, skulle du måske prøve at blive støvsugersælger. Jeg vil kun have fodboldspillere”. Derudover lod han oftest spillerne snakke med pressen. Han var altså ikke en mand som var begejstret for at snakke, men han kunne i den grad finde ud af, at sætte pris på både kortspil, cigaretter og ikke mindst fodbold.
Han var en mester. Det samme var HSV i 1982 og 1983, og det har de aldrig været siden. Dem der blev mestre, er legender. Præcis som Ernst Happel. Østrigeren var bare bedst, som den tidligere hollandske landsholdsspiller og VM-sølvvinder fra 1974, Willem van Hanegem, sagde:
”Ernst Happel var bedst. Han var sin tid langt, langt foran. Han havde stor indflydelse på den samlede fodbold”.
