Navn: MDCC-Arena
Kapacitet: 25.910 tilskuere
Hjemmehold: 1. FC Magdeburg
Rejse og billetter til 1. FC Magdeburg
Den korteste vej er via Hamburg og Hannover, men hold dig opdateret omkring trafikken. Ofte kan det bedst betale sig at dreje fra ved Neumünster og så køre over Wittenburg, da Hamburg er en prøvelse lige nu pga vejarbejde. Fra grænsen er der ca. 440 km til Magdeburg.
Det er let at købe billetter, men du skal slå til, når de bliver frigivet. Der er ofte udsolgt eller meget tæt på.
Billetterne kan købes via klubbens hjemmeside fra godt kr. 100 og op. En fodboldtur til Magdeburg kan fint kombineres med en kamp i Wolfsburg, Braunschweig eller Hannover. De fire byer ligger som perler på en snor i det midttyske.
Du kan få billetter til alle Magdeburgs kampe, hvis du køber gennem Football Travel. På den måde er du også med til at støtte Bulibold.
Einmal, immer FCM
1. FC Magdeburg blev grundlagt i 1965 i det daværende DDR. Klubben er den største i delstaten Sachsen-Anhalt og er især kendt for at være den eneste DDR klub, der vandt en Europa Cup. Det skete i 1974, hvor klubben på De Kuip i Rotterdam finalebesejrede AC Milan i pokalvindernes turnering med 2-0 og det vel og mærke med et hold, der havde en gennemsnitsalder på godt 22 år, og hvor alle spillere kom fra Magdeburg og opland.
I 1983 vandt Magdeburg sin sidste titel, da holdet slog FC Karl Marx-Stadt med 4-0. I de deraf følgende Europa Cup-kampe var det tydeligt, at FCM ikke længere kunne konkurrere med de helt store. 32.000 tilskuere så på det gamle Ernst-Grube-Stadion Barcelona slå Magdeburg med 5-1, hvor en storspillende Diego Maradona stod for tre af målene.
Efter ”Die Wende” røg Magdeburg ind i de samme problemer som næsten alle DDR-klubber. 1. FCM kvalificerede sig netop ikke til 2. Bundesliga. Træner Joachim Streich var inden da skiftet til Braunschweig, og da flere af klubbens profiler ligeledes var skiftet til klubber fra det gamle Vesttyskland, måtte Magdeburg starte livet i Bundesrepublikken i Oberligaen. Nedturen fortsatte, fraset fra et fantastisk run i pokalturneringen i 2000/2001, hvor klubben efter at have slået bl.a. Köln og Bayern ud først måtte lade livet i kvartfinalen mod de senere vindere fra Schalke. I 2002 gik klubben fallit.
Tiden frem til 2015 har været en lang og sej kamp for at omstrukturere klubben og gøre den økonomisk bæredygtig. Under Jens Härtel lykkedes det igen at rykke op i 2. Bundesliga. Klubben rykkede dog ned igen, og først efter 2021/2022-sæsonen lykkedes det for træner Christian Titz både at føre klubben tilbage til 2. Bundesliga samt at overleve den første sæson i Tysklands næstbedste række.
Klubbens største profiler i DDR-tiden var Jürgen Sparwasser – manden bag sejrsmålet i den eneste kamp mellem DDR og BRD, samt den vel bedste angriber gennem DDR-tiden Joachim Streich.
I dag er de største profiler den japanske kantspiller Tatsuya Ito og tyske Luca Schuler.
På kampdagen
Jeg vil anbefale, at man vælger et hotelværelse i Magdeburger Altstadt. På kampdagen skal man så blot følge fansene mod øst hen over Elben og ud til stadion. Ved større kampe bliver der arrangeret fan-march fra centrum og ud til MDCC-Arena.
Tæt ved stadion er der et fint ”vandhul” ved navn Käseglocke, hvor de serverer øl, bratwurst og pretzels.
Vi mødte nogle Magdeburg-fans, og da vi hjemmefra havde bestilt billetter til Nordkurve, vidste vi ikke rigtigt, hvad det indebar. Vores nye ”FCM” venner formanede os inden kampen om, at man skal deltage, når man står i nordkurven, hvor de mest inkarnerede fans holder til, og formastede vi os til bare at nøjes med at se fodbold et øjeblik, så fik man et venligt, men bestemt, puf af personen bag en. Løjerne i kurven blev styret stramt af den travleste mand på stadion, nemlig capoen. I løbet af små to timer skulle han nå både at smadre sin stemme totalt, holde øje med om nogle skulle have en skideballe fordi de havde ”handyen” fremme samt sætte gang i alle sangene. Det var også vildt at opleve, at da holdet efter kampen tog den obligatoriske omgang banen rundt for at takke publikum for støtten, så endte de med nærmest at stå ret foran Nordkurven. Her måtte de så lægge ører til, hvad capoen mente om dagens indsats. Da vi var der, var han ikke pjattet med første halvleg, mens anden gik an. Hvordan han så kom frem til det, er mig en gåde, da han konstant stod med ryggen til kampen.
Hvis man gerne vil opleve en vild stemning, så skal man købe billet til Nordkurven, men man kan altså sagtens tage en af de andre tribuner, hvorfra man både kan se fodbold samt betragte ”galskaben” fra afstand.
Andre seværdigheder i Magdeburg
Magdeburg er hovedstaden i delstaten Sachsen-Anhalt og er en hyggelig by på størrelse med Århus. Ud over fodbolden er byens største seværdigheder Magdeburger Dom, Jahrtausendturm im Elbauenpark og det meget omdiskuterede Gruene Zitadelle – et lyserødt indkøbscenter, der ligger midt i byen og er tegnet af den østrigske arkitekt Friedensreich Hundertwasser.
Se flere guides og få gode råd til, hvordan du får billetter til din næste fodboldrejse i Tyskland i vores store rejsesektion.







