bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Fuld stadionkapacitet i Bundesligaen fra oktober
Werder Bremen, optakt, højdepunkter, stadionkapacitet

I Nordtyskland er corona nu så meget under kontrol, at de lokale myndigheder har åbnet op for fuld stadionkapacitet. Werder Bremens kamp mod Heidenheim i 2. Bundesliga kan derfor blive den første kamp til at blive spillet for et fyldt stadion siden marts 2020.

2G eller 3G. Det har ikke noget med netværksforbindelser at gøre, men det handler i stedet om coronasystemer i forhold til afvikling af fodboldkampe i Tyskland. 3G dækker over geimpft, getestet, genesen (vaccineret, testet, tidligere smittet), og det har været det system, som de fleste klubber har benyttet sig af indtil videre i de bedste tyske rækker, når de skulle sælge billetter til fans.

Ved 2G er det ikke nok at have en negativ test for at komme ind, men der skal du være enten vaccineret eller tidligere smittet for at få adgang. Det har blandt andet Borussia Dortmund valgt at benytte til sine hjemmekampe.

Fordelen ved 2G løsningen er, at den tillader flere fans på stadion, og hvis ellers klubberne kan indføre det, så kan det medføre fuld stadionkapacitet fra oktober af. I delstaten Hamburg har de lokale myndigheder allerede åbnet op for et udsolgt Volkspark, hvis klubben kan garantere en 2G løsning, og dermed var der håb om 57.000 tilskuere til kampen mod Nürnberg i weekenden. HSV havde dog allerede solgt flere billetter til fans, inden de fik meldingerne, og de kunne derfor ikke nå at ændre setuppet i tide.

Men det kan de så i Bremen, der om knap to uger møder Heidenheim hjemme. For også i Bremen er myndighederne nået frem til den konklusion, at det er ansvarligt at have fyldte stadioner, hvis ellers man kan bevise, at man som fan er vaccineret eller tidligere har været smittet med corona, og det betyder, at Werder Bremen mod Heidenheim fredag den 1. oktober principielt kan spilles for 42.000 tilskuere. Den første udsolgte kamp i Tyskland siden marts 2020.

At det netop er i Nordtyskland, de åbner op for udsolgte stadioner er også godt nyt for danske fodboldfans, der gerne vil på Bundesligatur. Og det gør, at muligheden for en uforglemmelig fodboldrejse i slutningen af oktober fortsat er til stede.

Læs mere her

You may also like
HSV, optakt, 2. Bundesliga
Optakt til runde 18 i 2. Bundesliga: Et topholds forbandelse
HSV, Hamburger SV, Nur der HSV
Optakt til runde 17 i 2. Bundesliga: HSV og det evige spørgsmål
Schalke 04
Optakt til 16. runde i 2. Bundesliga: Underholdning haves, stabilitet søges
Bruno Labbadia, Hertha BSC
Optakt til 15. runde i 2. Bundesliga: To Labbadia or not?