DFB har onsdag uddelt de traditionsrige Fritz Walter medaljer til de største tyske talenter.
I U19 årgangen blev guldmedaljen givet til Dortmunds Youssoufa Moukoko, der både er yngste spiller og målscorer i Bundesligaens historie, og som også var med til VM slutrunden for seniorer i Qatar sidste år. Mainz’ Brajan Gruda tog sig af sølvmedaljen, mens bronzemedaljen gik til Umut Tohumcu, der til daglig gør sig i TSG Hoffenheim.
For U17 årgangen var det også en Dortmund-spiller, der tog sig af den fornemste af Fritz Walter medaljerne. Paris Josua Brunner blev belønnet for at have ført det tyske U17 landshold til EM-titel, i en turnering hvor han blev kåret til den bedste spiller. Noah Darvich, der til dagligt tørner ud for FC Barcelona, fik sølv, mens bronzemedaljen gik til Assan Ouedraogo, der slår sine folder i Schalke 04, hvor han allerede har fået spilletid i dette års 2. Bundesliga. Både Ouedraogo og Darvich var også en væsentlig del af det succesrige tyske U17 landshold.
Siden 2005 har DFB uddelt Fritz Walter medaljen til de spillere, der er de største talenter i deres årgang. prisen er naturligvis opkald efter Kaiserslauterns legendariske Fritz Walter, der var med til at vinde VM for Tyskland i 1954.
Spillere som Kai Havertz, Manuel Neuer, Mario Götze, Toni Kroos, Julian Draxler, Timo Werner, Joshua Kimmich, Julian Brandt og Marc-Andre ter Stegen har alle tidligere vundet prisen, hvor der er 20.000 euro til vinderen, 15.000 til nummer to og 10.000 til bronzevinderne. Pengene går dog til de ungdomsklubber, der har udviklet spillerne som en anerkendelse for deres gode talentarbejde.
Læs også: Fritz Walter vindere 2019
Læs også: Fritz Walter vindere 2020