Hvad er den ultimative udmærkelse, en fodboldspiller kan få? At få opkaldt gader, skoler, stiftelser og talentpriser efter sig? En statue i hjemmebyen? Udnævnelse som æresborger eller som æresanfører for landsholdet? Eller at få opkaldt klubbens stadion efter sig?
Fritz Walter kan sætte kryds ved alle disse hædersbevisninger og endda ved mange flere. Han var Fodboldtysklands første superstjerne. I anledning af 100 års-fødselsdagen, som han kunne have fejret den 31. oktober, kigger vi tilbage på hans enestående karriere.
Århundredetalent
Friedrich „Fritz“ Walter blev født den 31. oktober 1920 i sydvesttyske Kaiserslautern. Faren ejede byens værtshus, hvor fodboldspillerne fra 1. FC Kaiserslautern var stamkunder. Da lille Fritz var syv år, sluttede han sig til Betzenberg-spillere, hvor han begyndte på klubbens skolehold. Snart blev det klart, at Fritz kunne noget, de andre ikke kunne. Han havde en udmærket teknik og et fantastik blik for spillet. Da Fritz var 17 år, debuterede han på førsteholdet i en kamp mod SV Niederauerbach, hvor han scorede fire mål. I sin første sæson 1938/39 var han med til at sikre holdet oprykning til den første række, som dengang hed „Gauliga“. Et år senere vandt Kaiserslautern Gauligaen i regionen Saarpfalz, og den unge Fritz Walter havde i så høj grad sat sit aftryk på holdet, at medierne begyndte at kalde det „Walter-Elf“.
Med disse præstationer og medieopmærksomheden var den første udtagelse tillandsholdet kun et spørgsmål om tid. I juli 1940 fik den 19-årige Fritz Walter et opkald fra landstræner Sepp Herberger. Få dage senere debuterede Walter i kampen mod Rumænien, som Tyskland vandt med 9-3. Debutanten scorede tre gange.
Fodbold under krigen
Der var således lagt op til en glimrende fodboldkarriere. Men så kom krigen. I slutningen af 1940 blev Fritz Walter indkaldt til hæren. I de første år fortsatte han med at spille fodbold i de byer, hvor han var stationeret: Han spillede for Thionville (som dengang hed Diedenhofen) og Saareguemines (dengang Saargemünd) i det nordøstlige Frankrig og for soldaterhold som „Rote Jäger“ og „Pariser Soldatenelf“.
Det er ikke for meget sagt, at Walters enorme fodboldtalent reddede hans liv under krigen. Sepp Herberger gjorde alt, hvad han kunne, for at hans landsholdsspillere ikke blev sendt til fronten: Walter var bl.a. stationeret på Sardinien, Korsika og Elba — altså så langt fra fronten, at han, som han selv sagde, kom gennem krigen uden at affyre et eneste skud. Da Walter i 1944 havnede i russisk krigsfangenskab, var det igen fodbolden, der reddede ham. Fangerne spillede mod slovakiske og ungarske vogtere, der genkendte den tyske landsholdsspiller og præsenterede ham for lejrkommandanten. Takket være kommandantens velvilje undgik Fritz Walter og hans bror Ludwig deportation til Sibirien.
Nulstilling i Kaiserslautern og renæssance
Efter krigen skulle alt genopbygges, alle samfundsområder, også sporten. Ved genopbygningen og reorganisationen af 1. FC Kaiserslautern indtog Fritz Walter en helt afgørende rolle. Han fungerede som træner og ledende spiller og organiserede endda kampe, bl.a. såkaldte kartoffelkampe, hvor spillerne fik deres løn i form af naturalier. Kort sagt, han var klubbens ånd og sjæl.
Snart så man resultatet af det hårde arbejde. Ved det første tyske mesterskab efter krigen i 1948 blev Kaiserslautern vicemestre efter Nürnberg. Året efter hentede de bronze, men i 1951 førte Fritz Walter sit hold til klubbens første mesterskab. I 1953 fulgte det andet.
Das Wunder von Bern
Walter-holdet, som det stadig blev kaldt, havde udviklet sig til Tysklands bedste team. Derfor opbyggede Sepp Herberger også VM-holdet omkring profilerne fra Kaiserslautern: Fritz Walter, hans bror Ottmar Walter, Werner Liebrich, Werner Kohlmeyer og Horst Eckel var kernen af 1954’er holdet. Forventninger til turneringen i Schweiz var høje. Det var landets første deltagelse ved en slutrunde efter krigen (i 1950 måtte Tyskland ikke deltage). Men eksperterne var ikke i tvivl om, hvem der ville løbe med VM-titlen. Det ville selvfølgelig de magiske magyarer — det ungarske landshold, der blev anset som verdens bedste. I gruppespillet tabte Tyskland rigtignok med 8-3 mod dem. Men som toer gik Fritz Walters hold alligevel videre og mødte ungarerne igen i finalen i Bern. Tyskerne var stadig underdogs, men de havde vejret på deres side. Denne 4. juli var det nemlig regnvejr, rigtig „Fritz-Walter-Wetter“, som det hedder på fodbold-tysk, når det står ned i stænger. Under Fritz Walters ledelse vandt Tyskland med 3-2, miraklet fra Bern var en realitet. Det, som folk i Tyskland husker fra den legendariske VM-triumf, er på den ene side Herbert Zimmermanns uforglemmelige kommentar „Aus, aus, aus, aus, das Spiel ist aus, Deutschland ist Weltmeister!“ og på den side er det billedet af anfører Fritz Walter med VM-pokalen. Han havde en enorm andel i denne titel og er også ansigtet, man den dag i dag forbinder med denne første tyske VM-triumf.
En af det nye Tysklands grundlæggere?
Fritz Walters status som fodboldhelt hænger selvfølgelig i høj grad sammen med VM-triumfen fra 1954. Det, som landsholdet skabte under hans lederskab, var mere end blot en international titel. Med miraklet i Bern blev den unge Forbundsrepublik hævet ud af krigens ruiner. Den sportslige triumf gav selvtillid og selvværdigheden tilbage og havde en identitetsskabende virkning. Det var i alle henseender en enestående succes, som på grund af dens samfundsmæssige betydning ikke kan sammenlignes med senere VM-triumfer. Der findes samfundsforskere og historikere, der nævner Fritz Walter sammen med forbundskansler Konrad Adenauer og økonomiminister Ludwig Erhard som en af Forbundsrepublikkens grundlæggere. Det er måske en smule overdrevet. Men inden for kridtstregerne var Fritz Walter i hvert fald en af de helt store og en inspiration for mange.
Tilværelsen som fodboldpensionist
Fritz Walter stoppede karrieren i 1959 som 38-årig. Selvom der havde været meget lukrative tilbud fra internationale topklubber, bl.a. fra Atlético Madrid og Inter Milan, forblev han altid tro mod 1. FC Kaiserslautern. „Dehäm is dehäm“, plejede han at sige på dialekt — og hans hjem var uden tvivl Kaiserslautern og Betzenberg. Byen og klubben takkede Walter for hans livslange loyalitet med en række hædersbevisninger, den største var formentlig omdøbningen af Betzenbergstadion til Fritz-Walter-Stadion på Walters 65. fødselsdag.
Fritz Walter spillede 384 kampe for Kaiserslautern og scorede 327 mål. I landsholdsregi blev det til 61 kampe og 33 mål. På begge hold blev han udnævnt til æresanfører.
Og hvad lavede fodboldpensionisten Fritz Walter? Ville en anden karriere som træner ikke have været oplagt? Faktisk ville Sepp Herberger have ham som ny landsholdstræner, men Fritz Walter takkede nej. I 1960’erne trænede han SV Alsenborn, klubben i sin hjemkommune. Med ham i spidsen rykkede klubben op tre gange i træk, hele vejen til Regionalligaen, som dengang var den næstbedste række. Men Bundesliga-træner blev Walter aldrig. Til gengæld var han en flittig og succesfuld forfatter. Han udgav en række bøger med udgangspunkt i sin fodboldkarriere, som alle blev bestsellere. Han kommenterede fodboldkampe. Og han lavede socialt arbejde for Sepp Herberger-stiftelsen, senere også for sin egen Fritz-Walter-Stiftung.
Han døde den 17. juni 2002 i Alsenborn, kun få måneder efter sin elskede hustru Italia Bortoluzzi.
