Efter at have udset mig sæsonens eneste mulighed for at kombinere Hertha BSC og 1. FC Union Berlin over en weekend, var der ingen tvivl om, at vi skulle afsted. Undertegnede tog sammen med sin far mod Berlin for at opleve kontrasterne i den tyske hovedstads fodboldkultur.
Fredag d. 9. Marts
Da de to kommende dage var reserveret til fodbold, tog vi afsted tidligt fredag for at se lidt nærmere på, hvad Berlin havde at tilbyde. Vi indkvarterede os nær Zoologischer Garten og var i gå afstand til Gedächtniskirken, som står som minde for bombningen under anden verdenskrig.
Til vores store ærgrelse blev vores planlagte kamp om aftenen aflyst, da vi ville se VSG Altglienicke mod SV Babelsberg 03 på Friedrich-Ludwig-Jahn-Sportpark i Regionalliga Nordost. Stadionet er normalt hjemmebane for BFC Dynamo, men i denne sæson deler de anlæg med Altglienicke, da de er oprykkere fra Oberliga, og deres tidligere stadion ikke er godkendt til rækken. Der har været store problemer med at afvikle kampene i Regionalliga på grund af kulden, der ramte dele af Europa, og banen var derfor endnu ikke klar til kamp. Det havde ellers været en fin måde at starte weekenden ud med, men vi måtte holde vores længsler efter tysk fodbold i bero en nat endnu.
Lørdag d. 10. Marts – Da Silkeborg skabte jubel på Olympiastadion
Da vi vågnede lørdag, var det med forventningens glæde om at se Hertha BSC mod SC Freiburg. Min far har en forkærlighed til Hertha og har været på stadion fem gange, mens jeg så dem i sidste sæson, da Bayern München spillede mod Hertha. Vi drog tidligt ud mod Olympiastadion, da vi skulle hente vores billetter ved stadion, da vi havde lært, på den hårde måde, at “Ordnung muss sein” ikke gør sig gældende, når det kommer til udlevering af billetter. Da vi så dem mod Bayern i sidste sæson, ankom vi lidt over en time før kampstart for at hente billetterne, men da kampen var udsolgt, og køen og effektiviteten for afhentning af billetter var lang og ikke optimal, kom vi først ind på stadion ti minutter efter kampen var fløjtet i gang.
Vi ankom denne gang halvanden time før, og der var derfor tid til den obligatoriske stadionplatte og tilhørende øl, inden vi drog mod indgangen. Vores pladser var cirka midt for på øverste langside og til en pris på 25,60 euro (ca. 190 kr) for en studerende var det ganske fine pladser, hvor der var godt overblik over banen og trænernes ageren.
Forventningerne til kampen var, at det ville blive en nervøs omgang, hvor ingen af holdene turde tabe og nærme sig pladsen om Relegtionsspiel. Men der var trods alt stadig en forventning om, at Hertha BSC havde den fornødne kvalitet på hjemmebane. Nur Nach Hause, som de siger på de kanter.
Foto: Steffen Hansen
Som ventet og frygtet blev det desværre nervøst, og ser vi bort fra de første 20 minutter, hvor Hertha udnyttede Freiburgs forsvarsfejl og kom til lidt chancer, var det en kamp, der manglede al form for kreativitet. Begge hold stod langt tilbage og forsøgte at leve på det andets hold fejl, hvilket blev symboliseret af en chanceløs anden halvleg, hvor Freiburg spillede på kontra, og Hertha kun formåede at spille bolden frem og tilbage. At spillede ikke fungerede for Berlinerne kunne tydeligt ses på Dardais utilfredshed fra bænken, hvor han indskiftede tre spillere indenfor den første time.
Spillet på banen påvirkede også stemningen på tribunen, hvor hjemmeholdets fans udtrykte sin utilfredshed efter for meget boldspilleri mellem målmand, forsvar og midtbane. De stemningsskabende fans på Ostkurve forsøgte at skabe en atmosfære, men det kom aldrig ud til de andre tribuner, hvor en piften havde overtaget. Kampen endte 0-0, og Freiburg så mest tilfredse ud efter kampen, og det forstår man godt, da Hertha virkede som et lamslået hold.
For at understrege den søvndyngende fodbold, var der mest spænding ved at følge med i, hvor stort et nederlag HSV led i München, mens den største glæde kom fra en dansker ved vores side, som højt udbrød “Silkeborg, Silkeborg, Silkeborg”, da de kom foran i Hobro. Mens dem omkring os intet fattede, brød danskerne ud i latter. Det var ret beset kampens højdepunkt.
Olympiastadion er unikt og ikonisk, og med sin fortælling om OL har det en formidabel historie, men som fodboldstadion for Hertha BSC er stadion alt for stort, når man kun i snit kan tiltrække omkring 45.000-50.000 pr. sæson. Et tal der sminkes af udsolgte kampe mod Dortmund og Bayern München.
Til kampen mod Freiburg var der 38.625 tilskuere, og det ødelægger noget af oplevelsen og atmosfæren, når halvdelen af stadionets grå sæder står tomme. Atmosfæren op til kampen rammes ligeledes af det, da der ikke er den samme enhed af fans som følges fra station til stadion.
Foto: Steffen Hansen
Berlin skiller sig ud fra mængden og er ikke som tyske fodboldbyer er flest. Da der er så mange turister i byen, får man derfor ikke oplevelsen af, at byen står sammen om fodboldholdet, ligesom der også ses mange turister under kampene. Det virker for mig uforståeligt, at en af Europas største byer ikke kan tiltrække flere folk til fodbold, og som det er nu, er stadion for stort til en klub af Herthas størrelse. Man må håbe at klubbens planer om et nyt og mindre stadion realiseres.
Søndag d. 11. Marts – Nøglebundt og arbejderkultur
Efter en skuffende kamp på Olympiastadion var forventningerne højere til søndagens kamp mellem 1. FC Union Berlin og Erzgebirge Aue på Stadion an der alten förstrei i 2. Bundesliga. I øvrigt kamp nummer 400 for begge hold i rækken. Union skulle forsøge at vinde terræn på Holstein Kiel på tredjepladsen, og fra Aue skulle forsøge at hente point til nedrykningskampen. Med forår i luften og temperaturer op til 16 grader var der lagt op til perfekt fodboldvejr. Vi havde flere gange snakket om, at det kunne være en tur værd at se Union Berlin, der er lidt af en kultklub trods sine manglende resultater, så det var med spænding at vi steg på toget mod forstaden Köpernick, hvor klubben holder hjemme.
Da vi steg på toget, var der ikke mange fans, men der skulle blot gå et stop, før vi var omringet af røde Union trøjer. Ved udstigning på Köpernick station brød de første sange ud fra de medrejsende Aue fans i deres flotte og kendetegnende lilla trøjer. Det var folkeligt og autentisk, og det var en fornøjelse at opleve, hvordan hjemme- og udefans fulgtes ad til stadion og boderne foran for at drikke en øl i skøn samhørighed. Netop dette er noget jeg med fornøjelse nyder ved den tyske fodboldkultur.
Vejen til stadion går gennem en skov, og for enden af skoven ligger et stadion. Heraf navnet Stadion an der alten försterei, som betyder noget i retning af Stadionet ved det gamle skovbrug. Dette står i stærk kontrast til den olympiske allé, ligesom området omkring stadion symboliserer den fortsatte kontrast mellem Øst- og Vestberlin.
Foto: Steffen Hansen
Efter at have drukket vores øl stillede, vi os i kø ved indgangen, og lad det bare være sagt med det samme; det var mildest talt primitive indgangsforhold. Der var fem luger til at lukke de mange tusinde ind på den ene langsides ståtribune, og det tog sin tid at komme ind på stadion. Dette er dog også det eneste negative, som jeg kan fremhæve fra oplevelsen på stadion.
For efter ventetiden i køen gik vi ind på stadion, og det mindede om noget fra “de gode gamle dage”. Stadion er bygget med tre ståtribuner og kun en enkelt tribune til siddepladser, hvilket giver en helt særlig atmosfære. Min far fik sagt, at det var noget han ikke havde troet at skulle opleve igen i moderne fodbold og det mindede ham om tiderne i Københavns Idrætspark.
Som studerende kostede billetten 14,50 euro (ca. 108 kr), og det kan klart anbefales i stedet for at købe billet til siddetribunen. Hvis man vil se godt, kræver det dog, at man ankommer i god tid. Vi stod ikke perfekt til at have et klart overblik over hele banen, så vi måtte bevæge os og rykke lidt undervejs.
Foto: Steffen Hansen
Oplevelsen synes autentisk, og man bliver draget ind i enheden, som har til formål at bakke Union til sejr. Fansene synes i topform, og stemningen er højlydt fra begge lejre i en næsten udsolgt kamp, hvor der er 21.788 tilskuere på stadion. Union Berlin er holdet, der kommer tættest på i første halvleg, hvor de med halvlegens sidste aktion rammer overliggeren.
Undervejs mærker man fansenes forbindelse med spillerne, som udover en flot vokal opbakning, hiver sit nøglebund frem og ryster det ved dødboldssituationer. Umiddelbart en gimmick der kan lyde mærkværdig, men med nok rystende nøgler i vejret giver det en fed lydeffekt.
Anden halvleg åbner sig mere op, og begge mandskaber kommer frem til chancer, men må konstarere at målmændene står i vejen og redder dere hold med flotte redninger undervejs. Vi tager hjem med endnu et 0-0 resultat, men har alligevel fået en god kamp og autentisk oplevelse med fra stadion.
Union Berlin har danskerne Jakob Busk og Kristian Pedersen i truppen og begge var udtaget til kampen. Busk stod første halvdel af sæsonen, men han er blevet reserve efter vinterpausen. Pedersen spillede igen samtlige 90 minutter, og han var under hele kampen et aktiv i holdets farlige venstreside bestående af ham og topscorer Steven Skrzybski, som forsøgte at kreere offensiven. Derudover spillede han en stabil kamp i forsvaret uden store fejl og havde godt styr på sin direkte mand. Der er en grund til, at der eftersigende er flere Bundesligaklubber, der meldes interesserede i danskeren.
Man fornemmer hurtigt, at der er en kultur til forskel mellem Hertha BSC og Union Berlin, som på sin vis repræsenterer Vest- og Østberlin. Mens det som udefrakommende kan være svært at definere Herthas kultur, så rammes man hurtigt af rammerne omkring Union Berlin. Klubben repræsenterer både området omkring Köpernick, og man får fornemmelsen af at komme til en arbejderkultur, hvor der er en større forbindelse og samhørighed mellem fans, spillere og klub.
Foto: Steffen Hansen
Arbejderkulturen understreges af, at der ude foran stadion står en skulptur af en højthævet håndværkerhjelm, der virker til at afspejle både klub og fans. Forholdene er ikke ligeså gode som på Olympiastadion, men til gengæld byder det på så meget andet. Ikke mindst autenticitet, hvilket til tider kan savnes i moderne fodbold, hvor økonomi fylder mere end rammerne for spillet. Autenticiteten skabes også ved, at klubben kan leve lidt i skjul af Hertha og Olympiastadion, og at de ikke har den samme tiltrækningskraft på turister. Det bliver ikke sidste gang vi har besøgt Berlin og Stadion an der försterei, der efterlod et stærkt indtryk.
Læs også: Fanfortælling om forholdet til Union Berlin
Læs også: Fanfortælling – hvorfor overhovedet Hertha?
Husk, at du kan se Bundesligaen direkte og helt gratis hver uge her hos Bulibold
