Så er vi der igen. Irritationen over, at et forsøg på at skabe retfærdighed griber afgørende ind i et så simpelt, herligt og alligevel komplekst spil som fodbold.
Når en Bundesliga-dommer afbryder spillet og tegner en firkant i luften med fingrene, så ved man at der er ballade under opsejling og formentlig stof til nogle dages palaver i den tyske fodboldverden ind til næste runde i Bundesligaen står for døren.
Palaver, diskussion og ballade har der været rigeligt af i den snart overståede sæson, hvor video-dommere har været en del af spillet på banen. Og selv om flertallet af klubber har stemt for at fortsætte forsøget med Video Assistant Referee (VAR), så har det efter min mening været alt for mange hårrejsende eksempler på, hvor umuligt et videodommer-system i dets nuværende udformning passer til fodbolden.
1. FC Köln har brokket sig højlydt over systemet flere gange og det med rette. Blandt andet blev et mål mod kölnerne godkendt, selv om det stred mod reglerne.
I Freiburg har træner Christian Streich også været flintrende arrig over, at det en gang har været med til at dømme åbenlyst forkert mod breisgauerne, mens det i en anden situation ikke opfangede et forkert dømt gult-rødt kort, for slet ikke at tale om den nylige udekamp mod Mainz, hvor spillerne var sendt i omklædningsrummet til pause, før VAR-systemet havde spottet en minimal hands, der kostede et straffespark og efterfølgende scoring mod Freiburg.
For mig at se har VAR vist alle de svagheder, et videodommer-system giver i et dynamisk spil som fodbold. Når der er tvivl om en kendelse, tager det alt for lang tid for videodommeren at gennemse kendelsen for derefter at gribe ind. Flere gange har det taget over et minut før spillet er blevet fløjtet tilbage i den højeste retfærdigheds navn. Andre gange er der blevet set igennem med åbenlyse fejlkendelser, hvor spillet er fortsat uden der er skredet ind over for mulige røde kort, offside-kendelser eller straffespark.
Det er et irritationsmoment af de store, at man i den hellige retfærdigheds navn prøver at arbejde med tv-billeder for at gennemse kendelserne. Den menneskelige faktor har altid været en vigtig del af fodboldspillet, og uanset hvor meget man ønsker at sikre fuld retfærdighed i fodbolden, så er én af de vigtigste grundregler i fodboldloven, at det i langt de fleste situationer er dommerens skøn, der er afgørende for, om der skal gribes ind eller ej. Og dommerskønnet bliver ikke nødvendigvis mere rigtigt af, at det bliver set igennem 12-15 gange på en tv-skærm i en bunker i Köln, hvorfra alle kampe bliver overvåget.
Desuden irriterer det mig også grænseløst, at der bliver talt om, at det er “kampafgørende” situationer, der kan gennemses. Men i princippet kan et indkast dømt den forkerte vej halvandet minut før et mål bliver scoret også være kampafgørende. Hvor vil man lægge snittet for, hvad der kan være kampafgørende? Et “lille” frispark midt på banen, der udløser mulighed for en dødbold, der efterfølgende giver mål er vel også kampafgørende…
Og så har jeg slet ikke luftet min irritation over de mål, der er blevet annulleret for offside i løbet af sæsonen. Niclas Füllkrug udlignede for Hannover hjemme mod RB Leipzig, men efter flere minutters VAR-kigning blev dommerne enige om, at Füllkrugs uklippede storetånegl var i strafbar offside, da han scorede, og dermed blev målet til stor forundring på hele stadion annulleret.
Hvad er der i øvrigt blevet af den gamle tommelfingerregel, hvor der i tilfælde af tvivl omkring en offside skulle dømmes til fordel for angriberen…? Den fungerede ellers ganske fint samme aften, da Robert Lewandowski ud fra tv-billederne stod i en solid offside-position, da han scorede det første mål i Bayern Münchens nedsabling af Borussia Dortmund.
På trods af argumenterne for, at fodbolden skulle være blevet mere retfærdig og fejlkendelser er elimineret, så har jeg mere end svært ved at forlige mig med VAR-systemet. For samtidig er det også kilden til en masse ballade, frustrationer og tvivl blandt både spillere, trænere, ledere og ikke mindst tilskuere. Der er ingen gennemsigtighed i, hvad der bliver gennemset. Ingen aner, hvad der bliver kigget på og hvorfor, og i sidste ende har VAR-testen i denne sæson for mig vist, at systemet ikke er brugbart i et spil som fodbold.
Det fungerer i tennis, badminton eller amerikansk fodbold, hvor spillet er dødt efter en duel. Men i fodbold, hvor spillet kører videre ind til dommeren fløjter, har VAR vist sine store begrænsninger. Det er i min bog helt håbløst, at spillet kan køre videre i over et minut, før der bliver grebet ind over for en mulig fejldom. Og jeg ser med spænding frem til den dag, hvor der kommer to eller flere kontroversielle kendelser, der kræver VAR-gennemkigning. Så bryder helvede og debatten for alvor løs i det fodboldbegejstrede Tyskland.
Kort sagt – VAR har i min verden på ingen måde været en forbedring af fodbolden. Snarere tværtimod med al den irritation og ballade, kampen for at sikre den højeste retfærdighed har medført.
PS: Havde VAR været virkelig været våbnet til en effektiv udryddelse af samtlige fejlkendelser i fodbolden, så kunne hjemmesiden www.wahretabelle.de have nedlagt sig selv – men den opdaterer stadig med alle fejlkendelser…
Lyt også til denne podcast, hvis du vil blive klogere på VAR og dets udfordringer i Bundesligaen
