Af Torben Sandhøj
Hvordan bliver man som 10-årig dansker fan af en tysk klub? Det spørgsmål har jeg fået stillet utallige gange igennem årene, så lad mig prøve at forklare.
Det hele begynder egentlig i 1976 i en lille forstad til Odense, hvor min far har tunet vores gamle ITT Schaub-Lorentz 20” farve TV ind på en kanal, jeg aldrig har hørt om, ZDF! Lørdag aften kl. 18:05. Der er simpelthen fodbold i fjernsynet. Ikke noget jeg er særlig vant til, ja det er faktisk første gang, jeg rigtigt ser fodbold i tv…. (Det ændrer sig fra den dag i maj 1976). På en grøn-brun fodboldbane tryller en lille fodboldspiller og leger nærmest kispus med den ene forsvarsspiller efter den anden og scorer det ene mål efter det andet. Han er fra Vejle, siger min far stolt. Fra Vejle, spørger jeg forundret? For mig er Vejle verdens røvhul, et sted vi kører igennem, når vi skal til Horsens! Ikke desto mindre er denne lille boldbegavelse en time senere tysk mester i fodbold med en klub i de flotteste hvide trøjer og sort/grøn stribe, som jeg end ikke med mit skoletysk kan udtale navnet rigtigt på… VFL 1900 Borussia Mönchengladbach. På den lille skærm toner den lille mand frem igen med en stor sølvtallerken højt hævet over hovedet…. Allan Simonsen.
Foto: Torben Sandhøj
Byen og klubben ligger på den østlige side af floden Rhein ikke langt fra den hollandske grænse. Godt klemt inde mellem andre storklubber i Tyskland. Schalke 04, 1. FC Köln, Borussia Dortmund, Bayer Leverkusen Fortuna Düsseldorf og VFL Bochum, hvor gedebukkene fra Köln er den store arvefjende og hadeklub. I 2004 blev klubbens gamle, legendariske hjemmebane Bökelberg revet ned. Klar stod i stedet en super moderne park med stadion til 55.000 tilskuere.
Sommeren 1976 går og blev til efterår og vinter. Det er den vinter, jeg bliver drillet med min strikkede tophue… og halstørklæde. Også selvom alle går med strikkede tophuer og halstørklæder i Odense i 1977. Enten i rød og hvid eller i blå og hvid. OB, den lokale overklasseklub, ligger suverænt til at blive dansk mester i fodbold for første gang i klubbens historie, og de har overhalet den gamle mester og arbejderklub B1909, der nu ligger til nedrykning. Min tophue og halstørklæde er bare ikke som de andres. Den er sort, hvid og grøn. En tysk klub? Hvorfor?
Der Allan
Det var i første omgang på grund af Allan Simonsen, siden fandt jeg ud, af han ikke var den eneste dansker i klubben. Der var faktisk yderlige to af slagsen. Ulrik Le Fevre og ikke mindst Henning Jensen…. Wow, ja nærmest imponerende. Udover danskerne bestod holdet og truppen også af den ene tyske landsholdspiller efter den anden. Jupp Heynckes, Berti Vogts, Rainer Bonhof, Herbert Wimmer, Elward Lienen, Gunter Netzer, Uli Stilike og Horst Wohlers. Ham der var dansk landstræner i et par minutter, som nogen måske husker. Selv i dag kan jeg tabe kæben over det. Holdet blev dengang i 70’erne kaldt ”Die Fohlen Elf”, da holdet var så ungt og gennemsnitsalderen meget lav. Gladbach vandt 80 procent af alle kampene på hurtig kontrafodbold, så de lignede snarere fuldblods væddeløbsheste end føl i forhold til modstanderne, men kælenavnet varede ved.
I foråret 1977 kvalificerer Gladbach sig til finalen i Mesterholdenes Europa Cup i Rom, hvor de skal møde selveste Liverpool. Og nogle uger senere gentager bedriften sig fra året før, da de en dejlig maj eftermiddag sikrer sig sit tredje tyske mesterskab i træk. Uden jeg viste noget om det, var jeg nok blevet forelsket sådan rigtig for alvor.
Foto: Torben Sandhøj
Stadio Olimpico i Rom 25. maj 1977. Danmarks Radio viser Mesterholdenes Europa Cup finale 1976-77, større bliver det ikke. Det er dengang, hvor det virkelig er mesterhold, der spiller med i turneringen. Jeg husker, jeg har ondt i maven hele ugen op til og i sær om onsdagen af bare spænding. Liverpool vinder dog kampen 3-1, og jeg er skuffet i flere uger efter. End ikke det nok flotteste mål af Allan Simonsen kan redde mit humør. Gladbach har simpelthen for mange spillere ude af kampen på grund af skader. Havde de dog bare være i den finale året før, så er jeg sikker på, de havde været vindere af Mesterholdenes Europa Cup.
Med far på tur
Én ting er at følge et hold på afstand og i TV. Noget helt andet er at stå/sidde på et rigtigt fodboldstadion og for alvor mærke stemningen og atmosfæren. I 1977 havde jeg været på stadion i Odense og set OB nogle gange i sæsonen, men det kan jeg hurtigt sige er ingenting, i forhold til der hvor jeg er på vej hen i bus nogle få måneder senere….
Det bliver forår i 1978, og bundesligaen er gået ind i sin helt afgørende fase, og de to ærkerivaler 1. FC Köln og Borussia Mönchengladbach ligger side om side i Bundesligaen og kæmper bravt om 1. og 2. pladsen med lige mange point, dog med Köln på 1. pladsen med en noget bedre målscore. Jeg sidder i en bus på vej over Fyn og ned gennem Sønderjylland på vej til Hamburg og Volksparkstadion med min far og 48 andre fodboldentusiaster. Vi er på vej til 33. og næstsidste runde i bundesligaen og slutspurt om det tyske fodboldmesterskab. Mönchengladbach skal møde Hamburger SV. Det er helt vildt. Stadion er total udsolgt med 61.000 tilskuere, og der er virkelig stemning og fanklubber som synger og jubler i fællesskab. Jeg har aldrig set så mange flag og højlydt opbakning til fodbold før. Gladbach har mulighed for at vinde det fjerde tyske mesterskab på stribe, men det kræver at Köln snubler i spurten, og der er kun to kampe tilbage. Borussia vinder hele 6-2 – ikke den værste stadiondebut – og så var det ellers bare at vente på meldingerne fra Köln. Endelig får vi hele rundes resultater én efter én og til allersidst informeres vi om, at Köln har vundet 2-1.
Foto: Torben Sandhøj
Ugen efter tager Borussia hjemme på RheinStadion i Düsseldorf imod det falske Borussia fra Dortmund, mens Köln skal en tur til Hamburg og møde St. Pauli. Gladbach udspiller Dortmund og vinder 12-0 (tolv nul) efter 6-0 ved pausen, men da Köln også vinder, er det ikke nok. 12-0 skulle være blevet til 15-0, skulle det have givet guld. En skuffelse og faktisk er den sæson i 77/78 det tætteste Gladbach har været et tysk mesterskab siden.
Så det er ikke altid nemt at holde med Mönchengladbach, der også har været nede i 2. Bundesliga et par gange. Byen ligger temmelig langt fra Odense, men alligevel har jeg ofte taget turen og de små 800 km hver vej, når det har været muligt at få billetter. Det var ekstremt svært i 70’erne og 80erne, da stadionkapaciteten kun var 34.000, og man sagtens kunne have solgt to-tre gange så mange. I slutningen af 80’erne var økonomien simpelthen så stram, at klubben solgte den ene profil efter den anden og røg ned i 2. bundesliga et par gange. Op igennem 00’erne befandt klubben sig nærmest i en skygge af sig selv og kunne vel kun betegnes som en blød mellemvare, men siden en kraftig udrensning i 2008 blæste nye vinde ind over klubben, succesen er vokset, og klubben er igen nået ud i Europa og ikke mindst Champions League og Königsklasse.
Her 43 år senenere kører min far og jeg stadig ad Autobahn 7 og 1 mod NiederRhein og Borussia Park, når tiden og pengene rækker til det, for den en lille tiårige dreng fra 1976 er stadig fan af et tysk hold. Han er fan af Borussia Mönchengladbach.
