bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: Bayer Leverkusen – Gladbach: Gamle bekendte mødes i Leverkusen

Optakt: Bayer Leverkusen – Gladbach: Gamle bekendte mødes i Leverkusen

Leverkusen, stadion

Leverkusen virker uovervindelige i øjeblikket, og der skal en stor overraskelse til, hvis Gladbach og Gerardo Seoane skal kunne putte grus i Xabi Alonsos så velkørende maskineri.

Kampfakta

Spillested: Bay-Arena, Leverkusen
Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 18.30

Bayer Leverkusen

Hvilke superlativer skal man efterhånden sætte på Xabi Alonsos Bayer Leverkusen-hold? 

Leverkusen er stadig det eneste ubesejrede hold i Europa, mens deres 48 point efter 18 kampe samtidig er det tredjehøjeste i Bundesligaen historie. Den kan vi lige tygge lidt på. 

Die Werkself var ellers i problemer i den seneste spillerunde, hvor de var på besøg hos RB Leipzig. Hele to gange var Alonso og co. bagud, men begge gange fik Bundesligaens førerhold udlignet. Det lignede dermed, at det skulle blive til en pointdeling, men Piero Hincapié ville det anderledes. 

Han dukkede op et minut inde i dommerens tillægstid og sendte Leverkusen på sejrskurs, hvilket var den femte Bundesliga-sejr på stribe. Der var dog lidt malurt i bægeret, da Jerime Frimpong måtte lade sig udskifte efter bare en halv times spil. Det samme måtte Ezequiel Palacios, som ikke når at blive klar, mens Frimpong til gengæld er klarmeldt. 

Sejren i Leipzig er det seneste vidnesbyrd om, at Leverkusen skal tages seriøst i år. For alvor. For man ligner lidt af et mesterskabshold, når man to gange på en svær udebane kommer tilbage og ovenikøbet får en sen sejr med hjem i bagagen. 

Samtidig kan man allerede så småt sætte kryds i kalenderen den 10. februar, hvor Leverkusen hjemme tager imod Bayern i en direkte duel om førstepladsen. For selvom Leverkusen nu topper Bundesligaen, så skal man aldrig afskrive Bayern, også på trods af at det ikke kører på skinner i München lige i øjeblikket, så er de kun fire point væk. 

Men før Leverkusen begynder at rette fokus på det topopgør, så skal de altså lige forbi Gladbach og egentlig også Darmstadt først. Leverkusen har dog haft et godt tag på Gladbach de senere år, hvor de er ubesejret i de seneste otte opgør. 

Bundesligaens tophold er dog ramt af en del skader, da Alonso, foruden Palacios, også må se bort fra forsvarskrumtappen Jonathan Tah, der er ude med karantæne. Derudover er Leverkusen uden Adli, Kossounou og Tapsoba, der er til AFCON, mens Arthur og topscorer Boniface er ude med skader. 

Gladbach

Det er et skridt frem og to tilbage for Gladbach i øjeblikket. 

Efter en skidt periode med tre kampe i træk uden sejr inden årsskiftet, startede die Fohlen 2024 ud med en sejr over Stuttgart. De tre point blev dog ikke fulgt op hjemme imod Jess Thorups Augsburg-mandskab, hvor Gladbach ellers var foran, men endte med at tabe 1-2. 

Det betyder, at Gladbach er placeret på 12. pladsen med 20 point, og dermed befinder de sig lidt i ingenmandsland. De er ikke rigtig tæt på nedrykningsræset, mens en top- eller subtopplacering virker lidt langt væk. 

Der skal også lidt af en overraskelse til, hvis Gerardo Seoane skal få skovlen under sit gamle mandskab. Senest de to hold mødtes, endte det også med en klar 3-0-sejr til Leverkusen, som også er storfavoritter til lørdagens sene opgør. 

Seoane må se bort fra Čvančara, Omlin og Ullrich, der er ude med henholdsvis en ankelskade og skulderskader. Samtidig har Gladbach Itakura afsted til de asiatiske mesterskaber, så han er heller ikke til rådighed. 

Et lille lyspunkt for Gladbach må dog være, at Julian Weigl er tilbage efter sin karantæne, mens Jordan har scoret to mål i de seneste to kampe. 

Karantæner

Leverkusen: Tah

Gladbach: Ingen

Bud på startopstillinger:

Leverkusen: Hrádecký (c) – Stanišić, Andrich, Hincapié – Frimpong, Xhaka, Puerta, Grimaldo – Hofmann, Wirtz – Schick

Gladbach: Nicolas – Scally, Friedrich, Elvedi, Netz – Honorat, Weigl (c), Koné, Hack – Jordan, Pléa

Vidste du, at..:

Leverkusens 15 sejre i indeværende sæson er lige så mange, som de fik hele sidste sæson?

Dom:

Det vil være en stor overraskelse, hvis ikke Leverkusen lever op til deres favoritværdighed og slår Gladbach. Selvom Tah er ude, hvilket er et slag, så burde die Werkself stadig kunne besejre Leverkusen. Vi tror på en 3-1-sejr til hjemmeholdet.

Få spiltips til alle kampe i Bundesligaen hos SpilXperten

You may also like
DFB, Landshold, Tyskland, ny tysk landstræner, EM-manager, højdepunkter
Optakt: Tyskland – Spanien: Den moralske (kvart)finale
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 17 – Was Erlaube Bayern?
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Tåregas, stortalenter og 21 mål på 240 minutter: De vildeste 28 timer i DFB Pokal-historien
HSV, optakt, 2. Bundesliga
Optakt til runde 30 i 2. Bundesliga: Er St. Pauli gået i stå og Nordderby i Hamburg