Det er langt fra hver gang, at danskerstatus er beriget med et danskermål, og det er derfor en kæmpe fornøjelse at kunne berette om to af slagsen i denne uge, og det endda af samme person. Kan du ikke lige huske, hvem det er, der har scoret, så kan jeg kun anbefale at fortsætte læsningen herunder.
Andreas Christensen, Borussia Mönchengladbach:
Der er rigtig mange ting, der går godt for Andreas Christensen i Gladbach for tiden. Han spiller fuld tid i alle kampe, han er meget involveret i spillet, og for tiden er der mange spekulationer om, at Gladbachs træner, André Schubert, vil gøre sit for at holde på den danske guldfugl.
Som om han ikke havde bevist sig nok i forvejen, så sørgede AC for lige at hamre sit navn fast med tykke søm i weekenden. Her mødte AC og Gladbach Jannik Vestergaard og Werder Bremen. AC kom klart bedst ud af den danskerduel; Gladbach vandt kampen 5-1.
2 af Gladbachs 5 mål blev scoret af ingen ringere end, ja du havde nok gættet det, AC. Med sine mål til 2-0 og 3-0, det sidste efter 49 minutter, var AC reelt med til at afgøre kampen for Gladbach. Til gengæld havde han mindre boldbesiddelse, end vi før har set det. Den simple forklaring på dette er, at de offensive kræfter hos Gladbach havde bolden mere.
Vi kunne sagtens snakke om flere statistikker, men det virker en kende ligegyldigt ved siden af det faktum, at AC scorede 2 mål og formentlig en plads på ugens hold.
Frederik Sørensen, 1. FC Köln:
Kölns træner, Peter Stöger, har tidligere på sæsonen valgt at spille med 5 mand i bagkæden, og i disse situationer har det altid inkluderet Frederik Sørensen. I Kölns kamp mod Hamburg spillede Köln med 3 mand i bagkæden, hvilket var 3 centrale forsvarsspillere, hvorfor det på dette punkt minder om opstillingerne med 5 mand i bagkæden, men denne gang var der ikke blevet plads til Frederik Sørensen i startopstillingen; eller i kampen for den sags skyld.
Dermed er det nu tredje runde i træk, at Frederik Sørensen absolut ingen spilletid får i Köln, og derfor skal vi ikke kreere nogen længere udredning her.
Vi kan dog vælge at fokusere på det faktum, at Sørensen denne gang blev fravalgtt på trods af, at Köln spillede med 3 mand i forsvaret, hvorfor han naturligvis vil være fjerdevalget eller dårligere, og det virker ikke holdbart for en mand, der spillede fuld tid i Bundesligaens første 10 runder.
Peter Stöger gør sig selvfølgelig sine overvejelser og følger med i træningerne, men det er meget påklageligt, at Sørensen i øjeblikket mere døjer med siddesår end syre i lårene.
Jannik Vestergaard, SV Werder Bremen:
Har man læst indtil dette punkt, giver det sig selv, at der ikke just er positive ting om Jannik Vestergaard og Werder Bremens kamp i den forgangne weekend. De blev udklasseret af Gladbach, der kunne glæde sig over en stor 5-1 sejr. Dog kan vi stadig fokusere lidt på Vestergaards præstation.
Jannik Vestergaard spillede hele kampen i det centrale forsvar ved siden af Papy Djilobodji, men ingen af dem havde en kamp, de vil se tilbage på med nogen form for glæde. Som det mest bemærkelsesværdige ved Vestergaards præstation, kan vi nævne, at han lykkedes med 4 tacklinger, og at han fik et gult kort efter 69 minutter.
Vi tager vist ikke munden for fuld, hvis vi siger, at vi gør Vestergaard en tjeneste ved at lade kampen ligge og lade ham fokusere på at få revanche i næste kamp.
Leon Andreasen og Uffe Bech, Hannover 96:
Hannover ligger i øjeblikket på en 18. plads i Bundesligaen, og deres præstation i weekenden gjorde ikke meget for at ændre på dette faktum. Her mødte de Mainz, som løb med de tre point, eftersom de vandt kampen 1-0.
Som status har været det med Leon Andreasen siden opstarten på denne side af julen, var han også i denne kamp ukampdygtig med en forstuvet ankel. Hvornår han vender tilbage er stadig uvist, og derfor skal han ikke optage mere spalteplads i denne omgang.
Modsat Andreasen, så var der blevet plads til Uffe Bech i startopstillingen hos Hannover. Lidt uvant sin favoritposition spillede Bech på den venstre side af midtbanen. Her spillede han 68 minutter, indtil han måtte vige pladsen for Kenan Karaman. Som den skarpe observatør har opfattet, så var Bech ikke involveret i scoringer eller assists, da Hannover forblev målløs.
Hvad Hannover skal gøre for at redde deres position i ligaen, kan der skrives lange udredninger om. Om det lykkedes, skal forblive usagt, men man kan da tillade sig at håbe det med henblik på de to danskere, der ellers skal søge nye arbejdsgange for at kunne begå sig i den bedste tyske række. Trods alt er det også for tidligt at tage sorgerne på forskud.
Pierre-Emile Højbjerg, FC Schalke 04:
Schalke mødte lørdag Wolfsburg i en kamp, der, set med danske øjne, bød på muligheden for en danskerduel. Sådan skulle det ikke blive. Det skulle det ikke, fordi André Breitenreiter af uransagelige årsager havde valgt fuldstændig at se bort fra Pierre-Emile Højbjerg i sin trup til opgøret. Pierre-Emile måtte i stedet se kampen fra tribunen, hvilket nok langt fra har behaget den ærgerrige dansker.
Hvorledes Pierre-Emile har gjort sig uheldigt bemærket i Schalke, skal vi ikke kunne svare fyldestgørende på, men faktum er det, at vi skal tilbage til spillerunde 14 i Bundesligaen for at finde sidste gang, Pierre-Emile fik mere end 17 minutters sammenhængende fodbold i benene.
Det siger sig selv, at det er svært at bide sig fast på holdet, hvis man ikke får de fornødne muligheder herfor, men vi må omvendt også vende den om og erkende, at Pierre-Emile nok ikke slog til, da han havde muligheden.
Hvad, resten af sæsonen byder på for danskeren, er fyldt med uvished, men det er samtidig svært at forestille sig, at Bayern fortsat vil fokusere stort på en dansker, der ikke kan spille sig på holdet i Schalke.
Emil Berggreen, 1. FSV Mainz 05:
Her havde vi håbet meget på at kunne skrive om Emil Berggreens første ligakamp for sin nye arbejdsgiver, Mainz, men således skal det ikke blive i denne omgang. Emil Berggreen har problemet med knæet og var derfor naturligt nok ikke en del af Mainz’ trup til kampen mod Hannover.
Det bliver uhyre spændende at følge med i, hvad Mainz har af planer med den unge dansker, der har haft sig noget af en kometkarriere. Herfra kan vi spæde til med håbet om, at Berggreen kan indtage pladsen som en glimrende dansk angriber i Bundesligaen, når nu Nicklas Bendtner ikke ligefrem forkæler os med kaskader af mål.
Hvad det skal blive til for Berggreen, må vi under alle omstændigheder vente mindst en uge med at finde ud af.
Nicklas Bendtner, VfL Wolfsburg:
Nu fik vi måske før anklaget Bendtner for at være en sølle angriber i Bundesliga-sammenhæng. Derpå skal vi naturligvis nævne, at Bendtner fik en startplads for Wolfsburg i weekendens kamp mod Schalke. Bendtner fik hele 81 minutter på toppen for Wolfsburg, men eftersom kampen endte 3-0 til Schalke, kan vi også regne ud, at han ikke ligefrem udfyldte den opgave, man altid ønsker fra en angriber.
Bendtner havde et enkelt skud i kampen; et skud han ikke ramte mål med. Derudover vandt han 4 luftdueller, og så modtog han et gult kort efter 58 minutter.
Alt i alt var det ikke en kamp, hvori Bendtner fik demonstreret, at han selvfølgelig skal starte inde i hver kamp for Wolfsburg. Til gengæld er det positivt, hvis han nu får mere mulighed for at vise sine evner som angriber, også i kampene.
Noter fra 2. Bundesliga:
Den er tilbage! 2. Bundesligaen er blevet genoptaget, og det er det svært ikke at være ekstatisk over. I 2. Bundesliga har vi af danskere efter transfervinduet Yussuf Poulsen i RB Leipzig, Jakob Busk i Union Berlin, Nicklas Helenius i Paderborn og ej at forglemme Niki Zimling i Frankfurt.
Yussuf Poulsen startede på toppen for RB Leipzig og spillede her, indtil han blev skiftet ud i det 83. minut. Leipzig vandt 2-0, men Poulsen var ikke involveret i nogen af målene.
Jakob Busk spillede hele kampen for Union Berlin i målet (for dem, der ikke måtte vide, at han er målmand). Kampen endte 2-2.
Nicklas Helenius blev skiftet ind efter 77 minutter i Paderborns kamp mod Sandhausen. Sandhausen vandt kampen 1-0, hvorfor Helenius logisk nok ikke var involveret i mål eller lignende.
Og minsandten om ikke vi for første gang i år kan berette om spilletid til Niki Zimling. Zimling spillede hele kampen for Frankfurt på den centrale midtbane. Kampen endte 1-1.