Sæsonens sidste runde i Bundesligaen er færdigspillet, og det blev en slagkraftig en af slagsen. Derfor er det også med stor glæde, at vi kan blænde op for den sidste omgang danskerstatus, inden spillerne går på en velfortjent sommerferie.
Jannik Vestergaard og Andreas Christensen, Borussia Mönchengladbach:
Inden runden havde Gladbach en minimal chance for at opnå europæisk fodbold i næste sæson, men chancen forspildte de selv ved at spille 2-2 med Darmstadt. Til gengæld bød kampen på et danskermøde, da alle tre danskere med mulighed for det spillede hele kampen for deres respektive klubber.
Jannik Vestergaard og Andreas Christensen var ikke overraskende at finde i det centrale forsvar for Gladbach. AC blev den spiller med næstmest boldbesiddelse i kampen. Han blev også den spiller, der lavede næstflest afleveringer, og han gjorde det med en pasningssikkerhed på 100 (!) procent. Det fortjener selvfølgelig et skulderklap. Jannik Vestergaard vandt flest hovedstødsdueller og stod for flest clearinger. Og en af disse clearinger fandt sted på det mest afgørende sted; Gladbachs mållinje. Faktisk formåede Vestergaard også at spille sig til en plads på Kickers eftertragtede Elf des Tages (altså rundens hold).
Begge danskere gjorde sig positivt bemærket, men de formåede trods alt ikke at besejre ligaens nummer sjok, og de må altså nøjes med liga- og pokalfodbold i næste sæson.
Frederik Sørensen og Nikolas Nartey, 1. FC Köln:
Anderledes positiv blev runden for Köln, der med en sejr på 2-0 over Mainz formåede at spille sig op på femtepladsen, så de skal spille Europa League i næste sæson. Det betyder også, at Frederik Sørensen, såfremt han bliver i klubben, kan se frem til et europæisk udstillingsvindue, hvor han kan vise sine store kvaliteter.
Modsat den ovenfor nævnte kamp bød denne ikke på noget danskermøde, da Frederik Sørensen blev den eneste dansker på banen. Han viste sig dog godt frem. Bl.a. med en succesrate på sine tacklinger på 100 procent. Faktisk havde han også to skud i kampen, ingen af dem inden for målrammen dog.
Frederik Sørensen har været en stor del af Kölns succes i denne sæson, så det varmer også det patriotiske hjerte, at han har været med til at føre sit hold i Europa.
Nikolas Nartey måtte undvære spilletid i denne runde.
Patrick Banggaard, SV Darmstadt 98:
Som skrevet var Patrick Banggaard med for Darmstadt i deres sidste kamp i Bundesligaen for denne gang. 2-2 blev resultatet mod en stærkere modstander, så de må antageligvis være tilfredse, selvom nedrykningen selvfølgelig fylder mere.
Kampen blev ikke Banggaards bedste, men han viste dog en stor pasningssikkerhed. Hans præstationer har generelt båret præg af, at han har spillet på ligaens dårligste hold. Det vil automatisk give sine udfordringer.
Det bliver altså et farvel og tak til Darmstadt for denne gang, men der spilles heldigvis også en masse god fodbold i 2. Bundesliga, hvor vi med spænding vil følge Banggaard.
Jonas Lössl, Niki Zimling og Emil Berggreen, 1. FSV Mainz 05:
Mainz blev reddet i sidste runde og havde derfor ikke pistolen for panden i denne, hvilket var godt for dem, for de tabte deres sidste opgør 2-0. De ender dermed på 15. pladsen med samme pointantal som Wolfsburg på 16. pladsen, men med en bedre målscore.
Jonas Lössl måtte, som i de forgående fem runder, tage plads på bænken. Det blev altså en meget fatal skade for ham, der holdt ham ude i spillerunde 28. Siden har han nemlig ikke kunnet vinde sin plads tilbage. For os danskere betyder det så til gengæld, at det skal blive spændende at følge, om han kan kæmpe sig tilbage i målet i løbet af næste sæsons opstartsfase.
Niki Zimling var ikke i truppen til Mainz II’s afsluttende runde i 3. Liga. Zimling har næppe intentioner om at blive i Mainz og spille for andetholdet, så mon ikke vi kan se noget aktivitet fra ham i det kommende transfervindue.
Historien om Emil Berggreen er endnu en gang den samme. Han er ikke blevet klar oven på sin skade, og vi kan blot glæde os til forhåbentligt at se ham i næste sæson.
Ellers er det værd at nævne, at der skal ny træner til danskerklubben, da Mainz mandag valgte at afbryde samarbejdet med Martin Schmidt.
Martin Hansen, FC Ingolstadt 04:
Der var desværre ikke så gode danske nyheder i kampen mellem Ingolstadt og Schalke, der i øvrigt endte 1-1. Ørjan Nyland var blevet foretrukket i målet frem for Martin Hansen, hvorfor denne gennemgang også skal blive kort, da der ikke er noget at gennemgå.
Ingolstadt skal også en tur i 2. Bundesliga i næste sæson. Om det betyder noget for Martin Hansens fremtid i klubben, kan vi ikke sige på nuværende tidspunkt. Han har dog kontrakt indtil 2020.
Thomas Delaney, SV Werder Bremen:
Thomas Delaney skulle sammen med resten af Werder Bremen-mandskabet til Dortmund i sæsonens sidste kamp, hvor de skulle forsøge at sætte en kæp i hjulet på Dortmunds bronzedrømme. Dortmund kunne dog, med et mål af Aubameyang i det 89. minut, hive sejren og dermed tredjepladsen i land. 4-3 endte kampen til Dortmund. På trods af at Werder Bremen havde været foran 2-3.
Thomas Delaney spillede hele kampen for Werder Bremen, og han gjorde en fin figur uden at være altdominerende.
Nederlaget betyder, at Werder Bremen ender på en ottendeplads, hvilket må siges at være flot, når man husker på, at de efter 21. spillerunde lå på en 16. plads.
Emre Mor og Jacob Bruun Larsen, Borussia Dortmund:
Som skrevet lige ovenfor lykkedes det Dortmund at besejre Werder Bremen i runden og cementere tredjepladsen, så de nu er sikre på at skulle Champions League i næste sæson.
Vi har dog endnu ikke berørt Emre Mor, så det skal vi selvfølgelig. Han var igen forvist til bænken, hvor han måtte sidde under hele den hæsblæsende kamp. Det er altså endt med at blive et noget trist punktum på sæsonen for Mor, der de sidste seks kampe har spillet sammenlagt tre minutter.
Til gengæld kan han se frem til muligheden for at spille i Champions League, hvis han vælger at blive i klubben i næste sæson. Og hvis klubben ikke vil forsøge at sælge ham eller leje ham ud, naturligvis.
Jacob Bruun Larsen er, som I nok har regnet ud, fortsat skadet, så der er ingen nyheder at rapportere om fra denne lejr, selvom det måske skal nævnes, at Dortmunds U19 hold for andet år i træk blev tysk mester, da de besejrede Bayerns U19 mandskab i kampen om titlen.
Yussuf Poulsen, RB Leipzig:
Yussuf Poulsen skulle slutte denne deres første og meget imponerende sæson i Bundesligaen af hos Eintracht Frankfurt. Kampen endte 2-2, hvormed RB Leipzig endte sæsonen på andenpladsen med 67 point. Bayern München på førstepladsen havde dog hele 15 point mere, så det endelige resultat blev noget mindre spændende, end det ellers så ud til undervejs.
Yussuf Poulsen startede på banen for RB Leipzig, og han gjorde sig yderst positivt bemærket ved at score til 0-2 efter 56 minutter efter et hjørnespark, hvor han kom først på bolden. Desværre for ham og resten af holdet lykkedes det Frankfurt at hente den føring på to sene scoringer i det 83. og 90. minut.
Yussuf Poulsen blev udskiftet i det 83. minut. På det tidspunkt havde han vundet hele seks hovedstødsdueller, men han var også blevet frarøvet bolden hele syv gange. Der er altså både negative og positive ting for Poulsen at tage med fra kampen, men vi vil selvfølgelig mest huske hans femte sæsonmål.
Det skal blive yderst spændende at følge Poulsen og RB Leipzig i næste sæson, hvor de skal prøve kræfter med Champions League. Om han fortsat kan tilspille sig en fast plads på holdet, må tiden vist vise.
Noter fra 2. Bundesliga:
Også i 2. Bundesliga har der været sidste spillerunde, og også her har vi selvfølgelig fingeren på pulsen, hvad angår de danske spillere.
Kristian Pedersen spillede hele kampen for Union Berlin på venstre back. Jakob Busk var ikke udtaget til kampen, som Union Berlin vandt 2-1. Sejren var dog ikke nok til at sikre hovedstadsklubben oprykning. Union slutter sæsonen på fjerdepladsen.
Christian Gytkjær startede på bænken for 1860 München og blev først skiftet ind i tillægstiden, så han havde reelt ingen indflydelse på kampen, som 1860 München tabte 2-1. Dermed ender de på 16. pladsen og skal spille relegationskampe.
Hannover 96 spillede 1-1 med Sandhausen, og dermed ender de på andenpladsen og sikrer sig oprykning. Uffe Bech sad på bænken under hele kampen.