bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (22. runde)

Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (22. runde)

Denne den 22. spillerunde af Bundesligaen blev for danskernes vedkommende præget af fravær. Faktisk var det kun fire danskere, der kom i aktion i landets bedste foldboldrække. Til gengæld fik vi en tomålsskytte i A-Junioren Bundesliga West. For bekvemmelighedens skyld har vi her samlet alt, hvad du skal vide for at kunne brillere med viden om danske spillere i Tyskland på arbejdet.

Jannik Vestergaard og Andreas Christensen, Borussia Mönchengladbach:

Vi havde mulighed for to danskermøder i denne runde, men vi måtte nøjes med det ene. Det danskermøde, der faktisk blev til noget, faldt søndag i kampen mellem Ingolstadt og Gladbach. Kampen vandt Gladbach 2-0, så det blev Jannik Vestergaard og Andreas Christensen, der fik den danske håneret over Martin Hansen for nuværende.

Både AC og Vestergaard spillede igen hele kampen for Gladbach, og især Vestergaard spillede en god kamp. Han har da også på det seneste vist det bedste spil af de to danskere. Ifølge hjemmesiden WhoScored blev han faktisk kampens spiller. Det gjorde han bl.a., fordi han vandt hele ni hovedstødsdueller, hvilket var fire mere end den spiller, der vandt næstflest af slagsen. Herudover lavede han også flest clearinger af alle, mens kun tre spillere lavede flere tacklinger end ham. Og alle tre spillere lavede kun en enkelt tackling mere end Vestergaard. Som statistikkerne forhåbentlig fortæller, så var han en dominerende faktor i kampen. Det samme kan man ikke helt sige om Andreas Christensen. Han spillede dog ingenlunde nogen dårlig kamp. Det er også svært at sige, at en midterforsvarer for alvor har spillet dårligt, når holdet går fra kampen med et clean sheet. Gladbach skraber en del flere point sammen nu, efter de har ansat Dieter Hecking, og de befinder sig nu i det tætte midterfelt under de europæiske pladser.

Frederik Sørensen og Nikolas Nartey, 1. FC Köln:

RB Leipzig og Köln mødtes lørdag, og denne kamp kunne potentielt give anledning til et danskermøde. Således blev det dog langtfra. Hverken Frederik Sørensen eller Yussuf Poulsen var nemlig en del af kampen. Köln måtte for første gang i denne sæson undvære Frederik Sørensen. Faktisk havde han spillet alle minutter i ligaen forinden denne runde, men da han i sidste runde pådrog sig sit femte gule kort i sæsonen, måtte han i weekenden afsone en karantæne.

Desværre for Köln kunne de virkelig godt have brugt danskeren. Mod de sprudlende oprykkere kom de til kort, og de kunne rejse hjem til Köln med et 3-1-nederlag til evaluering.

Heldigvis for os og for Köln har Frederik Sørensen nu udstået sin karantæne, og vi håber selvfølgelig at se ham, når Köln i næste runde tager imod mægtige Bayern München.

Om Nikolas Nartey er der desværre ikke så meget nyt at sige. Han var igen ikke med i Kölns U17-trup, der denne runde mødte Dortmund U17. Dortmund U17 vandt for øvrigt kampen 2-0.

Patrick Banggaard, SV Darmstadt 98:

Der er ikke meget, der ser lyst ud for Darmstadt for tiden. Hver eneste kamp, de spiller, er en uhyre vigtig en af slagsen. Lørdagens kamp mod Augsburg skulle vise sig at blive endnu en, der efterlod Darmstadt-spillerne slukørede. De kom ellers foran i det 47. minut, men i det 55. udlignede Augsburg, og de fik scoret igen, så Augsburg vandt kampen 2-1.

Hvad angår den danske vinkel på denne kamp, så er der desværre ikke nogen. Patrick Banggaard var igen udeladt fra kampdagstruppen. Dermed har han to gange kunnet se sit hold fra bænken og to gange fra tribunen, men han har endnu til gode at spille. Man kunne godt undre sig over, at han ikke får chancen, når det nu går så dårligt for Darmstadt, som det gør.

Jonas Lössl, Niki Zimling og Emil Berggreen, 1. FSV Mainz 05:

I sidste runde mødte Mainz Werder Bremen, der kæmper med i bundkampen. I denne runde mødte de Leverkusen, der ligger over dem i tabellen. Logikken ville derfor foreskrive, at de skulle vinde sidste rundes kamp og tabe denne rundes. Lige omvendt forholder det sig dog. Leverkusen blev besejret 2-0 på to mål inden for de første 11 minutter.

Jonas Lössl vogtede målet for Mainz, og det gjorde han selvfølgelig acceptabelt, når han kunne slippe fra kampen med et clean sheet. Han lavede tre redninger i kampen, og så fik han også god hjælp af et godt spillende forsvar.

Uforudsigeligheden er noget af det mest forudsigelige ved Mainz, der nu skiftevis har vundet og tabt deres seneste fire kampe. Om de kan påbegynde en form for stime mod Wolfsburg i næste runde, skal vi selvsagt vente til næste runde med at erfare.

Niki Zimling spillede hele 90 minutter for Mainz II, der vandt 3-1 over Preußen Münster i runden. Han formåede også at tilegne sig et gult kort.

Efter planen skulle Emil Berggreen være meget nær sit comeback efterhånden, og med lidt held kan vi i næste danskerstatus for første gang i umindelige tider berette om spilletid til den skadesplagede dansker.

Martin Hansen, FC Ingolstadt 04:

Under afsnittet med Jannik Vestergaard og Andreas Christensen kan man læse, at de to danskere vandt danskermødet, som også Martin Hansen var en del af. Desværre for Hansen blev det ikke ligefrem nogen kamp at skrive hjem om. Hansen stod for to redninger, men samtidig fik Gladbach også deres to mål. Dog skal det siges, at det andet først kom i overtiden, og det første blev scoret med hånden.

Det blev en ærgerlig kamp for Ingolstadt, men de kan måske glæde sig over, at blandt de fem nederste hold i ligaen var det kun Werder Bremen, der formåede at vinde i runden. De fire resterende hold tabte, og det betyder, at Ingolstadt fortsat ligger på 17. pladsen. To point fra HSV, der befinder sig på play off-pladsen og fire point fra Werder Bremen, der i øjeblikket ligger fri af nedrykning.

Spændingen bliver næppe mindre i de kommende runder, og Ingolstadt skal levere en stor præstation, skulle de gøre sig forhåbninger om point, når de på lørdag skal besøge Hoffenheim.

Thomas Delaney, SV Werder Bremen:

Fredag aften var Werder Bremen i aktion mod Wolfsburg i et spændende bundopgør. Desværre for os danske iagttagere kunne Thomas Delaney ikke deltage i kampen. Han kunne ikke nå at blive klar oven på den hjernerystelse, han pådrog sig i sidste rundes kamp mod Mainz. Til gengæld var han heller ikke livsnødvendig for Werder Bremen, der vandt kampen 2-1.

Det er endnu usikkert, hvor længe Delaney må opholde sig på sidelinjen, men herfra håber vi selvfølgelig på, at han vender tilbage så hurtigt som muligt, så han kan fortsætte det flotte spil, han har leveret i de første kampe for sin nye klub.

Emre Mor og Jacob Bruun Larsen, Borussia Dortmund:

Der er fortsat ikke mange positive takter at spore hos Emre Mor i Dortmund. Han måtte sidde over i sidste runde med muskulære problemer, men han skulle være kampklar til denne runde; han blev dog hverken valgt til startopstillingen eller til at sidde på bænken.

Dortmund havde da heller ikke det store behov for den lille dribler. Uden Mors hjælp vandt de kampen mod Freiburg 3-0. Men de er fortsat otte point efter RB Leipzig og hele 13 point efter Bayern München.

Hvad fremtiden bringer af spilletid til Mor, må vi vente med at erfare. Måske skal man dog nok også sande, at Dortmund ikke er det letteste sted at få spilletid, og måske kan det være mere klædeligt at glæde sig over den spilletid, der kommer, frem for at ærgre sig over den spilletid, der udebliver.

Jacob Bruun Larsen spillede igen en glimrende kamp for Dortmund U19. Han var, i hvert fald teknisk set, sole ansvarlig for, at holdet vandt 2-0 over Schalke U19. Han scorede nemlig begge mål i opgøret, og han har nu scoret hele 19 mål i ligaen. Endnu mere imponerende er det, at han kun har brugt 16 kampe på at score de 19 mål.

Yussuf Poulsen, RB Leipzig:

Yussuf Poulsen er endnu en i rækken af danskere, der ikke kom i aktion i weekendens runde. For ham er grunden meget forståelig, da han døjer med en skade, der højst sandsynligt vil holde ham ude en måned endnu. Vi har allerede berørt, at Poulsen ikke var meget savnet hos Leipzig, der vandt deres kamp mod Köln 3-1. Holdet bevarer derfor også en afstand til Bayern München på fem point og hele otte point ned til Dortmund på tredjepladsen, så det begynder efterhånden at lugte kraftigt af enten sølv eller guld til oprykkerne.

Noter fra 2. Bundesliga:

Vi nærmer os afslutningen, og det er selvfølgelig ensbetydende med en smuttur forbi 2. Bundesliga.

Vi starter med et danskermøde. Union Berlin med Jakob Busk i målet tog imod 1860 München og Cristian Gytkjær, der startede på toppen. Union Berlin vandt kampen 2-0. Kristian Pedersen kunne ikke deltage i kampen, fordi han har beskadiget sit højre lår.

Christian Gytkjær blev skiftet ud efter 58 minutter, og da kampen endte 2-0 til Union Berlin, kunne han ikke hjælpe sit hold med mål eller assists.

Hannover 96 spillede i runden 2-2 med Arminia Bielefeld. Uffe Bech måtte se hele kampen fra bænken.

Relateret
You may also like
Rundens hold – uge 24: Big Bayern, tyrkisk supertalent og Funklende Fortuna
En fodboldweekend i Tyskland
Rundens hold i Bundesligaen – uge 19
Forår med spænding i top og bund – sådan ender Bundesligaen