Brian Laudrup er uden tvivl én af de bedste spillere, Danmark nogensinde har fostret. Hvis man skulle vælge alle tiders danske drømmelandshold, dannede han formentlig angrebsduo med Preben Elkjær, mens hans storebror, Michael, spillede lige bag dem på den centrale offensive midtbane.
Denne artikelserie handler om Brian Laudrups tid i tysk fodbold, hvor han spillede ét år i Bayer Uerdingen og to sæsoner i Bayern München, og om hvordan en FN-resolution, en lidt for udpræget grad af åbenmundethed, en ærekær og mere eller mindre inkompetent træner og lidt for gode kampe ved EM i Sverige kom i vejen for en endnu længere og mere succesfuld Bundesliga-karriere.
Over den næste uges tid vil vi hver dag offentliggøre et nyt afsnit. Første kapitel handler om skiftet til tysk fodbold, og hvorfor valget faldt på upåagtede Bayer Uerdingen og ikke HSV, der ellers også viste interesse for Laudrup.
Selvom han under hele sin opvækst måtte bære den tunge byrde, det utvivlsomt var at skulle leve op til sin far Finn og fem år ældre bror Michaels store bedrifter på banen, stod det hurtigt klart for enhver med bare et minimum af fodboldforstand, at også Brian Laudrup var et talent langt ud over det sædvanlige.
På mange måder mindede han i forbløffende grad om sin storebror: det samme lave tyngdepunkt på grund af de relativ korte ben; det samme glidende, lette og elegante løb med bolden klistret til fødderne og de samme et-to-driblinger, hvorved han lynhurtigt førte bolden fra den ene fods inderside til den andens ditto og selv på meget små områder var i stand til at spille sig ud af de allermest pressede og håbløse situationer og f.eks. afdrible én eller flere modstandere med få centimeters afstand til side- eller baglinjen.
Den såkaldte Cruyff-vending, hvorved man drejer 180 grader om sin egen akse, mens man fører bolden bag om sit støtteben med ydersiden af storetåen, mestrede Laudrup-brødrene også begge til perfektion. Brian Laudrup var da også i sin barndom en stor beundrer af Cruyff, som han studerede intensivt på video. Allan Simonsen var en anden af den unge Laudrups yndlinge.
Laudrup-brødrene havde desuden den i fodbold ubetalelige evne til at sparke næsten lige godt med begge ben. På det punkt var Finn Laudrup et stort forbillede for dem. I et interview, denne skribent har lavet med Brian Laudrup på vegne af Bulibold.dk, siger han om sin far: ”Hans lange afleveringer over 30, 40 meter tror jeg ikke er set bedre i det her land – og dem kunne han altså slå både med højre og venstre ben.” (…) ”Dér var han helt unik, det vil jeg stadigvæk stå ved. Dér var han faktisk både forud for sin tid og klart den dygtigste i vores familie til det.”
Uden at faren på nogen måde havde sat ham under pres, men altså med ham som inspirationskilde, begyndte Brian Laudrup derfor i en tidlig alder at træne sit venstreben ved bl.a. at sparke en bold op ad en mur i familiens have. For Michael Laudrups vedkommende havde han i sin barndom, tid som ungdomsspiller og i sine første år som senior udviklet sig så meget på det område, at man allerede, da han som 19-årig spillede i den italienske bundklub, Lazio, i 1983/84-sæsonen, kunne iagttage, hvordan han med en utrolig lethed og selvfølgelighed scorede flotte mål med sit såkaldt svage venstreben. Inden længe kunne fodboldverdenen og offentligheden konstatere, at hans lillebror besad den samme evne.
Et særligt kendetegn ved både Michael og Brian Laudrup var tillige deres ekstremt uselviske spillestil. De fandt øjensynlig større glæde ved at servere bolden for en medspiller i en oplagt scoringsposition end selv at sende den i nettet.
Det var bl.a. disse evner, der gjorde, at Brian Laudrups onkel, Brøndby-træneren Ebbe Skovdahl, valgte at lade sin nevø debutere på klubbens førstehold den 21. september 1986 i en kamp mod Randers Freja i en alder af bare 17 år.
Brian Laudrup blev professionel få måneder senere i begyndelsen af det nye år, og inden længe var han en markant profil på det stærke Brøndby-hold, som han sammen med bl.a. Peter Schmeichel, Lars Olsen, Kent Nielsen, Kim Vilfort og Bent Christensen gjorde til dansk mester i både 1987 – da han desuden blev kåret til Årets Fund i dansk fodbold – og 1988. Året efter vandt Brøndby også pokalturneringen, DBU Pokalen, med Laudrup som dobbelt målscorer og én af kampens helt store oplevelser i 6-3-sejren over Ikast efter forlænget spilletid.
Udlængsel – Bundesligaen trækker i ham
Brian Laudrups kontrakt udløb den 30. juni 1989, og i samråd med især sin far, Finn, havde han i løbet af vinteren og foråret besluttet, at det var på tide at prøve det store talent af i udlandet, selvom Brøndby gjorde sig store anstrengelser for at overtale ham til i det mindste at blive ét år mere i Danmark i en klub, hvor der godt nok blev stillet store krav i en ofte hård tone, men som samtidig var meget professionel og allerede dengang godt på vej til også at blive en magtfaktor på den europæiske scene.
Lige lidt hjalp det: Med tanke på de to mesterskaber og den pokaltitel, han allerede havde vundet i Danmark, samt det faktum, at hans storebror som nævnt var skiftet til Lazio (udlånt fra Juventus) i en endnu tidligere alder, fastholdt Brian Laudrup sin beslutning. Selvfølgelig spillede det også en væsentlig rolle i den sammenhæng, at udenlandske klubber siden årsskiftet havde kontaktet ham og især Finn Laudrup i stor stil. I forbindelse med landsholdets venskabskamp mod Italien i Pisa den 22. februar 1989 – et opgør, der i øvrigt blev spillet på hans 20 års fødselsdag – havde Brian Laudrup derfor gjort det klart over for bl.a. italienske medier, at han så sin fremtid i Bundesligaen. I dag fortæller han, at han allerede på det tidspunkt, gennem sin holdkammerat på A-landsholdet og tidligere medspiller på både det legendariske OL-landshold og i Brøndby, Jan Bartram, var blevet gjort opmærksom på, at Bayer Uerdingen holdt øje med ham.
Den franske klub, AS Saint-Étienne, der endte på 14-pladsen i Ligue 1 i 1988/89-sæsonen, viste også stor interesse, og den blev ikke ligefrem mindre efter Brian Laudrups fremragende præstation i den førnævnte pokalfinale mod Ikast den 4. maj. På den baggrund blev der indledt forhandlinger mellem parterne, men uden at de førte til noget resultat. Ét af fransk fodbolds bedste hold, AS Monaco, der var blevet mester i 1987/88- og nr. 3 i 1988/89-sæsonen med en vis Arséne Wenger som træner, var ligeledes inde i billedet, men mest på agentplan og dermed uden, at der var direkte kontakt til klubben.
Derimod var der ingen tvivl om, at HSV var meget opsat på at sikre sig Brian Laudrups underskrift. Umiddelbart virkede klubben som en ideel og oplagt destination for ham. Hamborg lå kun 4 – 5 timers kørsel fra København, og HSV var tilmed en danskerklub med en fornem historie. I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 80’erne havde HSV endda tilhørt Europas ypperste elite med verdensstjerner som de dobbelte Ballon d’Or-modtagere, Franz Beckenbauer og Kevin Keegan, i truppen, men de havde dog begge forladt havnebyen igen, da HSV i 1983 fejrede sin største triumf nogensinde ved at vinde Mesterholdenes Europa Cup efter en finalesejr over selveste Juventus. Siden var det gået noget ned ad bakke, selvom klubben havde vundet DFB Pokal, den tyske pokalturnering, i 1987, men før 1988/89-sæsonens sidste spillerunder i maj og juni 1989 lå HSV immervæk stadig på en UEFA Cup-plads og endte da også med at kvalificere sig til turneringen.
Under alle omstændigheder var HSV nu så interesseret i Brian Laudrup, at klubbens sportschef, Erich Ribbeck – en tilbagevendende figur i denne artikelserie – rejste til København for at se ham spille VM-kvalifikationskamp mod Grækenland i Idrætsparken den 17. maj og efterfølgende føre kontraktforhandlinger med hans far, Finn. Brian Laudrup leverede en glimrende indsats og scorede Danmarks første mål i 7-1-sejren. Storebror Michael kom i øvrigt også på måltavlen, og dermed havde to brødre for første gang i dansk landsholdshistorie scoret i samme kamp.
Brian Laudrup fortæller i dag om sit første møde med Erich Ribbeck, at ”da havde jeg egentlig et okay indtryk af ham. Han var sådan en meget statelig mand: velklædt, talte pænt og alt det der.” Alligevel formåede Ribbeck ikke at overbevise den 20-årige angriber om, at HSV var det rette sted for ham. Som udgangspunkt ville Brian Laudrup hellere spille for en mindre klub, og desuden var han lidt afskrækket af det ry, HSV havde erhvervet sig i de foregående år som en noget kaotisk klub uden den store kontinuitet på bl.a. trænerposten.
Én af de ting, der omvendt talte for HSV, var, at klubben i forvejen havde en anden dansker i truppen, midtbanespilleren John ”Faxe” Jensen, som Brian Laudrup kendte særdeles godt fra deres fælles tid i Brøndby og på såvel OL- som A-landsholdet. Laudrup husker imidlertid ikke, at John Jensen gjorde noget særligt for at lokke ham til den nordtyske klub, og han mener heller ikke, det havde gjort den store forskel, hvis det var tilfældet.
På et andet, meget vigtigt, område var HSV’s forudsætninger for at købe Brian Laudrup nu i forvejen heller ikke gode. Det var en kendt sag, at klubben var økonomisk trængt, og gælden var efterhånden løbet op i intet mindre end 17 mio. DM, hvilket dengang svarede til 65 mio. kr. Med den in mente kunne man, fem dage efter han havde været i København, læse Erich Ribbeck udtale til Hamburger Abendblatt, at hvis Laudrup skulle hentes til HSV, kunne det kun ske ved sponsorers hjælp.
Til gengæld viste Bayer Uerdingen sig at være anderledes økonomisk potent og handlekraftig i kapløbet om den unge supertekniker, men først efter en enkelt omvej, der omhandlede Brian Laudrups senere holdkammerat i Bayern München, Roland Wohlfarth. Uerdingens sportslige ledelse var overbevist om, at chancerne for at købe ham var gode, for den ellers så træfsikre angriber havde ikke fundet vej til netmaskerne i 11 Bundesliga-kampe i træk. Så skete der imidlertid det, at Wohlfarth eksploderede scoringsmæssigt i topbraget ude mod 1. FC Köln den 25. maj ved at lave alle sit holds mål i 3-1-sejren, og dermed kunne Uerdingen glemme alt om at få ham.
På den baggrund kom Brian Laudrup igen ind i billedet, og Uerdingens nye cheftræner, den hidtidige assistent Horst Wohlers, var ikke ligefrem blevet skræmt fra at gå videre med sin interesse, da han havde forhørt sig hos Jan Bartram om den 20-årige angriber. Bartram anbefalede Laudrup på det allervarmeste (…) ”nærmest uanset prisen” og kaldte ham for en ”sikker investering.”[i] Han fremhævede især Laudrups ”utrolige teknik.”[ii]
Ifølge Brian Laudrup var Uerdingen i Danmark ”adskillige gange” i foråret 1989 for at tage ham i øjesyn. Sikkert er det i hvert fald, at Wohlers og klubbens manager, Reinhard Roder, rejste til København for at se Laudrup i henholdsvis 2-2-kampen mellem Brøndby og Lyngby den 28. maj og landskampen i anledning af DBU’s 100-års-jubilæum mellem Danmark og England den 7. juni. I det førstnævnte opgør lavede Bent Christensen – en anden angriber Uerdingen overvejede at købe – begge Brøndbys mål, mens Laudrup lagde op til én af scoringerne.
I mellemtiden havde en mægtig konkurrent til Laudrups underskrift meldt sig på banen: danskerklubben, PSV Eindhoven, der i maj 1988 havde vundet datidens svar på Champions League, Mesterholdenes Europa Cup, med Ivan Nielsen, Jan Heintze og Søren Lerby på holdet og godt 2 ½ måneder senere var nået til enighed med Michael Laudrup om et skifte, inden kontraktlige uoverensstemmelser mellem ham og hans daværende arbejdsgiver, Juventus, forhindrede handlen i at blive en realitet.
I modsætning til sin bror valgte Brian Laudrup af egen fri vilje at sige nej tak til tilbuddet og dermed bl.a. muligheden for at danne angrebsduo med den brasilianske verdensstjerne, Romário, som netop Michael Laudrup senere fik så stor succes sammen med i FC Barcelona. Den unge Laudrup ville i stedet til en klub, hvor presset ikke var alt for stort, og han kunne være nogenlunde sikker på at spille hver gang. De kriterier levede Uerdingen op til, og det faktum, at Jan Bartram allerede var i klubben, talte også kraftigt på plussiden. Dertil kom, at Brian Laudrup fik et meget positivt indtryk af Horst Wohlers, da han mødte ham første gang. Wohlers virkede sympatisk på det personlige plan, og som kun 39-årig træner havde han meget moderne idéer, der bar præg af, at han først havde afsluttet sin spillerkarriere tre år forinden. Det bidrog alt sammen til, at Bayer Uerdingen forblev Brian Laudrups foretrukne valg.
End ikke et opkald fra Werder Bremen og klubbens legendariske træner, Otto Rehhagel, til Finn Laudrup, der på det tidspunkt var direktør for et sportstøjsfirma, Danwell Sport, som Brøndby IF ejede, kunne ændre på det. Så vidt Brian Laudrup kan huske, kontaktede også VfB Stuttgart hans far, men altså igen forgæves.
Gunstig forhandlingsposition
Under kontraktforhandlingerne med Uerdingen havde Finn Laudrup særdeles gode kort på hånden, for hans søn kostede, i henhold til DBU’s regler for internationale klubskifter omhandlende spillere med udløbne kontrakter, langt mindre end sin reelle markedsværdi i overgangssum. Det medførte ikke, at Uerdingen dermed samlet set kunne sikre sig hans underskrift meget billigere, end det ellers havde været tilfældet, men betød derimod blot, at Brian Laudrup i stedet ville få flere penge ud af handlen selv. Ligesom i dag var det nemlig også dengang sådan, at der i realiteten som oftest var tale om et nulsumsspil, når en spiller skiftede klub. Det samlede beløb, forhandlingerne drejede sig om, lå altid nogenlunde fast. Spørgsmålet var alene, hvordan pengene skulle fordeles mellem de enkelte parter.
I dette tilfælde indkasserede Brøndby lidt mindre end 4 mio. kr. for sit i særklasse største talent, men inden da havde Vestegnsklubben været involveret i en langvarig strid med Laudrup-familien om et beløb på 600.000 kr., den mente, Brian Laudrup uretmæssigt havde modtaget fra Uerdingen i forbindelse med handlen, og som altså i stedet burde være tilfaldet Brøndby. Uoverensstemmelserne skyldtes først og fremmest, at det vigtigste element i beregningen af den endelige transfersum var Brian Laudrups Brøndby-løn for hele 1989, selvom han kun havde spillet for klubben i godt halvdelen af året. Med andre ord baserede den årlige bruttoindkomst, der blev lagt til grund for det endelige beløb, sig delvist på et skøn. Også antallet af kampe, Laudrup havde spillet for Brøndby og landsholdet, var en del af beregningsgrundlaget. Det hele beroede på den omstridte paragraf 5 i DBU’s standardkontrakt, der omhandlede klubskifter midt i en sæson.[iii] Dengang varede den danske fra april til november.
Med DBU som mægler indgik parterne i marts 1990 forlig, men inden da havde sagen truet med at sætte en alt for tidlig stopper for begge Laudrup-brødrenes landsholdskarriere, fordi fodboldforbundets bestyrelse i første omgang tog parti for Brøndby. Så galt gik det heldigvis ikke, men til gengæld havde Vestegnsklubbens forhold til Laudrup-familien i almindelighed og Brian Laudrup i særdeleshed taget varig skade.
Fik Brian Laudrup en elendig kontrakt, eller blev han Bundesligaens bedst betalte spiller?
Uanset udfaldet af sagen var det en kendsgerning, at Finn Laudrup havde gjort sin søn til mangemillionær, for differencen mellem det beløb, Uerdingen betalte, og det, Brøndby indkasserede, tilfaldt Brian Laudrup i form af ”Handgeld” (i England ”signing on-fee”), som tyskerne kalder den overgangssum/det engangsbeløb, mange spillere modtager, når de skifter til en ny klub.
I december 1991 skrev Sport Bild[iv], at Uerdingen havde betalt Laudrup intet mindre end 2,5 mio. DM (9,7 mio. kr.) i den forbindelse og dermed ikke ”kun” de ca. 4 – 6 mio. kr., de fleste iagttagere havde skønnet. Det var 2 ½ – 3 gange så meget, som Bundesligaens bedst betalte spillere på det tidspunkt, Herbert Waas og Olaf Thon fra henholdsvis Bayer Leverkusen og Bayern München, mentes at tjene om året i en liga, hvor en gennemsnitsspiller indkasserede anslået 250.000 DM (970.000 kr.) p.a., inklusive sejrsbonusser m.m. Oplysningerne, der bekræftede det ry, Finn Laudrup havde i Tyskland som en ”smart”[v] forhandler og dygtig forretningsmand, står i skarp kontrast til en udtalelse fra den mangeårige Brøndby-formand, Per Bjerregaard, i Ekstra Bladet i august 1989: (…) ”Men kendsgerningen er, at Brian Laudrup ikke får mere ud af sin kontrakt i Uerdingen end Kent Nielsen i Aston Villa. Det er ikke en god kontrakt. Et supertalent af en angriber er meget mere værd, end det Brian er blevet købt for.”[vi] I Jens Jam Rasmussens bog, ”Pionererne” fra 2009, udtalte en anonym kilde med kendskab til forhandlingerne sig i lignende vendinger: (…) ”Brian fik en dårlig kontrakt med Uerdingen. Finn er ikke dygtig nok.”[vii]
Per Bjerregaard og konsorters påstande lyder umiddelbart meget usandsynlige. Immervæk var storklubben HSV åbenbart ude af stand til at opfylde Finn Laudrups krav, og en anden ting, der taler for, at han forhandlede en særdeles god aftale på plads for sin yngste søn er, at den blev langt bedre, end han på forhånd havde turdet håbe på. Faktisk blev Finn Laudrup nærmest lamslået, da han hørte, hvad Uerdingen kunne tilbyde. Til gengæld indeholdt kontrakten ingen form for klausuler, så klubben kunne frit bestemme, hvad Brian Laudrup skulle koste ved et eventuelt videresalg.
Over for Bulibold.dk erkender Brian Laudrup, at ”min far sad jo i en lidt mærkelig dobbeltrolle dengang. (…) Én ting er, at han havde været i klubben (Brøndby IF) hele sit liv – en stor del af det – og været træner og spiller og alt det der. Så sad han i forhandlerens rolle også, og jeg tror, det var lidt vanskeligt det her for alle parter. (…) Den kontrakt var fin for mig. Det var selvfølgelig noget helt, helt andet, end jeg havde været vant til. Selvom jeg havde været professionel i Danmark, så var det selvfølgelig et helt andet niveau. (…) Det var en god kontrakt.”
”En grå mus” i Bundesligaen
Brian Laudrups nye arbejdsgiver, Bayer 05 Uerdingen, var kendt for at være en seriøs og velorganiseret klub, der på alle planer gav sine spillere gode betingelser for at præstere på banen. Klubben fra Krefeld i delstaten Nordrhein-Westfalen mindre end 200 km fra den hollandske grænse hørte, som navnet mere end antyder, formelt under Bayer AG med hovedsæde i Leverkusen, hvor den verdensomspændende kemikoncerns andet Bundesliga-hold og fodboldmæssige flagskib havde hjemme. Så sent som i 1987/88-sæsonen havde Bayer Leverkusen – i øvrigt med Erich Ribbeck som træner – vundet UEFA Cuppen, altså den, der i dag svarer til Europa League.
Det ville være synd at sige, de to Bayer-klubber nød stor folkelig popularitet. Tværtimod var deres fanbaser og tilskueropbakning mere end beskedne, og især Uerdingen blev anset for at være ”eine graue Maus”. Klubbens tilskuergennemsnit på knap 9.800 pr. kamp var da også det laveste i Bundesligaen overhovedet i 1988/89-sæsonen, mens Leverkusen havde næstfærrest besøgende. Dertil kom, at spillerne og klubberne hele tiden måtte finde sig i tilråb og betegnelser som ”tjenestemands-trup”, ”plastic-klub”, ”pille-klub” og endda destillationskolbe-klub.”
Efter den foregående sæson havde Uerdingen ikke alene mistet angriberen, Stefan Kuntz, (der to år senere blev mester med sin nye klub og desuden kåret til årets spiller i Tyskland i 1991) til 1. FC Kaiserslautern, men også den vel nok bedste spiller i klubbens historie (fordi han var der i meget længere tid end Laudrup og Stéphane Chapuisat), Matthias Herget, der skiftede til Schalke 04. Han havde spillet 39 landskampe for Vesttyskland og var bl.a. Franz Beckenbauers foretrukne libero under EM-slutrunden på hjemmebane i 1988.
Nu var den største profil på Uerdingen-holdet landsholdsspilleren, Holger Fach, der både kunne spille libero og på den centrale defensive midtbane. Han havde tilmed også store kvaliteter i offensiven og havde f.eks. i anden halvdel af 1987/88-sæsonen scoret 9 mål i 15 Bundesliga-kampe. Fach var en eftertragtet herre blandt store klubber i ind- og udland, og i maj 1989 havde Uerdingen til hans udtalte utilfredshed afvist et tilbud fra Genoa, der netop var rykket op i den italienske Serie A. Om Fach siger Brian Laudrup i dag, at han ”var en fremragende libero dengang. Det er én af de mest undervurderede spillere. Havde han spillet i mange andre lande, så havde han haft en glorværdig landsholdskarriere. Han var en fænomenal spiller.”
En anden af de bærende kræfter var markeringsspilleren, Wolfgang Funkel, der havde spillet to landskampe for Vesttyskland i 1986 og først i sidste øjeblik var blevet frasorteret Beckenbauers trup til VM-slutrunden i Mexico samme år. I den brede befolkning var han dog mest kendt for at være manden, der havde brændt et straffespark ved stillingen 1-1 få minutter før tid i OL-semifinalen i 1988 mod et brasiliansk landshold med bl.a. Romário og Bebeto. Brasilien endte med at vinde kampen efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Hvis ikke en skrivebordsfejl i DBU havde ført til, at det danske OL-landshold benyttede Per Frimann ulovligt i en udekamp mod Polen i efteråret 1987 under kvalifikationen til legene i Seoul, ville det i øvrigt formentlig have været Brian Laudrup og Danmark, der havde deltaget i turneringen i stedet for Funkel og Vesttyskland.
Blandt de nye holdkammerater dengang fremhæver Brian Laudrup i dag også Reinhold Mathy, men med visse forbehold: ”En fremragende lille spiller, men jeg kunne også godt se, hvorfor han lige var endt dér og ikke helt havde nået det, han skulle.” Mathy havde allerede fået sin debut i Bayern München i 1980 som 18-årig og scoret to mål i sine første tre Bundesliga-kampe. Han var så talentfuld, at klubbens verdensstjerne, Karl-Heinz Rummenigge, havde udtalt: ”Han bliver bedre end mig,”[viii] men psykiske problemer gjorde, at han desværre aldrig fik forløst sit store potentiale.
I 1988/89-sæsonen var Uerdingen sluttet på en skuffende 13-plads i Bundesligaen, selvom klubbens ledelse i oktober 1988, da holdet lå på fjerdepladsen, havde annonceret, at målsætningen var at kvalificere sig til UEFA Cuppen. Lignende toner havde der ved samme lejlighed lydt fra den danske landsholdsspiller, Jan Bartram, der netop var skiftet til Uerdingen fra Brøndby.
Den skuffende placering havde ført til, at træner Rolf Schafstall var blevet fyret og altså erstattet af Horst Wohlers, der desuden havde fået sin nære ven, den mangeårige vesttyske landsholdsspiller og verdensmester fra 1974, Rainer Bonhof, som ny assistent. Samtidig blev forventningerne til den nye sæson nedtonet en smule, så målet nu kun var en placering mellem 6- og 10-pladsen.
Allerede i optaktsfasen til sin første sæson i Bundesligaen viste Brian Laudrup – især i oplæggerens rolle – fine takter. Kicker Sportmagazin fremhævede ikke overraskende hans fremragende teknik, men tillige, at han spillede for holdet, hvilket ikke var nogen selvfølge for en spiller, der ved første øjekast lignede en udpræget individualist.
I Sport Bild blev Laudrup, ligesom tre andre nyindkøbte Bundesliga-angribere, underkastet en meget nøje bedømmelse efter 6 kriterier: højre- og venstre ben, hovedspil, teknik, nærkampsstyrke og driblefærdigheder. Bedst var han i kategorien teknik, hvor han fik topkarakter på den tyske skolekarakterskala fra 1, sehr gut, til 6, ungenügend (utilstrækkeligt), mens han omvendt blev betegnet som ”ekstremt svag i hovedspillet” og meget svingende i sine præstationer.
Sport Bild anerkendte dog også bl.a. hans hurtighed, evner som oplægger ( ”assist-konge i Brøndby”) og driblefærdigheder, selvom han ”kun” fik karakteren 2 på det punkt. Den samlede konklusion lød, at Brian Laudrup godt nok var ”et stort talent”, men, at det var ”tvivlsomt (…) om gennemslagskraften rækker til Bundesligaen.”[ix]
[i] Niels Ole Qvist, Morten Nøhr Mortensen: Life of Brian – Historien om Brian Laudrup, s. 59.
[ii] Kicker Sportmagazin, 01.06.89.
[iii] Berlingske Tidende, 11.01.90.
[iv] Sport Bild, 11.12.91.
[v] Sport Bild, 11.12.91.
[vi] Ekstra Bladet, 13.08.89.
[vii] Jens Jam Rasmussen: Pionererne – Formanden bind 1.
[viii] Sport Bild, 08.07.92.
[ix] Sport Bild, nr. 27, 28.06.89.
