bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Bayern München – den stille død

Bayern München – den stille død

Bayern München, fans, medlemmer

På banen går alting som det skal i Bayern München. Man er forsvarende treble-mester og har hentet verdens største trænernavn og et par superstjerner til byen. Man har taget hul på sæsonen på overbevisende vis og drømmer nu om endnu et rekordeventyr.

Men udenfor banen – eller rettere lige ved siden af, i Bayerns traditionsrige Südkurve – er der en eskalerende konfrontation på vej mellem klubbens ultras og ledelsen.

Sydkurven er Bayern München-fanbevægelsens hjerte, et hjemsted for fanklubber fra hele regionen og et symbolsk arnested for den støtte som de weekend efter weekend leverer til holdet. Det er sjælen på et stadion som i alle andre henseender er flot, men også klinisk kontrolleret.

Men sådan bliver det ikke ved med at være, hvis det står til klubbens bestyrelse. Nylige planer om at ændre ståpladser til siddepladser, hæve billetpriser og komme sektion-fusk til livs truer med at ryste en af landets stolteste fankulturer i dens grundvold og har virket som en rød klud i ansigtet på tusinder af die hard fans.

Efter en fejlslagen dialog, hvor man ansatte den tidligere terror-ekspert Wolfgang Salewski som “uvildig mægler”, har Bayern-ledelsen taget et endeligt skridt ved at vende fanscenen ryggen. Blok 112-113 skal under kontrol, og det gør ondt. Dels fordi man rammer klubbens mest trofaste fans, og dels fordi man ikke bliver inviteret med på råd, fortæller Udo Schupfner, der er fast inventar i sydkurven på Allianz Arena, til bulibold.dk.

– Det man ser i øjeblikket er resultatet af en nøje planlagt strategi, der har til formål at ødelægge den aktive fankultur i München, siger Schupfner. Han betegner sig selv som en del af miljøet omkring fangrupperne, men ser sig ikke som en del af nogen ultragruppering.

Officielt hedder det at sydkurven skal reorganiseres. Men uofficielt er konfrontationen et opgør med det segment af Bayern-tilhængerne som passer dårligst ind i Bayern München-maskinens glatte image. Den aktive fanscene og ultra-kulturen er måske nok en garanti for fodboldromantik på Allianz, men ”den passer ikke altid ind i klubbens profitorienterede business plan” som Eurosports tyske redaktør Michael Wollny skrev i et skarpt indlæg onsdag aften. Forklaringen er ifølge Wollny simpel. Fanarbejde er besværligt, og uden ultras undgår man problemer. Og kritik.

– Jeg tror at klubben sigter mod en blanding af engelske tilstande og den model, som man har set i Barcelona, hvor der ikke længere rigtigt er nogen til tale på fansenes vegne, siger Schupfner.

I Tyskland er den berømte stemning på de store stadions et af ligaens største kommercielle aktiver. At have god stemning på stadion har derfor også betydet penge i kassen. Det har i årevis betydet at klubberne har været tvungne til at engagere ultrascenen og indgå en slags nobelt kompromis. Man har nogle steder været dygtige til at ansætte fan-repræsentanter og lytte til krav, og til gengæld har fangrupperne slugt stramninger, som for eksempel forbuddet mod pyroteknik. Det er et spil, der kræver meget af begge parter, men det ”fungerer for det meste” som Wollny rigtigt skriver.

Det gør det ikke længere i München. Bayern-ledelsen har sendt et klokkeklart signal, og fangrupperne i sydkurven har fanget pointen. De føler sig ikke velkomne længere. Resultatet har indtil videre været spredt stilhed som i fredags mod Mönchengladbach. I perioder kunne man ligefrem høre Gladbachtilhængerne overtage stadion, en episode som er blevet betegnet som ”rystende” og ”pinlig”, og som tegner et dystert billede af hvad der kan være i vente.

– Det er en skændsel at vores spillere skal opleve at blive pebet af og at modstanderfans sætter tonen på vores stadion, siger Schupfner. Det er en skam at konflikten mellem ledelse og fans er eskaleret lige præcis i år hvor vi fodboldmæssigt har haft en uforglemmelig sæson.

På sigt kan reaktionerne blive meget stærkere. Hvis klubben fortsætter med at forfølge en strategi som favoriserer familier og turister over lokale fans og ultras, risikerer man at give sydkurven, og dermed stemningen på Allianz, et stille men sikkert dødsstød. Uden organisationen bag mål og den energi fansene bringer med sig, risikerer Bayern at miste en stor del af den appel, der har gjort klubben til en darling for millioner af passionerede tilhængere verden over. Og når først det er sket, er det svært at finde tilbage til tidligere tider, advarer Schupfner.

– Klubben ønsker ikke længere en aktiv fanscene, men er i færd med at vende ryggen til sine rødder. FC Bayern München er på vej til at blive en forretning, der i endnu højere grad er fokuseret på profit.

– Vi vil få flere kampe at se, hvor man vil se kurven lide og det vil også kunne ses på banen. Det er ubarmhjertigt, men det værste er, at det i sidste ende desværre rammer vores egne spillere.

 

You may also like
Borussia Dortmund, fankultur, optakt, tilskuere, fans på stadion, Bundesligaen 2021/22, fyldte stadioner, fodboldrejse i Bundesligaen
Sådan får du rabat på din næste fodboldrejse til Bundesligaen
UEFA vil ikke tillade regnbuefarver på Allianz Arena
Homofobi, Tyskland, Regnbuens farver, One Love
UEFA vil åbne sag mod det tyske landshold på grund af støtte til homoseksuelle
Borussia Dortmund, fankultur, optakt, tilskuere, fans på stadion, Bundesligaen 2021/22, fyldte stadioner, fodboldrejse i Bundesligaen
DFL planlægger tilskuere på stadion fra september