bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Anthony Modeste har endelig fået sit gennembrud

Anthony Modeste har endelig fået sit gennembrud

Anthony Modeste har haft den bedste sæson i sin karriere. Han er blandt ligaens mest scorende spillere, og i både England og Kina er der bud efter hans målnæse. Men inden det gik der lang tid, før han slog igennem, og han skulle blandt andet forbi England, før han fandt lykken i Köln.

Inden sæsonen ville de fleste nok have nævnt Robert Lewandowski og Pierre-Emerick Aubameyang som de klare favoritter til at modtage Die Torjägerkanone. Det var dog de færreste, der havde forudset, at Anthony Modeste også ville blande sig i striden. Ikke desto mindre har han overraskende nok sparket sig ind på topscorerlistens 3. plads med 23 mål. Kun fem mål efter Lewandowski på 1. pladsen.

Det er ikke bare overraskende, fordi han spiller i FC Köln. Et hold, der ikke scorer ret mange mål. Men især fordi han aldrig rigtig var slået igennem som en stor målscorer. Han havde aldrig scoret flere end 20 mål på en sæson. Og det var, da han spillede for Angers i den næstbedste franske række.

Vendepunktet skal findes tre uger før starten på sæsonen. Hver sommer tager Modeste og familien på ferie ved Cote d’Azur, men Modeste valgte at afbryde ferien tre uger tidligere end planlagt og tage tilbage til Köln for at bruge resten af ferien i træningsrummet. Den første sæson i Köln havde ellers været godkendt. 15 mål blev det til, og i sin debut havde Modeste lagt ud med at lave et tre mål. Men Modeste følte, at han havde været tæt på sin topform, så han tog hjem for at være klar til den sæson, der var i vente.

”Det er en af grundene til, at jeg er i optimal form i øjeblikket,” sagde Modeste tidligere på sæsonen til det officielle Bundesliga-blad.

Nogle måneder senere tog han Fodboldtyskland med storm. Da sæsonen nåede til oktober, eksploderede han i et ekstraordinært målraseri. I løbet af den måned scorede han syv gange i fire kampe. Det startede med den udlignende scoring mod Bayern München i en kamp, der endte 1-1, og det sluttede med et hattrick i 3-0 sejren over HSV. Da oktober blev til november lå Köln på en 4. plads, og Modeste havde scoret 11 af holdets 16 mål.

Fra forsvarsspiller til angriber

Det lå dog ikke i kortene, at Modeste skulle blive en stor målscorer. Faren, Guy Modeste, havde været forsvarsspiller. Han havde i 70’erne forladt Martinique til fordel for Frankrig og AS Saint-Étienne, men det blev kun til én enkelt kamp på førsteholdet for forsvarsspilleren.

Selvom Guy Modeste aldrig blev den store succes, var sønnen ikke i tvivl. ”Jeg ville være ligesom min far,” har Anthony Modeste sagt til det officielle Bundesliga-blad.

Derfor var han forsvarsspiller som barn. Han begyndte dog hurtigt at kede sig nede i forsvaret, så han bad træneren om at rykke ham frem i angrebet. Det ville træneren ikke gå med til, så Modeste stoppede med at spille fodbold. Modeste overvejede sine alternativer. Han var tæt på at skifte til både håndbold og hip-hop, men til sidst gav træneren sig, og Modeste blev angriber. 

Som spydspids havde han tilsyneladende talent. Han blev i hvert fald hentet til OGC Nice’ akademi som teenager. På deres førstehold slog han dog aldrig rigtig igennem. På tre sæsoner scorede han kun tre mål, og det endte med en lejeaftale til Angers i Ligue 2, hvor han for første gang viste gang sin koldblodighed foran mål på et professionelt niveau. 20 mål blev det til i den sæson, han var udlejet til Angers, og han tiltrak sig derfor opmærksomhed fra større klubber. Navnlig Girondins Bordeaux.

Lavpunktet i Lancashire.

Selvom det startede lovende for Modeste i Bordeaux, blev det ikke en udpræget succes. Efter han løb ind i en målløs stime på 16 kampe, blev han udlejet til Blackburn Rovers i Premier League.

”Det gjorde mig stærkere at tage til Blackburn. Man er nødt til at se det positive i alle oplevelser. Om ikke andet betyder det at jeg kan tale engelsk,” har han udtalt om sit ophold i det engelske til det franske medie Sud Ouest ifølge bundesliga.com.

Det var også omtrent det eneste positive ved Modestes ophold i Lancashire. Ni kampe og nul mål blev det til for Modeste, og han huskes bedst for en udvisning mod West Bromwich i den afgørende fase af nedrykningskampen. De tabte 3-0 og rykkede senere ned.

Fra Korsika til kamikaze-fodbold

Det var dog svært at se positivt på tilværelsen i sommeren 2012. Modestes karriere var røget ud på et sidespor. Han var lige vendt hjem fra et mislykket lejemål i Blackburn, og han havde hverken bevist sig hos Nice eller Bordeaux. Den eneste længerevarende succes, han havde haft, var i Ligue 2, og han stod desuden over for endnu et lejemål. Denne gang til øen Korsika hos oprykkerne SC Bastia.

Det blev dog en betragteligt mere positiv oplevelse. Klubben fik en 12. plads, og Modeste blev holdets topscorer med 15 mål. Kun fire mål færre end Aubameyang, der fik sin gennembrudssæson i Saint-Étienne og skiftede til Dortmund efter sæsonen. Modeste skulle også videre, og ligesom Aubameyang blev Tyskland også hans næste destination.

”I Tyskland spiller man for at vinde, hvor man i Frankrig spiller for ikke at tabe. Det er et spørgsmål om mentalitet. Som angriber er det godt at spille i en angrebskultur, og det var derfor, jeg tog til Tyskland,” har han sagt til det franske medie Sud Ouest ifølge bundesliga.com.

Hvis han ledte efter en angrebskultur, fandt han den i Hoffenheim. Holdets offensiv var stjernespækket, og han skulle indgå i angrebet med blandt andet Roberto Firmino. Dertil spillede de kamikaze-lignende fodbold under Markus Gisdol, hvor de scorede utrolige 72 mål i 13/14-sæsonen. Problemet var, at de også lukkede 70 mål ind i eget net.

Modeste klikkede hurtigt og scorede seks mål i sine første syv kampe. Men ligesom i Bordeaux løb han efter en god start igen ind i en målløs stime. Han formåede kun at score seks gange i resten af sæsonen, så det var ikke mærkeligt, at Hoffenheim begyndte at lede efter andre alternativer. Ind kom Ádám Szalai, og da konkurrencen i forvejen var hård, var der ikke plads til Modestes ustabile form. Så da han endnu en gang ramte en målløs stime efter en god start, var det sværere at kæmpe sig tilbage på holdet, og FC Köln kunne derfor hente ham uden at møde meget modstand.

Lykken i Köln

I Köln mødte han en markant anderledes spillestil. Peter Stöger havde skabt en solid defensiv base, som holdet kunne slå lynhurtige kontraangreb fra. Det passede den store og hurtige Modeste godt. Han blev holdets topscorer med 15 mål i sin første sæson.

I Köln fandt han også en træner, der troede på ham og et fællesskab, som han ikke havde oplevet tidligere.

”Atmosfæren er speciel. Det er ikke sådan her alle steder. Jeg ved slet ikke, hvor ofte vi tager ud og spiser sammen. Det er simpelthen mageløst. Og vi er nødt til at fortsætte, for jeg tror ikke, at det vil gå så godt, hvis vi mister det,” har Modeste sagt om fællesskabet i Köln til det officielle Bundesliga-blad.

Alle ingredienserne var der til, at Modeste skulle blive en succes i Köln. Desuden var han selv blevet ældre og mere moden. Han bruger mere tid på at analysere sine egne præstationer, og som nævnt tog han tidligt hjem fra ferien for at blive klar til den kommende sæson.

Modestes præstationer er heller ikke gået ubemærket hen i hjemlandet Frankrig, hvor han bliver anset som en stærk kandidat til en landsholdsplads. Da han var i Nice og Angers, spillede han nogle U21-landskampe, men efterfølgende gik han i glemslen, så han har stadig sin landsholdsdebut til gode. Det kan der måske blive lavet om på. Landstræneren, Didier Deschamps, har i hvert fald måttet forholde sig til Modestes form.

”Han spiller godt. Han har forbedret sig. Det er op til ham at blive ved med at præstere godt, men han er selvfølgelig en af dem, vi holder godt øje med,” har Deschamps udtalt ifølge Bundesliga.com.

Der er også andre, der har fået øjnene op for den store franskmand. Tidligere på sæsonen afviste han et tilbud fra Kina, og han er blandt andet rygtet tilbage til England, hvor West Ham venter med et lukrativt tilbud. For tiden virker han dog tilfreds med at blive i Köln, hvor han for nylig har skrevet under på en forlængelse af kontrakten til 2021.

You may also like
Optakt, Gladbach
Rocco Reitz – Stutteriets nye stjerneskud
Optakt, højdepunkter, FC Köln, Bayern München
Optakt: FC Köln – Bayern München: Kriseramte Köln får besøg af vanvittige Kane
Tyske ord, udtryk, sprogblomster
Sæsonoptakt: 1. FC Köln – Baumgart Ball i ny fase
Tyske ord, udtryk, sprogblomster
David Wagner – godt humør, men også god træner?