bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > Andreas Albers og St. Pauli kan rykke op på Volksparkstadion: – Det kunne ikke være skrevet bedre

Andreas Albers og St. Pauli kan rykke op på Volksparkstadion: – Det kunne ikke være skrevet bedre

Kampprogram, 2. Bundesliga 2022/23

Andreas Albers og FC St. Pauli kan fredag aften sikre sig oprykning til Bundesligaen i fjendens egen hule, når de møder HSV på Volksparkstadion. En speciel situation for en speciel klub, hvor danskeren har skulle vænne sig til en ny og mindre rolle efter skiftet fra Regensburg i sommers. 

Fredag aften kan champagne-propperne langt om længe poppe på Volksparkstadion i Hamburg. Efter seks sæsoner i 2. Bundesligaen kan de lokale tilskuere potentielt se frem til en aften, hvor et Hamburg-mandskab træder op i Bundesligaen. 
Det er bare ikke HSV. 

For FC St. Pauli står med en gylden mulighed for at sikre sig oprykning til Bundesligaen i rivalernes hule. En sejr sender Hamburg-klubben op i det fineste selskab for første gang siden 2011, men mindre kan også gøre det, hvis Düsseldorf ikke slår Nürnberg samme aften. 

Det vil derfor også være underligt, hvis ikke der var en lidt speciel og måske anspændt stemning i St. Pauli-truppen frem mod fredagens derby. Men faktisk er den forholdsvis afslappet, og ugen har på mange måder mindet om de øvrige uger og kampe.  

Det fortæller den danske angriber Andreas Albers, der kom til St. Pauli inden denne sæson i et interview med Bulibold.

– Stemningen er faktisk uændret. Det er selvfølgelig en meget speciel kamp på flere fronter, fordi det er et derby, men samtidig kan vi sikre en oprykning. Man skulle derfor måske forvente, at stemningen var helt vild, og at folk drejer rundt om sig selv og ikke ved, hvad de skal give sig til, men jeg synes egentlig, at stemningen er uændret. Vi ved godt, at vi stadig har et stykke arbejde, der skal gøres færdigt.

Vil være specielt at sikre det mod HSV

Det er dog ingen hemmelighed, at forholdet mellem FC St. Pauli og HSV til tider godt kan være anspændt og hadsk, og derfor lægger Albers heller ikke skjul på, at det bliver en speciel aften på Volksparkstadion, hvor en fejring måske kan bringe over 50.000 menneskers sind i kog. 

Faktisk er det aldrig lykkedes St. Pauli at ende over HSV i tabellen, men det kan altså ændre sig inden længe. 

– Det tror jeg for rigtig mange vil betyde meget. Det er klart, at den her sæson på mange punkter har været speciel, og at det lige præcis er timet sådan, at vi skal møde hinanden nu, hvor der er mulighed for, at vi kunne rykke op, det kunne jo ikke være skrevet bedre, siger Albers. 

Andreas Albers kom til St. Pauli inden denne sæson efter tre sæsoner i SSV Jahn Regensburg, der rykkede ned, og på mange måder kan danskeren mærke, at det er en helt anden klub og by, han nu befinder sig i. 

St. Pauli er en speciel klub med stolte traditioner – specielt udenfor banen – og man mærker på daglig basis rivaliseringen mellem St. Pauli, og hvad der i mange år har været storebror, Hamburger SV. 

– Det er den evige skurk, som man altid kæmper lidt imod, og fansene forsøger at drille hinanden med klistermærker rundt omkring i byen osv. Byen er meget tydeligt todelt, når det kommer til fodbolden, lyder det fra St. Paulis nummer 19. 

Kultklubben St. Pauli 

Skiftet til kultklubben i Hamburg har på mange måder været en omvæltning for Andreas Albers, der har skulle vænne sig til det store fokus fra omverdenen i St. Pauli. For St. Pauli er ikke som alle andre tyske klubber. 

De går forrest på mange politiske områder, hvor de ikke holder sig tilbage.

– Det er klart, at St. Pauli står for mere end andre fodboldklubber, og det gør de bevist, og det gør de rigtig sundt. Det er svært at forklare. Det sammenhold, der er, bliver bygget på værdier og en måde at leve på, og det er den forbindelse man har til menneskene i bydelen, selve bydelen og så fodboldholdet. Det bliver ligesom kogt ned i den samme suppe. Og de tre elementer imellem bliver noget stærkere end i en anden fodboldklub. 

– I St. Pauli hylder man selve St. Paul og det, de står for, når man vinder. Det er St. Pauli som fodboldklub, og det er de værdier, der vinder, når St. Pauli vinder på fodboldbanen. 

Med den store opmærksomhed følger også et øget pres, og derfor gælder det om at finde balancegangen mellem det at stå for St. Paulis værdier og samtidig koncentrere sig om spillet på banen. Her er klubben dog gode til at give en hånd med og skærme for omverdenen, hvis man har behov for det, fortæller Andreas Albers. 

Angriberen har selv fundet en balancegang, der fungerer for ham, og han kan godt lide også at komme rundt i byen og snakke med de lokale. Her bobler passionen, og det er i alle afkroge. 

– Jeg har været på besøg på et hospice, hvor jeg besøgte en af beboerne, der havde sengetøj, solbriller, kuglepenne og alt var simpelthen med St. Pauli. Der er nogle fans, der har været med i mange år, som har en masse historier, og alt det forsøger de at give videre. Det synes jeg er interessant. 

Begrænset spilletid har været en omvæltning

Det er dog ikke kun alt det udenfor banen, der er anderledes for den 34-årige angriber i St. Pauli. Andreas Albers står nemlig kun noteret for sølle 369 minutter i 2. Bundesligaen for St. Pauli i indeværende sæson, hvor han kun er startet inde tre gange. Det er noget af en kontrast ift. de fire sæsoner, han spillede i Regensburg, hvor danskeren var fast mand og spillede tæt på fuld tid i alle kampe.

Albers var omvendt klar over, at når man skifter en nedrykning ud med en topklub i 2. Bundesligaen, så vil der være kvalitetsforskel og større konkurrence. 

En omvæltning, som danskeren i starten skulle affinde sig med, og Albers har ikke bare vendt tommelfingeren nedad og kastet håndklædet i ringen. 

Han indrømmer alligevel, at han gerne ville spille mere, end det er tilfældet, og han har heller ikke scoret i den braun-weiße St. Pauli-trøje. 

– Det har været anderledes, fordi jeg i min karriere har været vant til at spille en hel del, men det er klart, det var også i mine overvejelse, da jeg skiftede her til. Jeg vidste godt, at der kvalitetsmæssigt var et spring, derfor var jeg også klar på, at min rolle blev anderledes, siger han og uddyber om sin rolle: 

– Jeg har accepteret den, men selvfølgelig ville jeg gerne have spillet noget mere og bringe nogle af mine kvaliteter på banen. Men jeg må også acceptere, at den måde, der bliver spillet fodbold på, og den måde de gerne vil have, at topangriberen deltager i spillet, det er bedre med en anden type angriber, end jeg er, erkender Andreas Albers, som også fortæller, at hvis St. Pauli ikke havde været med i topkampen i 2. Bundesligaen, så havde han nok fået flere minutter. 

Et af de største trænertalenter

Men med den lidt mere begrænsede mængde spilletid, så har Albers i stedet kunne udnytte sin store erfaring på træningsbanen. Her har han kunne hjælpe de unge spillere i truppen på en helt anden måde end tidligere.  

– Jeg har indtaget en anden rolle på træningsbanen, og jeg sørger for at få de andre til at optimere, som de nu gør bedst, og koncentrere mig lidt mere omkring de unge og guide dem igennem det at være professionel i en klub som St. Pauli. Det synes jeg også er spændende, men det er klart, at der mangler noget i weekenden. 

Rutine har der måske også været brug for, da det er den bare 31-årige Fabian Hürzeler, der styrer St. Pauli-skibet gennem 2. Bundesligaen. Det unge trænertalent har været en stor oplevelse for Albers at mærke på træningsbanen, hvor den røde tråd er tydelig i alt, hvad spillerne foretager sig.  

– Han er ekstremt detaljeorienteret, og der bliver ikke gået på kompromis. Han har en helt klar måde at spille fodbold på og en klar måde, hvorpå han vil have sine taktikker kørt igennem på træningsbanen. 

– Vi har egentlig troet, at 2. Bundesligaen kun kunne vindes ved at spille sindssyg hård fodbold og no-nonsense fodbold med masser af fysik, men den kan sagtens vindes ved at spille noget rigtig godt fodbold, som også kræver en høj intensitet. Det glæder jo mit fodboldhjerte, at det også kan lade sig gøre. Og så er han fodboldfaglig ekstrem dygtig i en ung alder, lyder det fra Albers, der faktisk er tre år yngre end Fabian Hürzeler.

– Det skulle man lige vænne sig til i starten. Men det er klart, at man kan mærke mere, at en 29-årig går fra at skulle være assistent til at være den, der holder oplæggene. Men han gør det meget godt. Han har en fin autoritet, og det falder ham meget naturligt, så det er ikke noget, jeg til dagligt tænker over.

Spilletid eller 1. Bundesliga?

På mange måder har det altså været et anderledes år for Andreas Albers, der dog ser tilbage på en sæson, der efter alt at dømme ender med oprykning, med et smil på læben. For sæsonen i St. Pauli har udviklet danskeren som både fodboldspiller og ikke mindst mennesket Andreas Albers. 

– Det har været et spændende år. Jeg har også lært meget i en sen alder både menneskeligt og på banen, så det har stadig været et godt år. 

Og fremtiden? Ja, den er stadig uvis for 34-årige Andreas Albers, der ikke helt kan svare på, hvad der vejer tungest. Spilletid eller at være i en Bundesliga-klub, som St. Pauli måske bliver fredag aften. 

– Det er et rigtig godt spørgsmål, og det er for mig svært at svare på. Rent fodboldmæssigt synes jeg faktisk begge roller er interessante, ift. at man kunne være på et lidt højere niveau og så acceptere lidt mindre spilletid, men at man så på træningsbanen har nogle fede typer at kunne arbejde med og et fedt sammenhold. 

– Omvendt kan man også være i en klub, hvor man vil spille lidt mere. Det er svært for mig at afgøre, og der må jeg konkret sætte mig ned og se på hver enkelt mulighed og så tage beslutningen derfra, afslutter Andreas Albers. 

Stadtderbyet i Hamburg fløjtes op på et fuldstændigt udsolgt Volksparkstadion kl. 18.30.

You may also like
Max Morlock, Nürnberg, Stadion, fans, 2. Bundesliga
Optakt til runde 12 i 2. Bundesliga – Ballade og vægtløft i Hannover
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?
Optakt, HSV
Optakt til 9. runde i 2. Bundesliga – kuriøse straffespark
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer