Så er den korte vinterpause snart forbi, og det er godt nyt for de af os, der har et svagt punkt for foldbolden i den næstbedste tyske række. Det spidser til i toppen af 2. Bundesliga, hvor man skal helt ned til Dynamo Dresden på 11. pladsen for at finde et hold, der ikke har en reel chance for at rykke op.
Toppen
St. Pauli indtager fortsat førstepladsen og har lige som sidst seks point ned til 4. pladsen. Alt er dog ikke fryd og gammen for ”Die Kietzkicksers”. Efter tre sejre i træk sløsede de to point væk ude mod Düsseldorf og sluttede efteråret af med en lussing på 0-3 ude mod et Kiel-mandskab, der ellers ikke har imponeret mange. Heldigvis for St. Pauli mangler de stadig at spille ni hjemmekampe på Millerntor, hvor de hidtil har vundet rub og stub.
Darmstadt ligner faktisk lige nu den mest sikre oprykker. Holdet ligger kun et point efter St. Pauli og har med Phillip Tietz og FC Midtjylland lejesvenden Luca Pfeiffer ligaens farligste angreb, samt to overkommelige kampe at se frem til.
Subtoppen
Som nævnt kan alle holdene i 2. Bundesliga helt ned til 10. pladsen med god ret påkalde en fair chance for oprykning.
Hele fire hold ligger på en delt 3. plads med 30 point nemlig HSV, Schalke, Nürnberg og Heidenheim. Kun et point efter kommer Werder, som jeg ellers fejlagtigt havde afskrevet i oprykningskampen. HSV kunne sagtens være kommet endnu tættere på de to øverste pladser, men i kampen mod Schalke lige inden vinterpausen udlignede Ko Itakura til slutresultatet 1-1 kort inden slutfløjtet.
På de følgende pladser kommer Regensburg og Paderborn, mens KSC på 10. pladsen faktisk kun har fem point op til den 3. plads, der som bekendt udløser to oprykningskampe mod Bundesligaens nummer tredjesidst.
Bundkampen
Hvis jeg skal følge min egen logik, så må bundstriden i 2. Bundesliga jo begynde fra 11. Pladsen, og her har Dresden netop fem point ned til den første af de kedelige pladser.
Ingolstadt ligger fortsat sidst men imponerede i runden inden jul med en 3-0-sejr over netop Dresden.
Aue er efter en kort opblomstring gået helt i stå og har således tabt sine sidste fire kampe klart. Omvendt så har Sandhausen, der lige nu ligger på ”Relegationspladsen” høstet fem point i de sidste tre kampe og har nu kun tre point op til trekløvret Hannover, Rostock og Düsseldorf, der alle ligger over stregen med 20 points.
Transfers
Nu hvor transfervinduet er åbnet, er der så småt kommet gang i handlerne igen.
Schalke har sikret sig den norske kantspiller Andreas Vindheim hos Sparta Prag. Angriberen Andre Leipold med en fortid hos Darmstadt, er skiftet fra Wacker Burghausen til HSV, Nürnberg har lejet Jens Castrop hos Köln, og endelig har Paderborn sikret sig den tidligere tyske U20 landsholdspiller Florent Muslija, der siden har valgt at optræde for Kosovos landshold.
Transfervinduet holder åbent indtil den 31. januar kl. 18.00
Det kan vi glæde os til
Der bliver kun spillet to runder i januar.
St. Pauli lægger blødt ud mod Aue, inden HSV venter i ”Kampen om Hamburg” på Volksparkstadion. Er det mon igen en sag for Simon Makienok, eller ryger han videre til en anden klub inden? HSV skal inden derbyet en tur til Dresden og kan med to sejre i træk virkelig lægge pres på bysbørnene.
Se Simon Makienok score for St Pauli mod HSV
Ligaens nummer to har et par overkommelige kampe mod Karlsruhe og Ingolstadt og ligner fortsat et rigtig godt bud på en direkte oprykker.
I den anden ende af tabellen er det tætteste vi kommer på et bundbrag, når Rostock på fredag tager imod Hannover.