bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Bundesliga > Taktisk analyse: Borussia Dortmund – Schalke 04 3-2

Taktisk analyse: Borussia Dortmund – Schalke 04 3-2

Søndagen bød på det 147. Revierderby mellem Borussia Dortmund og Schalke 04. “Die Mutter aller Derbys“ plejer sjældent at skuffe og det gjorde det heller ikke i går. Dortmund vandt 3-2 i en kamp, som Tuchels tropper dominerede igennem store dele af kampen.

Opstillinger

Dortmund: Bürki – Ginter, Sokratis, Hummels, Schmelzer – Weigl, Gündogan, Kagawa – Castro, Mkhitaryan, Aubameyang

Schalke 04: Fährmann – Caicara, Matip, Neustädter, Aogo – Santo, Goretzka, Kolasinac, Meyer – Sané, Huntelaar

Breitenreiter med forsigtigt udgangspunkt og mandsopdækning

Uden sejr i de seneste 5 kampe var Breitenreiters tropper på forhånd ikke levnet mange chancer mod et Dortmund-hold, som har sprudlet under den nye ledelse af Thomas Tuchel. Breitenreiter har de seneste kampe famlet lidt i formationerne og skiftet mellem 4-2-3-1 og 4-4-2 uden nogle af dem egentlig har fungeret. Til gårsdagens opgør stillede han op i en meget defensiv 4-4-2 med Sead Kolašinac ved siden af Goretzka på midten og Meyer og Di Santo på hver deres kant. Derudover havde han rykket Sané op ved siden af Huntelaar i et forsøg på at give Schalke noget speed i deres offensive omstillinger. Umiddelbart er det ikke første gang, at Breitenreiter stiller med en angriber på kanten, men til dagens kamp virkede det ikke som det klogeste træk fra hans side. Fra start til slut agerede Meyer og Di Santo en form for wingbacks pga. af deres defensive opgave i at mandsopdække Dortmunds to fremadstormende backs. Det resulterede i at Schalke til tider stod med 6 mand i bagkæden, noget Darmstadt tidligere på sæsonen havde udført med succes på Signal Iduna Park, men som ikke lykkedes i samme grad for Schalke.

Umiddelbart virker valget af de to offensivspillere en smule mærkeligt, når man vælger at udstikke disse med så defensive opgaver – hvilket også skulle vise sig at koste senere hen i kampen.

Tuchel und die Halbräum

Dortmund stillede op i en 4-3-3 og med 3 ændringer fra torsdagens Europa League-sejr, som sikrede dem kvalifikation til forårets slutspil. Ginter var igen at finde på højreback, Sokratis i midterforsvaret, Castro på højre kant og Kagawa gled ind i startopstillingen som en del af en 3-mands midtbane. Tuchels introduktion af en mere possesion-baseret spillestil har været en fornøjelse at følge igennem efteråret, og det var også tilfældet denne eftermiddag på Signal Iduna Park. Dortmund dominerede bolden fra første fløjt og Schalke havde store problemer med at få indsat deres første-pres grundet Dortmunds fremragende opbygningsspil. Gang på gang fik Dortmund frigjort spillere, der så kunne modtage bolden, for derefter at føre den frem mod den sidste tredjedel af banen.

Det skete oftest ved at Weigl placerede sig mellem Huntelaar og Sané, mens Gündogan og Kagawa faldt ned på siden af de 2 angribere. Weigl fastholdte dermed de to angribere centralt, hvilket betød at Hummels ofte kunne finde Kagawa retvendt i det tyskerne ynder at kalde det ”linke halbräume”. Pladsen i halbräum opstod fordi Dortmund offensive backs fastlåste Schalkes kanter længere fremme i banen pga. Breitenreiters valg af mandsopdækning. Samtidig kunne Schalkes centrale spillere ikke støde op på Gündogan eller Kagawa, da man tydeligvis ønskede at gøre mellemrummet utrolig småt via kort afstand mellem stoppere og midtbane.

taktisk screen1

Her ses den foretrukne måde som Dortmund anvendte til at spille sig forbi Schalkes første pres. Weigl var ofte endnu længere nede, for derved at fastholde de 2 angribere centralt, så der var plads i halbräum til Gündogan og Kagawa.

Mandsopdækning og forsvarsfejl

Schalke og Breitenreiters gameplan, om end den var destruktiv, så ud til at virke de første 20-25 min, hvor Dortmund havde svært ved at komme til chancer. Første registrerede afslutning kom faktisk først i det 28 min, hvor Castro sparkede forbi mål. En del af Tuchels nyindførte spillestil hos Dortmund omhandler det at starte angrebet i den ene side for at afslutte det modsat. Her ynder Dortmund ofte at angribe igennem deres venstre side, hvor de forsøger skabe overtal via Mkhitaryan, Kagawa, Schmelzer og nogle gange også Castro, for så at vende spillet via Weigl eller Gündogan og derved afslutte angrebet i højre side.

Netop denne opbygning lå til grund for målet til 1-0. Efter opbygning i venstre modtager Weigl bolden på midten og vender den modsat, her skaber Mkhitaryan, med sit dybdeløb, plads til en bandepasning mellem Ginter og Castro. Ginters oppasser er den offensive Meyer, som opfatter situationen for sent, hvilket giver Ginter muligheden for at slå bolden ind i panden på en fremadstormende Shinji Kagawa, der gør det til 1-0.

Målet var et fint eksempel på Tuchels ankomst til Dortmund og hvorledes man kan åbne et forsvar gennem en god possesionfase. Samtidig må man også påpege at Breitenreiters mandsopdækning bliver udstillet i sekvensen omkring målet.

taktisk screen2

Billede: Ginter spiller bande med Castro og udstiller Breitenreiters mandsopdækning.

Jublen var dog kort for Dortmund-fansene, da Schalke få minutter efter ufortjent udlignede til 1-1. Målet kom efter fejl fra begge Dortmunds stoppere. Først smider Hummels en bold i fødderne på en modstander, for derefter at gå fejl af Sané, som sendes direkte mod mål med en dyb bold. Ikke nok med Hummels fejler, så vælger Sokratis i samme moment, at satse på at gå på bolden. Sokratis undervurderer tydeligvis Sanés fart som betyder, at Sané glider let forbi og kan servere bolden på et sølvfad for Huntelaar, som bryder en lille måltørke. Generelt havde Dortmunds 2 stoppere ikke deres bedste eftermiddag, hvor begge kan siges at være impliceret i Schalkes 2 mål. Dette var samtidig en af de eneste gange, hvor Schalke som ønsket fik stjålet bolden i mellemrummet og derefter sendt Sané dybt i en offensiv omstilling.

Herefter lignede det stilstand indtil pausen, men den unge back Ginter ville det anderledes og steg lige før pausen til vejr på et hjørne og stangede bolden i nettet til en 2-1 føring, som Dortmund kunne gå til pause med.

Tuchel ændrer i pausen

Dortmund kom stormende ud til anden halvleg, hvor Schalke ikke fik et ben til jorden det første kvarter. Tuchel havde tydeligvis pointeret i pausen, at det var nødvendigt at der blev spillet en smule mere direkte for derved at fange Schalke inden de kom tilbage i deres defensive organisation. Allerede i løbet af de første 2 minutter havde Dortmund spillet 3-4 dybdebolde og i det 47. minut af anden halvleg skulle det vise sig at give pote i form af et mål fra Aubameyang. Bolden bliver erobret efter et udspark, hvorefter Weigl spiller den direkte på Mkhitaryan, der finder Castro, der er søgt ind centralt og som på fornem vis spiller Aubameyang alene med Fährmann. Den nuværende Bundesliga-topscorer svigter selvfølgelig ikke og giver Schalke det der ligner dødsstødet.

Dortmund forsætter fremmachen det næste kvarter og kun en velspillende Fährmann i målet holder Schalke lidt inde i kampen. Flere af chancerne kommer efter direkte spil på Aubameyang, som efter 3-1 scoringen fik en smule mere bagrum og løbe i, i takt med at Schalke kravlede længere frem på banen.

Huntelaar skaber spænding

Med 20 minutter igen lignede det mest af alt et spørgsmål om tid før Dortmund satte det endelige søm i ligkisten med en scoring til 4-1. I fodbold skal der dog ikke meget mere end en enkelt fejl til for at spændingen pludselig er tilbage. Ligesom i første halvleg formår Hummels og Sokratis begge at lave en fejl i løbet af få sekunder, hvilket resulterer i et Huntelaar elegant kan loppe bolden henover Bürki til en 3-2 reducering. Hummels satser først alt for meget og alt for ivrigt i en tackling på midten, hvilket giver Goretzka muligheden for en omstilling og et tidligt indlæg. Herefter laver Sokratis en fejlclearing af dimensioner, som altså resulterer i endnu en Schalke-scoring efter en Dortmund fejl.

De sidste 15 minutter får Dortmund dog styr på tingene igen, og på nær et farligt langskud fra Pierre Emile Højbjerg, så kommer Schalke ikke nærmere en udligning. I stedet holder Dortmund trit med Bayern i toppen og trækker sig sejrigt ud af 147. Revierderby.

Opsummering

En kamp, der pga. uprovokerede fejl fra de 2 Dortmund-stoppere umiddelbart blev tættere end den skulle have været. Breitenreiter havde et meget defensivt udgangspunkt i løbet af store dele af kampen, hvilket betød at Dortmund dominerede med bolden. Samtidig havde Dortmund godt styr på deres restforsvar så Schalkes omstillinger blev reduceret til et minimum. Dortmund burde have vundet større, men personlige fejl fra Hummels og Sokratis kostede. Dortmund under Tuchel får dog et bedre og bedre udtryk for hver kamp og forhåbentlig kan de holde energiniveauet oppe og hænge på Bayern i toppen.

Schalke og Breitenreiter begynder derimod at ligne et hold der er inde i en down-periode og med Bayern München og Leverkusen i de næste to kampe, ligner det en sort november for die Königsblauen.

 

Relateret
You may also like
Den nye, tyske TV-aftale: solidarisk guldregn?
Bundesligaprogrammet for sæsonen 2017/18
Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (34. runde)
Rundens hold i Bundesligaen – uge 34