bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Nürnberg > Rundens buli-hold – uge 7

Hver uge umiddelbart efter sidste slutfløjt sætter bulibold.dk rundens Bundesligahold. Buli-holdet er vores bud på spillere, som på den ene eller anden måde har gjort sig positivt bemærket og dermed fortjent en lille anerkendelse.

Rundens hold – Uge 7 (4-2-3-1):

Rundens hold uge 7

 

Tor

Manuel Neuer (Bayern München) – Det er ikke altid let at vaere Torwart på et hold, hvor det er begrænset hvor mange gange man rører bolden. Mod Wolfsburg viste Neuer, at han også mestrer den disciplin. Sikker i sine indgreb og med et par vigtige redninger, når det brændte på.

ABWEHR

Marcell Jansen (Hamburger SV) – Den er god nok. HSV har en forsvarsspiller med på ugens hold. Et mål trækker selvfølgelig altid op, men Jansens præstation i det defensive er bestemt også værd at nævne. Seks vellykkede tacklinger og en enkelt interception er mere end godkendt.

Mats Hummels (Borussia Dortmund) – Tog for nyligt bladet for munden og kommenterede på den seneste tids kritik af ham i et interview med Kicker, men det bedste svar gav han i kampen mod Freiburg. Hummels er ikke den hurtigste spiller i ligaen, men han er til gengæld blandt de mest forudseende. Hele syv gange brød han gæsternes angreb.

Antonio Rüdiger (VFB Stuttgart) – Pladsen i midterforsvaret kunne ligeså godt have gået til makkeren Schwaab, men Rüdiger får pladsen for en helt igennem sikker præstation. Vandt samtlige sine 14 dueller og skilte sig desuden fornuftigt af med bolden.

Kevin Grosskreutz (Borussia Dortmund) – Altmuligmanden har efterhånden spillet de fleste pladser for BVB. Selvom han kun er reserve for Piszczek, så er et godt bud, at det er på backen han hans fremtid ligger. Fem tacklinger, to interceptions og flere gode tiltag i offensiven giver ham en fortjent plads på ugens hold

MITTELFIELD

Nuri Sahin (Borussia Dortmund) – Det var muligvis ikke meget, Freiburg havde at byde ind med, men hver gang der var optræk til noget, var tyrkeren eminent til at bryde spillet. Bliver stadig bedre og bedre for hver kamp, og mangler sådan set kun stabiliteten for at være tilbage til tidligere tiders niveau.

Simon Rolfes (Bayer Leverkusen) – Der var muligvis bedre præstationer end Rolfes på den centrale midt, men anføreren får alligevel pladsen for sin indstilling. Var så småt ved at blive kørt ud på et sidespor, men med skader til Castro og Bender, er han tilbage på banen. Mod Hannover gjorde han igen en fornuftig figur og krydrede sin indsats med en scoring.

Sidney Sam (Bayer Leverkusen) – Inden sæsonen gik i gang, var der store forventninger til nyindkøbet Son, og selvom sydkoreaneren har leveret fint i begyndelsen, er han i stort set samtlige kampe blevet overstrålet af Sidney Sam. Alt kreativt går i øjeblikket igennem tyskeren, der med mål, assist og fem nøgleafleveringer klart var kampens spiller.

Marco Reus (Borussia Dortmund) – Præsterede endnu en gang på absolut højeste niveau. Scorede selv de to første og var også manden med assisten til det tredje, inden han blev pillet ud og sparet til midtugens Champions League kamp. Hele fem nøgleafleveringer trækker også op.

Traore (VFB Stuttgart) – I den sene søndagskamp fik Stuttgart en yderst fortjent udesejr over rekorddårlige Braunschweig. En af dem der for alvor bidrog til festen var Traore, der både leverede mål, assist og fire chanceskabende afleveringer.

STURM

Robert Lewandowski (Borussia Dortmund) – Der har været masser af fokus på polakken i den forgangne uge. Tre kampe uden scoringer og en uheldig udtalelse om det forestående skifte til Bayern, har fået kritikerne til at hævde, at motivationen til at give 100 procent, måske ikke længere var til stede. Mod Freiburg viste Lewandowski dog, hvorfor han er Bundesligaens mest komplette angriber. Særligt målet til 3-0 var af høj klasse og et studie i fysik, boldkontrol og afslutning.

TRAINER

Thomas Schneider (VFB Stuttgart) – Det var et forholdsvist ubeskrevet kort, Stuttgart hev ind til at tage over efter Labbadia. Det begyndte godt nok med en europæisk blamage, men siden er klubben kommet tilbage på sporet, og det er ikke mindst takket være Schneider. Han har bragt spilleglæden tilbage og har samtidig fundet en god balance mellem det kontrollerede og eksploderende spil. Det er muligt, at Braunschweig ligger håbløst sidst, men det skal ikke tage glansen fra et godt taktisk indstillet Stuttgart mandskab, der var overbevisende i stort set alt, hvad de foretog sig.

Honorable Mentions:  

Ben Hatira, Thomas Kraft, Abraham, Elia, Allagui, Heung-Min Son, Boenisch, Kvist, Schwaab.

UGENS KAMP

Werder Bremen – Nürnberg 3-3: En herligt vekslende kamp og et af to 3-3 opgør i denne runde. Werder Bremen er så småt ved at komme i gang rent målscorings mæssigt, mens Nürnberg igen beviste, at de er svære at slå selvom, de kommer bagud. Klubben har stadig sin første sejr til gode, men kan man fortsætte takterne fra de sidste par kampe, kan de tre point ligge lige om hjørnet, når de i næste runde tager i mod HSV.

Relateret
You may also like
Rundens hold i Bundesligaen – uge 34
Rundens hold i Bundesligaen – uge 33
Rundens hold i Bundesligaen – uge 32
Rundens hold i Bundesligaen – uge 31