Med en scoring i sidste minut af Toni Kroos sikrede Tyskland sejren over Sverige. Nu gælder det sidste og afgørende kamp i gruppen, hvor et indtil videre upåagtet sydkoreansk hold venter de forsvarende verdensmestre.
Kampfakta
Spillested: Kazan Arena, Kazan
Kamptidspunkt: Onsdag kl. 16.00
TV: TV 2 Sport
Dommer: Mark Geiger (USA)
Efter en svær første halvleg mod Sverige, hvor holdet kom bagud og fortsat så ustabile ud i sin organisation, kæmpede Tyskland sig tilbage i anden halvleg. Et hurtigt mål af Reus bragte håbet tilbage, inden Kroos fik det til at eksplodere på den tyske bænk med sit mål på frispark dybt inde i overtiden.
Den tyske sejr åbner Gruppe F op, men tyskerne kan nu selv afgøre sin videre skæbne. Det kræver formentlig blot en sejr over Sydkorea, mens uafgjort kan være nok med mexicansk sejr. Fair play kan også komme i spil i tilfælde af pointlighed og samme målscore, så her kan Jerôme Boatengs røde kort mod Sverige i yderste konsekvens vise sig enormt kostbar.
Det er ikke kun det videre avancement, der er på spil for tyskerne, da placeringen i gruppen kan vise sig vigtig, da vi må formode at andenpladsen, skal møde Brasilien i næste runde. Det vil derfor være et tysk hold, som vil gøre alt for at jagte en målrig sejr, da målscoren i sidste ende kan vise sig afgørende.
Joachim Löw vil formentlig ikke foretage ligeså markante ændringer som i sidste kamp, men han kan se sig nødsaget til at ændre på to positioner. Hummels er klar til igen efter en mindre skade, og han overtager formentlig Boatengs plads i forsvaret, da han har karantæne efter sin udvisning. Rudy har gennemgået en operation efter sin skade, der tvang ham fra banen mod Sverige, og han er derfor tvivlsom. Han kan erstattes af Khedira, der spillede første kamp og sad på bænken mod Sverige, eller Gündogan som kom ind i stedet for Rudy i sidste kamp. Leon Goretzka er også en mulighed, men Joachim Löw har indtil videre ikke kigget Schalkespillerens vej.
Sydkorea har ikke gjort meget væsen af sig ved dette VM og har kun ydet begrænset modstand i de to første kampe. På trods af to nederlag og dermed 0 point, er der dog stadig en mulighed for at gå videre til ottendedelsfinalen. De kan ikke selv afgøre det, men det kræver at sydkoreanerne slår Tyskland, mens Mexico besejrer Sverige. Holdet er dog blevet svækket, da anføreren og Swansea-spilleren Sung-Yueng Ki er blevet lægskadet.
Asiaterne bliver formentlig sat under pres fra første fløjt, men de to første kampe har vist, at der er muligheder for at straffe Tyskland på hurtige omstillinger. Derfor kommer Sydkorea til at gribe kampen an på samme måde som Sverige og Mexico og vil håbe på, at deres hurtige offensiv kan kreere chancerne gennem kontraangreb.
Hvis du er ligeså forvirret omkring mulige scenarier, så hold tungen lige i munden og læs med her! For sådan går Tyskland videre til ottendedelsfinalen!
Tyskland er videre:
– Hvis de vinder med mindst to mål mod Sydkorea.
– Hvis de vinder mod Sydkorea, og Sverige ikke vinder mod Mexico.
– Hvis Tyskland spiller uafgjort mod Sydkorea og Sverige spiller uafgjort mod Mexico. Derefter skal Tyskland have scoret flere mål end Sverige. Så to gange 0-0 vil sende Tyskland videre, da de I givet fald vil have en målscore på 2-2 mod svenskernes 1-1
– Hvis Tyskland taber mod Sydkorea med et mål og Sverige taber imod Mexico med samme resultat. I så fald vil det stå lige mellem Tyskland, Sverige og Sydkorea, men Tyskland går videre på at have lavet flest mål.
Bud på startopstillinger:
Tyskland: Neuer – Kimmich, Rüdiger, Hummels, J. Hector – Khedira, T. Kroos – T. Müller, Reus, Draxler – Ti. Werner
Sydkorea: H.-W. Cho – Y. Lee, H.-S. Jang, Y.-G. Kim, M.-W. Kim – S.-J. Ju, S.-W. Lee – J.-S. Lee, Moon – H.-C. Hwang, Son
Kampens duel:
Det tyske forsvar og organisationen i det hele taget, har stadig til gode at vise, at de kan stå kompakt i 90 minutter. Begge opgør har vist, at forsvaret er til at løbe fra ved hurtige omstillinger, så der kan opstå chancer for de hurtige sydkoreanere. Mod Sverige var det også deres hurtighed, der var ved at skabe mulighederne. Her spiller den nuværende Tottenham-spiller og altoverskyggende stjerne Son Heung-min en stor rolle, og hvis han kan ramme niveauet på dagen, kan han blive et farligt aktiv mod det tyske forsvar. Derudover bliver det spændende at se om en hidtil usynlig Thomas Müller kan finde niveauet og præstere, som han gjorde fra fire år siden under VM i Brasilien.
Vidste du, at…:
holdene har mødtes tre gange tidligere, og at Sydkorea vandt seneste opgør? Første kamp var under VM 1994, hvor det blev til tysk sejr på 3-2 på to mål af Jürgen Klinsmann. Anden kamp var i semifinalen under VM 2002, hvor Tyskland spillede sig i finalen på mål af Ballack. Seneste kamp var en træningskamp i 2004, hvor Sydkorea vandt 3-1.
Dom:
Sydkorea har endnu til gode at præstere ved dette VM og har været sat under pres af Sverige og Mexico. Det må derfor forventes, at Tysklands kvalitet er Sydkorea overlegne, og at tyskerne kommer til at styre kampen. Vi tror på den store forløsning en sikker 3-0 til Tyskland.