Efter 39 år i Tysklands fineste fodboldselskab må VfB Stuttgart for blot anden gang en tur ned af fodboldrangstigen til 2. Bundesliga. Nedrykningen kommer som direkte konsekvens af adskillige fejlbeslutninger i de senere år. Den spæde begyndelse til nedturen startede faktisk allerede, da Stuttgart fik hængt guldmedaljen om halsen og overrakt Die Meisterschale efter sæsonen 06/07. Fra næste sæson hedder modstanderen ikke længere Bayern München, Borussia Dortmund eller Gladbach. Der skal i stedet krydses klinger med St. Pauli, Hannover 96 og Eintracht Braunschweig i jagten på en hurtig tilbagevenden til 1. Bundesliga.
Det er ikke ligetil at forklare, hvordan det kunne gå så galt på blot ni sæsoner. Årsagen skal som sagt formentlig ses som direkte konsekvens af et utal af dårlige beslutninger taget af et utal af forskellige mennesker. Stuttgart har haft hele ni forskellige trænere siden mesterskabssæsonen, hvor guldtræneren fra 2007 Armin Veh samt overlevelseseksperten Huub Stevens, har været i klubben over to omgange i perioden. I samme tidsrum har de ligeledes haft hele tre forskellige sportsdirektører, som har været ansvarlig for truppen samt tre forskellige præsidenter, der har været med til at træffe de altafgørende dårlige beslutninger.
En anden årsag til faldet skal formentlig også ses ud fra et økonomisk synspunkt. Stuttgart, som er Tysklands 6. største by, er centrum for en af de rigeste og økonomisk mest magtfulde regioner i hele Tyskland: Baden-Württemberg. Stuttgart er hjemsted for de verdenskendte bilfabrikanter Daimler/Mercedes-Benz og Porsche samt den verdenskendte ingeniør- og elektronikvirksomhed Bosch, der er baseret lige uden for byen. VfB har haft et nærmest enevældigt herredømme over sponsorkronerne fra regionens store virksomheder, da der reelt set ikke har været et alternativt til VfB i modsætning til regioner som Rheinland-Pfalz og Nordrhein-Westfalen, som altid har været kendt for at have et utal af hold i de øverste fodboldrækker. Da Stuttgart vandt ligaen tilbage i 2007, var der f.eks. fem små klubber baseret inden for en radius af 80 km, som spillede i de lavere rangerende ligaer eller var semiprofessionelle. Det drejede sig om VfR Aalen, SG Sonnenhof Grossaspach, FC Heidenheim, TSG Hoffenheim og SV Sandhausen.
Her syv år senere er de alle steget til at have status af fuldtidsprofessionel. En af klubberne, Hoffenheim, spiller den dag i dag i Bundesligaen, tre klubber spiller i 2. Bundesligaen og en enkelt spiller i 3. Bundesliga. Derudover er der tre andre større og mere kendte men stadig upcoming klubber inden for ca. 150 km: FC Augsburg, som spillede Europa League i denne sæson, Darmstadt, der var dømt nede på forhånd inden denne sæson, men gjorde eksperternes ord til skamme ved at forblive Erstklassig samt Karlsruhe, som var få minutter fra at rykke op i Bundesligaen i forrige sæson efter deres to playoffkampe imod HSV.
Det siger sig selv, at i takt med at de andre klubber kommer længere op igennem rækkerne, så bliver de ligeledes også interessante for mange af sponsorerne, hvilket i sidste ende koster på bundlinjen for Stuttgart. VfB må derudover efterhånden også se sig overhalet af mindre men langt smartere og i flere tilfælde mere succesfulde klubber, hvilket i øvrigt er en tendens, som vi ser udspille sig flere steder i Tyskland her i de senere år. Ingolstadt – som ligger mellem München og Nürnberg – er ved at efterlade 1860 München og FC Nürnberg i støvet nede i 2. Bundesliga. Hoffenheim har med Dietmar Hopps millioner i ryggen overhalet traditionsklubben Waldhof Mannheim. Noget alla Hoffenheim kan man sige om Tysklands mest hadede fodboldklub RB Leipzig, som ved hjælp af en stort set utømmelig pengetank fra Red Bull koncernen bare buldrer afsted og efterlader ældre og langt større traditionsklubber længere nede i rækkerne.
På trods af nogle af ovenstående udfordringer, som har præget VfB i de senere år skulle 2015/16 sæsonen endelig være året, hvor Stuttgart rejste sig til fordums styrke.
Sportschef Robin Dutt fik hans ønsketræner, da de hentede den tidligere RB Leipzig træner Alexander Zorniger, der tidligere var assistent i klubben under daværende træner Markus Babbel tilbage i 2009. Ansættelsen af Zorniger bragte store forhåbninger og drømme med sig til de krævende og efterhånden hårdtprøvede VfB fans. Meningen med Alexander Zorniger var, at han medbragte et spilsystem, som skulle implementeres på samtlige ungdomshold i fremtiden for at genoprette den røde tråd, som i de senere år er falmet gevaldig i forhold til 00’erne, hvor talenter som Sami Khedira og Mario Gomez gik under navnet Jung und Wild. For mange skiftende trænere, sportsdirektører og præsidenter har siden mesterskabssæsonen sendt Stuttgart på en gevaldig slingrekurs. Med Zorniger ved roret skulle skibet stabiliseres. Unge spillere blev betroet ansvar og nøgleordene var masser af løb og aggressivt pres. I bagklogskabens klare lys var Zorniger-projektet dømt til at mislykkes fra begyndelsen. Hans ideer og filosofi går for så vidt fint i tråd med det Stuttgart gerne vil, men tidspunktet var bare forkert. De foregående tre sæsoner endte med en tolvte, en femtende samt en sektsende plads. Stuttgarts deroute havde med andre ord været længe undervejs, og tiden var ikke inde til at foretage så stort et kursskifte.
Heller ikke selvom forventningerne toppede og nåede nærmest ekstatiske højder, da Stuttgart i den sidste testkamp hjemme på Mercedes-Benz Arena tog imod det engelske storhold Manchester City. VfB fejede City og deres stjernebesatte trup af banen og vandt overbevisende 4-2 – en sejr som velsagtens kunne have været endnu større.
Sæsonåbningen hjemme imod FC Köln blev dog langt fra, hvad Die Schwaben havde håbet på. Trods et massivt spil- og chanceovertag måtte Stuttgartspillerne gå slukøret fra banen med et 1-3 nederlag. Nederlaget blev afløst af yderligere fire nederlag, hvor man ligeledes også producerede et væld af chancer. Dermed stod Zorniger og co. tilbage med 0 point efter 5 nederlag i træk – en værre start kunne selv de mest skeptiske næppe havde forudsagt.
Efter 13. Spillerunde var tålmodigheden med Zorniger opbrugt. På hjemmebane blev de fejet af banen af Augsburg med hele 0-4. Det kom hverken som en overraskelse, at Zorniger blev fyret eller at det var efter en kamp imod Augsburg. Således var de to foregående trænere ligeledes blevet fyret efter en kamp imod Augsburg.
Fra skuffelse til succes til elendighed
Sæsonens foreløbige lavpunkt resulterede som sagt i den længeventede fyring af ønsketræneren Alexander Zorniger. Som midlertidig løsning blev VfB II’s træner Jürgen Kramny ansat. En ansættelse som lynhurtig skulle vise sig at bære frugt. Efter et klart men forventeligt nederlag på udebane imod BVB indledte Kramny og co. en stime på hele 8 kampe uden nederlag. Efter fem kampe var VfB endda forårets hold og man begyndte så småt at høre drømme om en eventuel plads i Europa League. Hverdagen vendte dog tilbage i 23. spillerunde. Hannover 96, som indtil havde tabt hele otte kampe i træk, kunne gå fra banen på Mercedes-Benz Arena med en 2-1 sejr.
Efter en stensikker sejr i 25. spillerunde på 5-1 hjemme imod Hoffenheim havde VfB nu 32 point, hvilket var 10 mere end Hoffenheim, som var placeret næstsidst, og man havde ligeledes 7 point mere end Frankfurt, der befandt sig på Relegationspladsen. Udefra set virkede de i nogenlunde sikkerhed med den pointmargin, men ikke desto mindre skulle det senere vise sig, at det ikke var nok.
Sejren imod Hoffenheim blev sæsonens sidste, da ingen af de resterende ni kampe endte med at give fuldt udbytte, tværtimod fik de kun to point mere. Trods de manglende sejre stod de dog med skæbnen i egen hånd, da de i den tredjesidste spillerunde skulle en tur til Bremen. Kampen blev dog langt fra den succesoplevelse, som holdet sukkede efter – derimod blev det en af de mest bitre aftener i klubbens historie, da de måtte indkassere et nederlag med tenniscifrene 6-2 nederlag.
Kramny var efterladt i panik og reagerede med at bytte om på flere nøglepositioner til anden sidste spillerunde, hvor han gav keeper Mitch Langerak hans bundesligadebut for VfB. Lige lidt hjalp det dog, da Stuttgart tabte 1-3 imod Mainz og dermed var pisket til at hente en sejr i sidste kamp ude imod Wolfsburg. Miraklet udeblev og dermed var nedrykningen en realitet blot halvanden måned efter, at flere havde drømt om europæisk fodbold, og hvor man var forårets bedste hold – selv endnu bedre end Bayern og BVB.
Fremtidens VfB Stuttgart
Efter nedrykningen blev en kendsgerning, begyndte ledelse en efter en enten selv at træde tilbage eller blive bedt om at gå af. Bernd Wahler valgte som den første at pakke sine ting og forlade posten som præsident. Derefter fulgte Jürgen Kramny trop et par dage senere, da det kom fem, at hans kontrakt ikke var gældende, såfremt at klubben rykkede ned. samme dag fik Robin Dutt besked om, at hans arbejde for VfB var kommet til en ende, og han måtte derfor også forlade klubben på Mercedesstraße.
Trænerspørgsmålet er allerede afklaret, da den 52-årige hollænder Jos Luhukay er blevet hentet ind. Luhukay er blevet udstyret med en 2-årig kontrakt, hvor det altoverskyggende mål er at sikre oprykning til Bundesligaen i første forsøg. En opgave som hollænderen flere gange har vist, at han har formatet til at løse. Således har han tre gange tidligere i karrieren som træner sikret henholdsvis Gladbach, Augsburg og Hertha Berlin oprykning.
Efter sportschef Robin Dutts afgang mangler endnu den nye sportslige ansvarlige, som skal stå for at sætte et slagkraftigt hold sammen til sæsonstart. Den nye mand får et par uhyre travle, men i særdeleshed vigtige måneder til at starte med, som kan ende med at definere VfB som klub de kommende år ud i fremtiden. Flere navne er allerede bragt i spil herunder VfB legenden Karl Allgöwer og Jochen Sauer, der er forretningsfører for RB Salzburg på nuværende tidspunkt.
Midt i alt kaosset i nedrykningskampen valgte to nøglespillere desuden at forlænge deres kontrakter og dermed sværge troskab til klubben trods den alvorlige situation. Det drejer sig om kaptajn Christian Gentner og den for tiden skadede angriber Daniel Ginzcek, To spillere som formentlig kommer til at spille en vigtig rolle. Derudover har ankermanden Serey Die, tilbagevendte Kevin Großkreutz samt keeper Mitch Langerak ligeledes udtalt, at de agter at hjælpe VfB tilbage. Det forventes det også, at det unge forsvarstalent Timo Baumgartl bliver i klubben, så på spillerfronten, ser det ganske fornuftigt ud for die Schwaben.
I modsatte båd står spillere som Filip Kostic som et oplagt salgsemne, hvor han formentlig forlader klubben for godt 15 mio. euro, da det er hans frikøbsklausul efter nedrykningen. Derudover er det efterhånden også en kendsgerning, at Daniel Schwaab, Georg Niedermeier samt EM-aktuelle Martin Harnik forlader klubben, da de alle har kontraktudløb efter denne sæson. Desuden har en af Stuttgarts bedste spillere i den her sæson, Daniel Didavi, allerede offentliggjort, at han skifter på en fri transfer efter sæsonen til folkevognsklubben Wolfsburg. På rygtebørsen florerer der ligeledes rygter om, at VfB ønsker at skille sig af med Harnik’s landsmand Florian Klein samt den polske keeper Przemyslav Tyton. Det er dog behæftet med en vis usikkerhed, da begge spillere har en gældende kontrakt for næste sæson.
De åbenlyse favoritter SC Freiburg og RB Leipzig sikrede sig begge oprykning i denne sæson fra 2. Bundesliga, hvilket gør, at der er god grund til at tro, at Stuttgart hurtig kan vende tilbage til 1. Bundesliga – især med tanke på Luhukays beviste evne til at sikre oprykning med hans tidligere klubber. Men selv på 2. Bundesliga niveau må Stuttgarts forsvar give anledning til hovedbrud for hollænderen. De formåede at lukke hele 75 (!) mål ind i de 34 kampe i sæsonen. Det var hele ti mål mere end de næst dårligste fra Werder Bremen! På trods af sene skader i sæsonen til Die og Großkreutz ændrer det ikke ved billedet af, at forsvaret var skræmmende ringe hele sæsonen igennem. Robin Dutt formåede ikke at løse problematikken, så det må være op til hans efterfølger at løse puslespillet, men status er, at der skal hentes nye kræfter ind til defensiven, hvis ikke VfB skal gro fast i 2. Bundesliga som så mange andre store traditionsklubber.
Selvom en nedrykning altid trist oplevelse for fans og spillere, så kan det vise sig at være det nødvendige wake-up call for klubben, så man begynder at træffe bedre og mere konsistente beslutninger inden for rammerne af en mål, hvilket vil være en kærkommen ændring. Nogle gange skal man som sagt tage et skridt tilbage for at kunne tage to skridt frem.
Læs også.
VfB Stuttgart: Die Mannschaft der Rückrunde bis jetzt
