bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Ugens duel – Marcus Ingvartsen (Union Berlin) mod Matthias Ginter (Borussia Mönchengladbach)

Ugens duel – Marcus Ingvartsen (Union Berlin) mod Matthias Ginter (Borussia Mönchengladbach)

Når Union Berlin tager imod Borussia Mönchengladbach lørdag, kan hovedstadsklubben med en sejr overhale Gladbach og bringe sig op på en femteplads, og vi vil derfor se nærmere på, hvordan danske Marcus Ingvartsen kan få en hovedrolle.

Union Berlin har været en af denne sæsons helt store overraskelser i Bundesligaen, hvor de efter 18 spillerunder blot er fem point efter de eftertragtede Champions League-pladser.

Danske Marcus Ingvartsen kom i sidste runde i fokus, da han scorede, men også brændte på et straffespark mod FC Augsburg. Og i denne weekend er han igen manden, der skal forsøge at sparke vigtige point til hovedstaden.

Danskeren kommer til at stå over for blandt andre Matthias Ginter, da han med alt sandsynlighed bliver Union Berlins forreste angriber. Ingvartsen står i denne sæson noteret for to mål og tre assists efter 14 kampe.

Den danske angriber har vist sig at være farligst i feltet, hvor han har scoret begge sine mål, og yderligere er han her kommet frem til i alt ti ud af 18 chancer. Ingvartsen er dog heller ikke bleg for at tage chancen udenfor feltet med langskud.

Netop dette er et element, som han skal medbringe i kampen mod Gladbach. Gæsterne fra Borussia Mönchengladbach har vist, at de har haft svært ved at forsvare sig mod langskud, samt undgå at modstanderen skaber for mange chancer.

Ingvartsen bliver også nødt til at bringe sine holdkammerater i fokus, hvis Union Berlin skal have point på lørdag. I denne sæson er det lykkedes ham 11 gange at skabe en afgørende mulighed, der er blevet til en chance på mål, hvor det især er de små pasninger, der er Ingvartsens foretrukne.

Men hvis Matthias Ginter har læst på lektien inden lørdagens opgør, kan han få lukket ned for de store chancer fra Ingvartsens fod. Danskeren er nemlig kun en trussel med sit venstreben.

I denne sæson har danskeren haft 18 skud på mål, hvor 12 af dem er kommet fra venstreskøjten, og begge hans to mål er netop scoret med førnævnte. Desuden kan danskeren blive neutraliseret, hvis han kommer ind i for mange fysiske dueller med Ginter.

Læs også: Optakt: Union Berlin – Gladbach

Den tyske midterforsvarer har i denne sæson vundet i alt 148 dueller, der er en smule bedre end Ingvartsens 121. Yderligere er Ginter kun blevet afdriblet fem gange i denne sæson, så det er også et område, hvor danskeren skal tænke sig om.

Marcus Ingvartsen skal også undgå at tage sagen i egen hånd og forsøge at tage en løbeduel med Ginter. Her viser statistikkerne nemlig, at det er tyskeren, der har været hurtigst i denne sæson. Her er Ginters topfart blevet målt til 31,91 km/t og Ingvartsen til 30,74 km/t.

Når Union Berlin og Borussia Mönchengladbach mødes lørdag på Stadion An der Alten Försterei kan hovedstadsklubben med en sejr sparke sig op på de betydningsfulde europæiske pladser, og det kan ske ved hjælp af deres danske angriber.

Marcus Ingvartsen skal have skruet venstreskøjten ordentlig på, da han skal forsøge at sætte sine holdkammerater og sig selv i scene, for at Union Berlin kan trænge gennem Gladbachs defensiv. Danskeren er god til at gå med i spillet og på den måde være et vigtigt omdrejningspunkt i Unionens offensiv.

Han skal dog undgå for mange fysiske dueller med Matthias Ginter, da tyskeren har en klar fordel mod Ingvartsen. Statistikkerne viser, at Ginter både er stærkere fysisk og hurtigere, og derfor skal danskeren finde en anden vej mod Gladbachs mål.

Ugens duel.

Statistik i Bundesligaen 2020/2021:

Marcus Ingvartsen:

Kampe: 14.
Mål: 2.
Assists: 3.
Afgørende afleveringer 11 (0.8 per kamp).

 

Matthias Ginter:

Kampe: 18.
Clean sheet: 3.
Bolderobringer: 32 (1.8 per kamp).
Tacklinger vundet: 12 af 17 tacklinger.

Få spiltips til alle kampe i Bundesligaen hos SpilXperten

 

 

You may also like
Borussia Dortmund, fankultur, optakt, tilskuere, fans på stadion, Bundesligaen 2021/22, fyldte stadioner, fodboldrejse i Bundesligaen
Sådan får du rabat på din næste fodboldrejse til Bundesligaen
Gladbach, logo, Borussia Mönchengladbach
Sæsonoptakt: Borussia Mönchengladbach – nye føl i stalden
Union Berlin
Sæsonoptakt: 1. FC Union Berlin – Wiederaufbau i Köpenick
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Tåregas, stortalenter og 21 mål på 240 minutter: De vildeste 28 timer i DFB Pokal-historien