Bundesligaen vender endelig tilbage, når Borussia Dortmund tager imod Schalke 04 på Signal-Iduna-Park til årtiets første Revierderby. Vi tager her et kig på duellen, som kan få en stor betydning for kampens udfald.
2020´s første Revierderby finder sted på lørdag, og bliver samtidig den første Bundesligakamp efter COVID-19 stoppede ligaen tilbage i marts måned. Selvom kampen bliver uden den fantastiske stemning på Signal-Iduna-Park, bliver det alligevel en intenst affære, hvor duellen mellem Dortmunds Erling Håland og Schalkes Salif Sané kan blive afgørende.
Håland spiller sit første Revierderby, og hans farlighed foran mål kan blive vigtig, i forhold til at Dortmund får alle tre point. Han har allerede haft godt gang i målscoringen i Dortmund-trøjen, og kan derfor sparke sig yderligere ind i fansenes hjerte ved at gøre det onde mod rivalerne fra Gelsenkirchen.
Dette scenarie er meget realistisk, da Schalke 04 de seneste tre kampe har haft store problemer defensivt, og har lukket hele ni mål ind. David Wagner har dog fået Salif Sané tilbage fra en lang skadespause, og det kan gavne Schalkes chancer for point på Signal-Iduna-Park.
Senegaleseren har været ude siden november måned, men flere tyske medier melder, at han kan være tilbage i forsvaret hos Schalke 04. Han får dermed et stort ansvar på sine skuldre, når Erling Håland skal holdes fra fadet. Sané er blandt de bedste forsvarer i Bundesligaen i luftrummet, og det er især her, hvor Sané og Håland kan få nogle drabelige dueller.
Begge spillere er over 1.90 m. høje, men indtil videre har Håland ikke vist sig uovervindelig i luftduellerne. Det kan blive en fordel for Sané, som måske her kan lægge låg på sin modstander. Håland har kun vundet 36.3 % af sine dueller i luften, i modsætning til Sané, som har vundet 81 %. Helt anderledes ser det dog ud, hvis de to skal ud og løbe om kap.
Her har Erling Håland tidligere vist at han har fart i støvlerne, og med sine farlige dybdeløb, kan det give Sané problemer. Størstedelen af nordmandens mål er dog faldet tæt under mål, og derfor skal Sané også holde Håland i kort snor, hvis han vil holde nullet. Håland har scoret ni mål indtil videre i Bundesligaen, og Sané har, i de 10 kampe han har spillet, kun har holdt målet rent tre gange.
Det er flere måneder siden holdene sidst spillede Bundesligafodbold, og det bliver spændende at se, hvordan kampen forløber sig. Det er dog stadig et Revierderby, og det bliver med garanti et intenst opgør, hvor kampen mellem Erling Håland og Salif Sané kan blive kampafgørende.
Læs også: Optakt: Dortmund – Schalke
Ugens duel.
Statistik i Bundesligaen 2019/2020:
Erling Håland.
Kampe: 8.
Mål: 9.
Luftdueller vundet: 36.3 % af 124 dueller.
Dueller vundet: 39.4 % af 33 dueller.
Salif Sané:
Kampe: 10.
Clean sheets: 3.
Luftdueller vundet: 81 % af 58 dueller.
Dueller vundet: 69.2 % af 143 dueller.