Udlændinge presser de tyske talenter

En italiener, en sydkoreaner og en australier. Det er ikke begyndelsen på en dårlig joke, men derimod et udsnit af de nationer, hvor Bayer Leverkusen har handlet spillere fra i dette transfervindue. Læg dertil en bosnier, en græker og en spanier, så har du i alt seks ud af syv nye spillere for die Werkself, der ellers de seneste år har gjort en dyd ud af at satse tysk. På trænerposten er Sami Hyypiä nu også eneansvarlig efter Sascha Lewandowskis afsked, og han er dermed den første udenlandske træner i klubben siden Dragoslav Stepanovic i midt 90’erne. Leverkusen er således et godt eksempel på den udvikling Bundesligaen har gennemgået de seneste år. For selvom medierne ynder at fokusere på de mange tyske talenter, ligaen producerer, så ændrer det ikke ved, at 46 procent af alle spillere i Bundesligaen har en anden nationalitet end tysk. For så vidt er der hverken noget nyt eller odiøst i, at klubberne søger udover egne grænser for at forstærke trupperne. Men når spillere hentes ind for at erstatte lovende, tyske talenter og i enkelte tilfælde etablerede stjerner, så bør alarmklokkerne alligevel så småt begynde at ringe.

Og hvorfor så det? Jo, på kort sigt er det uden tvivl positivt, at ligaen nu er i stand til at tiltrække spillere fra øverste hylde. For få år siden var Martinez, Thiago eller Mkhitaryan næppe skiftet til Bundesligaen, og spillere med den kvalitet løfter alt andet lige niveauet i ligaen. Det genererer også mere omtale og gør de tyske hold konkurrencedygtige i forhold til deres kollegaer rundt om i Europa, men på længere sigt kan man være i gang med at gøre sig selv en bjørnetjeneste i ordets oprindelige forstand.

Tilbage i 2000 foreslog den tidligere landstræner Berti Vogts, at man satte begrænsninger på antallet af udlændinge i ligaen. Han frygtede, at landsholdet ville blive dårligere og ligaen mindre attraktiv, hvis ikke de unge talenter fik mulighed for at udvikle sig gennem regelmæssig spilletid på deres klubhold. Diverse EU-regler gør i dag sådan et forslag umuligt (og det er sådan set godt nok), men frygten er rent faktisk mere begrundet her 13 år efter. Bundesligaen har i modsætning til dengang nået et niveau og et omdømme, hvor flere udenlandske stjerner gerne vil til Tyskland, men klubberne bør spørge sig selv, om det nu også er den vej, man vil gå. Nuvel, en Götze og en Draxler er så lysende talenter, at de nok skulle have slået igennem uanset, men mange af spillerne i kategorien lige under kan sagtens komme til at lide under den øgede tilstrømning af udenlandske profiler. Da Ilkay Gündogan ankom til Dortmund, var det langt fra med den selvtillid og autoritet, han udviser nu. Det meste af første sæson blev tilbragt på bænken, og på et tidspunkt var han fjerde valg efter Bender, Kehl og Leitner. Klopp har altid sagt, at han havde troen på ham, men havde man haft muligheden for at hente en international profil tilbage i vinteren 2012, er det ikke sikkert, at tålmodigheden havde været så stor.

Denne sommer har BVB hentet tre forstærkninger i form af Mkhitaryan, Sokratis og Aubameyang, mens man til gengæld har sendt unge Bittencourt og Leitner videre i systemet (dog med mulighed for at hente begge tilbage senere). Deres talent tror man for så vidt stadig på i Dortmund, men der er bare ikke længere tålmodighed til at se det udfolde sig.

I Bayern har tilgangen af udenlandske profiler endda sendt etablere spillere på flugt. Sidste år hentede klubben Dante, Shaqiri, Martinez og Mandzukic, og selvom de uden tvivl var stærkt medvirkende til, at de vandt the treble, så har sidstnævnte også haft den konsekvens, at Mario Gomez har måtte søge til Fiorentina i jagten på spilletid. I år er Thiago hentet ind fra Barcelona, og selvom 20 mio. euro bestemt er en fornuftig pris, så rejser det et stort spørgsmålstegn ved Toni Kroos rolle på det fremtidige Bayern-mandskab. Indtil sin skade var han sidste år det kreative omdrejningspunkt på holdet, men det kan blive svært at bevare den plads på en stærk besat Bayern-midtbane, hvor han måske er den spiller, der passer mindst ind i Guardiolas filosofi.

Lige nu og her kan det muligvis synes ligegyldigt, om det er en tysker eller en udlænding, der leverer varen for klubholdet, men tag ikke fejl: Bundesligaen har brug for tyske profiler og tyske talenter, ligesom klubbens fans har brug for spillere, de kan identificere sig med. De tyske tilskuere er med rette stolte af deres sprudlende talentkilde, der har hældt det ene Jahrhunderttalent ud efter det andet de senere år, men det er netop den kilde, klubberne risikerer at slukke for, hvis antallet af udlændinge i ligaen stiger, og tålmodigheden til at udvikle egne talenter forsvinder.

Det er muligt, at Berti Vogts talte for døve ører for 13 år siden, men han burde overveje at råbe op igen. I sin iver for at blive verdens bedste liga, er det vigtigt, at Bundesligaen og klubberne ikke glemmer det, der har gjort tysk fodbold så populært de sidste par sæsoner.